Det er selvsagt ikke alle forfatterskaber, der er tunge nok til, at filologer skal kaste sig over dem, samle revl og krat, gå det tekstkritisk igennem og udgive det som »Samlede værker«. Men der kan næppe herske tvivl om, at Villy Sørensen tilhører dem, der på et tidspunkt vil få sådan en storvask. Og der er jo ganske meget at tage fat på.
Forfatterskabet dækker 30 bogtitler - fortællinger, essayistik, børnebøger, mv. - og mange, mange artikler og bidrag til tidsskrifter og antologier.
Men indtil nogen finder tid, penge og lejlighed hertil, må vi tage til takke med den to-bindsudgave af Sørensens samlede historier, som Gyldendal nu har givet os - og det er slet ikke så ringe en erstatning endda. Her finder vi nemlig alt det samlet, som tangerer novellegenren, og som tidligere har været udgivet i bogform. Bindene er endvidere udstyret med efterfølgende noter, der kort præsenterer teksternes oprindelse samt de korrektioner man har foretaget; et befriende nøgternt og kortfattet efterskrift, der redegør for udvalget; samt et titelregister, så man hurtigt kan finde de tekster, man leder efter. Den type arbejde er guld værd for fagfolk såvel som litteraturstuderende, og burde være reglen i enhver genudgivelse af et vigtigt værk.
Ikke hele historien
Så meget desto mere er det lige lidt mere end ærgerligt, at man ikke har benyttet lejligheden til at opsøge de »apokryfe« skrifter - de tekster, Sørensen ikke selv fandt egnede til genoptryk i bogudgivelserne, men som har været optrykt i tidsskrifter, aviser og antologier.
»Sørensens valg i denne henseende respekteres i denne udgave«, bedyres det i efterordet, men hvorfor Søren(sen) nu det?! Det vil vel ikke just være et udtryk for disrespekt at gøre billedet mere komplet, når nu man er i gang, vel? Denne anke (som koster udgivelsen en stjerne) skal dog ikke dække over, at det er en herlig oplevelse at have de to bind foran sig, og de ligefrem appellerer til, at man rejser en tur igennem forfatterskabet i henhold til den rute, udgivelsen foreslår, og som ikke forholder sig strengt til kronologien. Turen vil derved for de fleste tage udgangspunkt i det, de kender - nemlig de absurdistiske og ofte voldsomme noveller fra Sørensens tre hovedværker »Sære historier« (1953), »Ufarlige historier« (1955) og »Formynderfortællinger« (1964), i hvilke man jo finder flere standardtekster i danskundervisningen på stort set alle niveauer.
Man sidder måske nok tilbage med en følelse af, at Sørensens tyngde ligger i de ældste tekster, men bør samtidig minde sig selv om, at de samlede historier jo ikke er hele historien. Ved siden af ligger essayistikken. Måtte nogen snart sætte sig for at samle den for os også.
