Der er Klaus Rifbjerg, og så er der alle de andre. Han er ikke bare forfatter til mere end – hold nu fast – 150 bøger, men også en stor, stærk stemme i den kulturelle offentlighed.
Men hvor man ikke er i tvivl om, at Rifbjerg bliver hørt, når han hæver røsten, så kan man være mere i tvivl om, hvem der egentlig læser hans bøger i dag.
Forhåbentlig mange. For når han er bedst, er han brillant, og det er hans også glimtvist i sin 14. novellesamling med den tillokkende titel »Intet sikkert abnormt«. Udtrykket er lånt fra lægeterminologien og dækker over undersøgelsesresultater, der ikke påviser nogen form for anormalitet hos patienter. Hvor alt med andre ord synes normalt.
Nu dækker udtrykket så også over 18 tekster, som går fra at være på en enkelt linje til seks-syv sider, og også veksler i tilgængelighed. Og den første tekst, »Morgen« fungerer som en slags advarsel for den læser, der kun forventer helt tilforladelige, realistiske noveller. Den første dada-lignende linje lyder således: »unk flis murf tank tank goni vufferstål.«
Tvangshandlinger
Herfra falder novellerne, groft sagt, ud i to kategorier. På den ene side er der dem, som bevidst udfordrer læseren ved at springe i tid og associationer og dyrke en vis underlighed og uigennemsigtighed, ligesom sætningerne sine steder får lov bare at løbe og løbe. »Karelien med slag i« er eksempelvis på to en halv side, men udgøres af én lang sætning.
Når Rifbjerg sådan lader sproget løbe af med sig er han, paradoksalt nok, mindst interessant og opsigtsvækkende. Nej, stærkest er han i den mere konventionelle novelleform. Som i »Tics«, hvor en tjener gradvist opdager, at hendes kolleger udfører forskellige tvangshandlinger: »Pludselig tog han tre tallerkener og så på dem. Så løftede han dem op og gik fire skridt ned langs buffeten. Han standsede. Lidt efter vendte han sig om og gik tilbage og stillede de tre tallerkener oven i stablen igen.«
Novellen er ikke bare en af samlingens bedste, men også i åbenlys i dialog med dens titel. For hvor sære og absurde disse tvangshandlinger end forekommer i restauranten – og alle andre steder – så er de jo normale. De fleste af os døjer jo med dem i et eller andet omfang. Det normale rummer med andre ord også det, der virker unormalt.
En anden perle i samlingen er den erindringstykkelignende »En badetur«, hvor en dreng ser sin tante nøgen og med ét oplever »damer« blive til noget andet. Til seksuelle mål må man formode: »Måske var jeg alligevel blevet ramt af lynet, i hvert fald var jeg en lille smule svimmel, da jeg gik i seng, og har egentlig været det siden med mellemrum.«
En fin parentes
Fortrinlig, men på en helt anden måde, er også den suverænt panorerende »Genealogi«, hvor skriften som en linse registrerer livet i et hus, hvor der bor et ældre par. Og på bagtæppet af denne og flere af de øvrige tekster rejser alderdommen og i sidste ende døden sig. Som der jo heller »Intet sikkert abnormt« er ved – især ikke når man som Rifbjerg er blevet 81 år.
Alderen har nu ikke sløvet Rifbjergs sprog. Han mestrer stadig det stærke lyrisk billede; som når »stilheden hersker som en rodbehandling« og er herlig i sin leg med små, altmodische som ord som »jamsk«, »skimre« og »fimre«.
Men om novellesamlingen vil skrive sig ind blandt hans bedste bøger, er nu tvivlsomt. Den er nok nærmere en parentes. Men de er bestemt også værd at læse. I tilfældet Rifbjerg.
