Et barn mærker det med det samme. Den måde kartoffelskrællerne flyver på. Den måde far forlader rummet på. Børn vil give deres højre hånd for, at far og mor er glade. Sådan er det også med Flora, den lille hovedperson i Dorte Lilmoses »Limkysset«. Flora er handlingens barn, og finder på at opfinde en superkysselimlæbestift, som kan binde mor og far sammen for evigt! At det ikke går som planlagt, siger vist sig selv. Lilmose vil gerne billedliggøre, hvordan barnet føler det, f.eks. har Flora en vandmand i halsen, sommerfugle og flagermus i maven, og hendes stemme »er næsten ved at græde«. Det er svært at føle som et barn, når man ikke er det og endnu sværere at sætte det på ord, og jeg synes, Lilmoses forsøg tenderer det indfølte og omklamrende. Heldigvis får Kirsten Raagaards frie fabuleren og mange detaljer på den visuelle side sat spræl i tingene. Nogen gange siger billeder det bedre end ord.
Dorte LiIlmose & Kirsten Raagaard: »Limkysset«. 32 s. 200 kr. Høst & Søn.
