Erik Scavenius skal gøre os klogere: »Historien er ikke kun underholdning«

Birgithe Kosović har skrevet en roman om politikeren Erik Scavenius, der samarbejdede med nazisterne. Kan vi bruge hans dilemmaer i mødet med en ny fjende?

Erik Scavenius (her sammen med den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best ) var udenrigsminister 1909-10, 1913-20 og 1940-43 og statsminister fra 9. november 1942 til 29. august 1943, da den danske regering trådte tilbage. Man har diskuteret, om han var tyskvenlig eller blot forsvarede Danmarks interesser. Så sent som i 2012 var der en offentlig debat om, hvorvidt man kunne opkalde en gade efter den tidligere statsminister. Første bind af Birgithe Kosovićs roman om Erik Skavenius, »Den inderste fare«, udkommer 22. september. Fold sammen
Læs mere
Foto: Vagn Hansen

Birgithe Kosović brød for alvor igennem med romanen »Det dobbelte Land« (2010), der bl.a. indbragte hende Danske Banks Litteraturpris og blev en bestseller.

Nu er hun aktuel igen med en ambitiøs roman i to bind om den danske samarbejdspolitiker Erik Scavenius, der var statsminister fra 9. november 1942 og indtil regeringen gik af 29. august 1943. Erik Scavenius er nok den mest forkætrede politiker i Danmark og så sent som i 2012 blev det offentligt debateret, om man kunne opkalde en gade efter ham. I sidste ende undlod man at gøre det.

Der er skrevet flere biografier om Erik Scavenius. Hvad får dig som romanforfatter til at tage hans skæbne op?

»Han var et menneske, der stod helt alene med sin samarbejdspolitik. Han førte sin politik og holdt fast i den også efter krigen, selv om ingen ønskede at høre på det. Det kan jeg ikke undgå at blive fascineret af. Jeg har en dyb respekt for folk, der har mod til at stå alene med deres synspunkter, uanset om jeg er enig med dem eller ej. Så længe de blot står på demokratiets side.«

Minder det dig om din egen situation?

»På en vis måde, ja. I 2013 var der et manifest i Politiken, hvor jeg sammen med andre forfattere forsvarede ytringsfriheden, og jeg undsagde dermed det »progressive« miljø i kulturkredse, hvor det var acceptabelt at indskrænke ytringsfriheden af hensyn til krænkede følelser. Der mærkede jeg hurtigt, hvor ensomt det kan blive, når man har upopulære synspunkter.«

Din far kommer fra Jugoslavien og du har stærke bånd til Jugoslavien, som din bog »Det dobbelte land« viser. Er der en forbindelse mellem Jugoslaviens skæbne under Anden Verdenskrig og Danmarks?

»Man kan sige, at den nye bog er et spejlbillede af »Det dobbelte land« og min families oplevelser under Anden Verdenskrig i Jugoslavien. I krigens stund må man tage stilling til eksistentielle spørgsmål og finde ud af, hvem man er, og hvor grænsen går mellem integritet og underkastelse.«

»I Jugoslavien havde man en voldsparathed, som vi ikke havde i Danmark, men der var også ligheder, for Jugoslavien blev også angrebet af Tyskland. Men jugoslaverne valgte at slås.«

Er der andre ligheder?

»Der er både ligheder og forskelle, men modstandskampen i Jugoslavien kostede mange livet, og det vidste folk, at den ville gøre, inden de gik ind i kampen, og spørgsmålet melder sig selvfølgelig for mig, hvorfor jugoslaverne valgte at kæmpe, og hvorfor flertallet af danskerne valgte at samarbejde. Det er der mange svar på, og vores samarbejde er stadig et moralsk stridspunkt.«

Moralske valg

Når du synes, at Erik Scavenius er fascinerende, er det vel også, fordi de moralske valg, han måtte fortage, var almenmenneskelige?

»Ja. Besættelsestiden og dens moralske kridtstreger er stadig aktuelle for os. Vi søger hele tiden svar på tilværelsens spørgsmål, og hans konflikter er grundlæggende de samme som dem, vi andre stilles overfor, men i hans tilfælde er de tydeligere, fordi han så konkret blev stillet over for moralske valg i en umulig situation. Scavenius var så at sige et normalt menneske i en unormal situation.«

Men var han helt normal? I flere historiske værker fremstilles han som usympatisk og kold på en ikke helt normal måde?

