Den sydafrikanske nobelprisvinder J.M. Coetzee har ry for at leve en reserveret og asketisk tilværelse og for helst at ville undgå mediebevågenhed. Som den eneste forfatter overhovedet, har han to gange modtaget den prestigefyldte Booker-pris, men undladt at møde op til overrækkelsen begge gange.
Forfatterkollegaen Rian Malan har engang karakteriseret Coetzee som en mand med nærmest munkeagtig selvdisciplin og engagement, og som hverken drikker, ryger eller spiser kød, men cykler lange distancer for at holde sig i form og tilbringer mindst en time hver morgen ved skrivebordet syv dage om ugen. En anden kollega hævder, at han kun har set Coetzee grine én gang, og deltaget i middagsselskaber, hvor Coetzee ikke har ytret et eneste ord.
Det er i det lys ikke så mærkeligt, at Coetzee valgte en temmelig alternativ fortællestrategi, da han sidst i 90erne begyndte at udgive sine erindringer. Normalt vil vi forvente, at forfatteren i en sådan situation lægger forklædningerne fra sig og tager sit eget »jeg« på. Men Coetzees »Drengeår« (om barndommen i Sydafrika), og »Ungdom« (om hans forsøg på at finde lykken i England), var fortalt i tredjeperson og dermed med en observerende distance, vi normalt forbinder med fiktion og romaner.
Da tredje bind, »Summertime«, udkom i 2009, var distancen gjort endnu større. Dette bind handlede om den periode i 1970erne, hvor Coetzee vendte hjem til Sydafrika for at bo hos sin far og ernærede sig som løstansat sproglærer. Denne bog blev indledt og afsluttet med nogle fragmenter fra forfatterens notesbøger, alle skrevet i tredje person som en slags indledende øvelser til endnu et bind i serien, men bestod ellers af udskrifter af interviews med Coetzees bekendte, foretaget af en opdigtet engelsk akademiker, der var i gang med at skrive en biografi over den - hævdes det i bogen - afdøde Coetzee.
Man kan som nævnt anskue denne strategi som et udtryk for den kejtede og sky forfatters selvbeskyttende forsøg på selvudlevering, men fra en anden - som en pointering af, at vi altid er nødt til at forholde os til os selv som en anden, når vi ønsker at gøre vores eget bo op, og at vi i den proces ofte vil ende med det resultat, at vi alligevel ikke kan forstå os selv.
Coetzees erindringsromaner er helt på højde med hans øvrige værker. Det er litteratur, der fletter en omtumlet eksistens og en verden i opbrud sammen i et bud på, hvilke kompleksiteter, det at være menneske indeholder.
