I mange år tilskrev man uhyrlighederne i Sovjetunionen Josef Stalins gerninger. På den måde frikendte man hans forgænger, Vladimir Lenin, og kommunismen som ideologi. Endnu i 1990erne kunne man i danske skolebøger læse pæne beskrivelser af Lenin. Skolebøgerne var fulde af løgn, for Lenin var fra første færd parat til at myrde mennesker for at bevare sin og partiets magt.
Lenin tog ingen menneskelige hensyn. I et brev til Trotskij skrev han, at man skulle bruge elendigheden til at få fat i kirkens værdier: »Nu og kun nu, hvor der er kannibalisme i de hungersramte områder, hvor hundreder, hvis ikke tusinder af lig ligger på vejen, kan vi (og derfor skal vi) med den størst mulige energi sætte en omfattende beslaglæggelse af kirkernes værdier i gang. Uden tøven skal enhver modstand slås ned.«
Erik Kulavig er en af vore fineste Sovjetkendere, og han var selv, som han skriver i sit interessante efterord, grebet af fascination af kommunismen og Lenin. Først sent nåede han til den erkendelse, at de forfærdelige mord og hungerskatastrofer, der kostede betydeligt flere menneskeliv end nazisternes massemyrderier, ikke kun skyldtes Stalins gerninger.
Hvad er ondskab?
I sin nye bog, »Vi river himlen ned på jorden«, har Erik Kulavig været i russiske arkiver for at skildre drøm og hverdag i revolutionens Rusland fra 1917 til 1922. Det har bragt nyt og spændende materiale for dagen. Gennem de offentlige sovjetiske arkiver titter almindelige russeres skæbner frem, når de kom i klammeri med sovjetmyndighederne og blev henrettet eller sendt i lejre.
Bolsjevikkerne fór uhørt hårdt frem fra revolutionens start og idømte mennesker hårde straffe for små forseelser. Partiet og disciplinen kom altid foran mennesket. Den værste terror blev ikke rettet mod de efterhånden få oppositionelle, men mod revolutionens egne folk blandt arbejdere og fattigbønder.
Der var spontane oprør i landsbyer vendt mod hungersnød og undertrykkelse, men de førte blot til brutal magtanvendelse, hurtige domfældelser og henrettelser. Med udnyttelse af arkivmaterialet giver Erik Kulavig os indblik i, hvordan denne undertrykkelse ramte de enkelte mennesker i byer og på landet.
Bogen er fyldt med både principielle overvejelser over, hvorfor terroren og den sociale kontrol blev så gennemgribende, og fortællinger om de enkelte mennesker, der blev ramt. I sit ideologiske udgangspunkt tager Kulavig det for givet, at Lenin og hans kommunistiske ledere var af den opfattelse, at så snart det gik op for bønder og arbejdere, at de arbejdede for sig selv og ikke for kapitalister, ville de forvandles til samvittighedsfulde socialister.
I sit efterord skriver Erik Kulavig: »Hverken Lenin, Trotskij, Stalin eller nogen af de mange hundredtusinde, der fulgte dem, var drevet af ondskab. Tværtimod ofrede de liv, helbred og personlig lykke for at skabe en bedre og mere retfærdig tilværelse for ikke bare Rulands, men verdens fattige og undertrykte.«
Den påstand er til debat, for hvad er ondskab, og var Lenins og Stalins medkæmpere mindre onde end Hitlers – og deres »idealisme« bedre? Erik Kulavigs påstand rører ved kerneproblemet med at forstå de totalitære bevægelsers inderste kerne og vore følelser over for dem, og den viser, at Erik Kulavig, selv om han har afkastet sig socialismens tro, alligevel fastholder ideen om en dybere »idealisme« hos kommunisterne.
Men var den »idealisme« moralsk anderledes og bedre end den »idealisme«, som nazisterne dyrkede?
Forfatter: Erik Kulavig. Sider: 416. Pris: 300 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof
