»Ved at lyve indrømmer mennesket at det er ansvarligt for sine handlinger.«
Sådan lyder en af de mange træffende formuleringer i Horace Engdahls »Cigaretten bagefter«, der er en herligt uegal blanding af aforismer, iagttagelser og korte teksttstykker – sjældent på over en side – om et givent emne. På bogens forside står »Fragmentsamling«, og det dækker i grunden ganske godt over de 153 sider, der er stimulerende at læse, men med deres spredte floret-fægtning noget sværere at skrive om.
Men lad os bare begynde med titlen, »Cigaretten bagefter«, der sigter til en tekst, hvor Engdahl – i en lang årrække sekretær for Det Svenske Akademi, der uddeler Nobelprisen i litteratur – sætter cigaretten ind i et større kulturelt-litterært perspektiv.
Han skriver eksempelvis »E.M. Cioran siger at der er øjeblikke, hvor en cigaret er mere værd end et evangelium« og mener selv, at »den særlige intensitet i det første sug af en nyantændt cigaret gav mennesket en ny, uovertruffen rite når det står over for det absolutte: døden, orgasmen, katastrofen, det tomme ark.«
Humor er der også i en linje som denne: »Verdens undergang ville være en helt igennem udholdelig tanke hvis bare det var muligt at tage sig en cigaret bagefter.« Men inden smilet er forsvundet, er man som læser inde i ny tekst med et nyt stemningsleje og en anden ambition.
Som det fortrinlige stykke om nytænkeren som »den ensomme vandrer«. Om eneren, der skaber kunst og tænker store tanker, i ophøjet ensomhed. Men, skriver Engdahl, de fleste af dem har haft en stor omgangskreds og talt i én uendelighed. Sådan var det på det gamle Grækenlands symposier og på samme måde er alle de andre, vi beundrer, »symposiaster«.
Engdahl giver naturligvis masser af eksempler – som dette: »Virginia Woolf havde måske »a room of her own«, men dagbogen handler mest om hvordan London-venner hele tiden kom på besøg og skulle have te.«
Skriver for kulturnørderne
Midt i alt dette er der mærkeligt nok, eller måske lige netop derfor, plads til personlige, bekendende linjer.
Som her: »Når jeg spørger mig selv hvad jeg skal lave i de nærmeste år, mærker jeg at jeg egentlig spørger mig selv hvordan jeg skal være fremtrædende.«
Det er forbløffende sager fra en af Europas store, intellektuelle skikkelser: At Engdahl på sin vis er som den moderne ungdom, der drømmer om opmærksomhed og berømthed. Den sammenstilling ville Horace Engdahl nok ikke abonnere på, og fusionen af det private og det offentlige hos tidens bloggere har han intet godt at sige om.
»Minder blogging ikke« skriver han, »allermest om den slags samtaler teenagepiger dagligt har i telefon – teenagedrenge også, men mere typisk piger – hvor de med skånselsløs detaljerigdom remser op for hinanden hvad de har oplevet de seneste timer, uden egentlig at lytte til hinanden.«
Selv for en skønånd som Engdahl er der altså fælder. For sådan fungerer en blog jo ikke. Det lyder mere som Facebook. Måske skulle han være mere på de sociale medier. Eller lade være med at skrive om dem.
Men ellers er der ganske langt mellem fejlskuddene og banaliteterne i »Efter cigaretten« og lad os slutte med en aforisme for de kulturnørder, han i sidste ende skriver for og til: »Postmodernismens oprør mod fortællingen er i dag lige så glemt som slagordet »Stop Øresundsbroen!«
Titel: Cigaretten bagefter. Forfatter: Horace Engdahl. Oversætter: Karsten Sand Iversen. Sider: 153. Pris: 248 kr. Forlag: Jensen & Dalgaard.