»Scavenius var normal, men han var en temperamentsfuld mand, der konstant var under et enormt pres. Han var den yderste spydspids mod en dødsfjende, hvor kampen kunne ende med, at Nazityskland åd hele landet. Han tog et kæmpeansvar på sig, og det gjorde selvfølgelig noget ved ham.«

»Jeg betragter ham som en stor statsmand, der løste opgaverne fint både under Første og Anden Verdenskrig - eller rettere sagt: Han løste den opgave, han fik, med at beskytte småstaten Danmark. Han var en statsmand, men han levede ikke op til de krav, man stillede til en stor statsmand, fordi han var så temperamentsfuld.«

Han levede heller ikke op til rollen?

»Både Scavenius og de andre aktører under besættelsen spillede roller, som de var bundet af. Scavenius prøvede at leve sig ind i sin rolle, og problemet var, at de andre politikere ikke fuldt ud accepterede, at Scavenius nu engang havde fået den sværeste rolle at spille. Scavenius sad med et langt større ansvar, fordi hans valg kunne medføre en katastrofe i forhold til dødsfjenden Nazityskland.«

Han havde et stort ansvar, men udtalte beundring for Hitler og hans sejre og lod Danmark tilslutte sig Antikominternpagten vendt mod Sovjetunionen. Vidste han selv, hvor grænserne gik, og erkendte han overhovedet nazismens radikalisme?

»Det er jo en kompliceret sag, for han fik indført forbehold ved tilslutningen til pagten, og han vidste, at hvis man undlod at tilslutte sig, så var man automatisk en fjende af Nazityskland - med alle de forfærdelige konsekvenser, det kunne få.«

»Man kan pege på andre beslutninger fra Scavenius, der i vores øjne krydsede den moralske kridtstreg, men vi skal bare hele tiden huske på, at Scavenius og de andre beslutningstagere ikke kendte til de konsekvenser, det ville få, hvis de ikke spillede med. Det er dermed en gratis omgang for os at spille moralske overdommere.«

»Jeg har en dyb respekt for folk, der har mod til at stå alene med deres synspunkter, uanset om jeg er enig med dem eller ej,« siger Birgithe Kosovic. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Hougaard.

Vurdering af historien

Men det skal vel ikke afholde os fra at komme med en vurdering af datidens aktører?

»Selvfølgelig skal vi kunne vurdere historien og fælde moralske domme, men vi skal blot hele tiden huske på, at handlinger har konsekvenser, og vi skal spørge os selv, om vi selv er villige til at ofre vore kære for principper. Det gør Scavenius` valg aktuelle for os selv her og nu.«

Hvad mener du helt konkret?

»Man kan leve i tider, hvor det er uden risici at vælge idealer, og så er der andre tider, hvor det er det. Og det er sådan en tid, vi er i nu, hvor ekstremismen truer os, og hvor vi ikke blot kan vælge idealer som fuld ytringfrihed til alle, også til hadprædikanter, uden at det har konkvenser, f.eks. i form af terror, som kan slå og selv og vores nærmeste ihjel.«

Så Scavenius bøjede sine idealer for at tilpasse sig virkeligheden, og vi må gøre det samme?

»Ja. Vi møder en ondskab i disse år, hvor vi ikke længere kan sidde i haven og hygge os, men tvinges ind i en brutal virkelighed, hvor vi må tage stilling til den ondskab, der påtvinges os. »

Din bog er ikke en faghistorisk skildring ... ?

»Nej, det er en roman, hvor jeg skildrer de dilemmaer, der stadig er aktuelle, for konflikternes essens er de samme, nemlig denne: Hvordan skal vi forholde til de moralske dilemmaer, når ondskab, totalitarisme og trusler indfinder sig? Historien er ikke kun underholdning, men også et middel til at forstå folk til andre tider, og historien kan vise os de svære dilemmaer, så vi kan danne et mentalt beredskab. Og så vi ved, hvordan vi skal handle, når vi trues.«