Vreden, I guder, besyng

Maleren Edvard Weie mente mangt og meget om kunst – men han mente sandelig også noget om alle andre. Underholdende udvalg af hans skrifter portrætterer kunstneren som en vred mand.

Inden for kulturlivet – men givetvis også alle mulige andre steder – findes der en bestemt type, der er meget vred.

Hvis vi nu for nemheds skyld holder os til kulturlivet, hvor typen er jævnligt forekommende, så er han eller hun forbitret over, at alle de andre får udgivet deres romaner, indspillet deres kompositioner eller vist deres malerier og skulpturer. Og det til trods for, at de, som enhver burde kunne se, er fuldstændig talentløse. I modsætning til én selv, hvis værker ikke bliver udgivet, indspillet eller udstillet. Når det kan gå så galt, skyldes det, mener den vrede, at alle de, der bestemmer eller sidder på pengene i kulturlivet, er inkompetente, dilettanter og moralsk anløbne.

Én af de vrede var Edvard Weie. Det fremgår med al uønsket tydelighed af et nyt udvalg af hans skrifter, der handler om »hele den raadne Pælebygning, der hedder den danske Kunst, og det hvadenten den kalder sig modernistisk eller doktrinær, hvadenten den optræder statsautoriseret som Sygekasser eller Aktieselskaber, eller den, som visse kulturfjendske Bladredaktioner der foranstalter Opvisninger og Matineer, viser det samlede kunstneriske og menneskelige Pjat i Danmark«.

Fjenden i forkøbet

I reglen er der en naturlig forklaring på, at de vrede kunstnere ikke får deres romaner udgivet eller deres billeder udstillet. Det er fraværet af kunstnerisk talent eller manglen på arbejdsmæssig disciplin.

Men sådan var det jo ikke med Weie, der viste sig at være en af sin tids bedste malere. Han var blot sin egen værste fjende; i tvivl om sine billeder, uvillig til at udstille dem og nervøs for, at andre skulle stjæle hans ideer. Et af sine manuskripter omarbejdede han i en sådan grad, at redaktøren kunne konstatere, at »nu er der jo ikke en Djævel, der kan forstaa noget«. »Nej, nej,« svarede Weie uanfægtet – »men jeg kom ogsaa i Tanker om, at ellers kunde jo enhver sidde og tilegne sig mit Arbejde.«

Weie sendte mange af sine indlæg til Ekstra Bladet, fordi, som det hedder i bogens indledning, avisen var frækkere og mere folkelig. Valget kan undre, fordi Weie havde en aristokratisk holdning til kunst, og fordi han i grunden ikke mente, at andre end kunstneren kan forstå andre kunstneres billeder. Og hvad »folk« angår, »forstaar (de ikke) et levende Muk af Kunst og (kommer) heller ikke nogen Sinde til det«.

Det gælder også anmelderne: »En herværende Kritiker af den intellektuelle Race, der ved så Fandens god Besked med Ting, men som ikke desto mindre har efterladt alt hvad han har rørt ved, i det frygteligste Kaos…« Og herved er vi ved den egentlige grund til, at Weie ikke publicerede i Politiken, der var den førende kulturavis. Her skrev den herværende kritiker Vilhelm Wanscher, der var hans hovedfjende, og en anden regelmæssig bidragyder var »en herværende Arkitekt og samfundsreformatorisk Journalist, hvem Knebren aldrig staar Stille paa i sin Iver for at reformere det hele«. Poul Henningsen med andre ord.

Komisk og tragisk

Tilsviningerne af kolleger lige fra Albert Naur (»født Dilettant«) til Vilhelm Lundstrøm (»plat«, »forfejlet« osv. osv. osv) vil ingen ende tage i udvalget af breve og artikler, og det hele er temmelig morsomt og samtidig trist, og man spekulerer uvilkårligt på, hvordan Weie mon har gået og haft det i sit selvvalgte eksil. Udvalget består dog ikke alene af en vred og i egne øjne forsmået kunstners bitre udfald mod stort set alt og alle. Det rummer også Weies egne betragtninger over maleriet. De kan udspringe af, at alle de andre overhovedet ikke har forstået noget som helst af, hvad kunst går ud på. Men der er også tilløb til en egentlig fremstilling af Weies vej ind i kunsten, og hvordan den er forbundet med livsopfattelsen.

Undertiden bliver det noget langhåret, men det opvejes til fulde af kommentarer og introduktioner til både hele udvalget og de enkelte indlæg, skrevet af den førende Edward Weie-forsker Lennart Gottlieb, der senest arrangerede forårets udstilling af Weie i Kunstforeningen.

 

Titel: »Edvard Weie – skrifter om kunst og kultur«.

Forfatter: Lennart Gottlieb.

Sider: 288. Pris: 350 kroner.

Forlag: Gyldendal.