Hvis Folkekirken var en klartseende institution på bølgelænge med sin tid, burde den øjeblikkelig opfordre samtlige af sine medlemmer til at åbne skuffen i deres natborde, skubbe Bibelen og salmebogen i baggrunden og i stedet lægge et spritnyt eksemplar af Simon Grotrians bønnebog »Citroner til Vorherre« på forreste række. For hvis der er noget, den eksistentielle skuffe længe har skreget på, er det lige præcis tekster, der rammer og støtter det moderne menneske, som det virkelig er, når det i smerte, krise eller sorg henvender sig til en mere eller mindre navngiven transcendens for at få trøst eller blot styrke til (igen) at tage livet på sig.
Og det er lige præcis det, den kristne digter Grotrian i sin store originalitet kan. Som en mørkets poetiske profet, der har set lyset, skaber han helt nye vilkår og græsgange for en ellers så forældet og uvedkommende kristen retorik, der alt for tit skyder forbi sin samtid. Men i hånden på Simon Grotrians på én gang anarkistiske og kristne pen rammes der i »Citroner til Vorherre« så elementært og hårdtslående plet, at man både må grine og græde – og ikke mindst forundres over digterens himmelråbende sprogtalent.
»Citroner til Vorherre« består af 40 bønner, der stort set gennemspiller alle menneskets mest grundlæggende følelser som angst, smerte, sorg, glæde og håb. Hovedvægten ligger klart mest i den smertefulde ende: »Kære Vorherre, jeg har ondt i sjælen, hjælp mig. Skænk mig varm sne over mit Thule, hvor jeg ser mennesker forsvinde som melkøer ind i spindelvævet.« Men der er også plads til noget så jublende livsdueligt som eksempelvis en »Polkabøn« (!), der starter så festligt: »Kære Gud i Himlen, sodavandsbruset gælder de levende! Hele universet er lige til at drikke denne morgen, hvor lyserøde ambulancer roterer i en vielsesring, og ballontræer udslynger kernesunde frugter for hvert barn, der bliver født.«
Det storslåede er netop, at der i Grotrians kristne univers både er plads til at hoppe rundt i Guds »blå trampolin« og til at foretage og sørge over en abort. Der er rum til »kæntrede salmevers«, eksploderende flødeboller og til at opfordre den danske befolkning til religiøs og etnisk forståelse, så vi ikke ender som »brankede stege med syle i hjerterne«. Sidst, men ikke mindst er der rigeligt plads til bitre citroner, for som Grotrian skriver, »selv i citroner er der tro«. Dermed er det slået fast, at når Grotrian skriver kristent, så har det intet at gøre med renskuret harpesang. »Citroner til Vorherre« fremviser en nærmest eksploderende rummelighed, både i indhold og form, der serverer de almenmenneskelige bølgedale råt for usødet. Her tages det sure med det søde, og bønnerne efterlader indtrykket af en visionær kraft, man i dag skal lede længe efter.
