»Der sidder et rustent rødt metalhjerte midt på den lave havelåge, spiddet på en stang der kan dreje. Det skaller nu; det røde er næsten væk.«
Det er Bobby, der står og ser på hjertet, som knirker i vinden. Men det er også et vigtigt symbol for Donal Ryan. Så vigtigt at hans roman på engelsk hedder »The Spinning Heart« og ikke, som på dansk, »Rust«.
Hvor »Rust« peger på slitage, forvitring og nedbrydning i ting og materialer, har »The Spinning Heart« også en kobling til kroppen. Og netop nedbrydningen i såvel ting som mennesker er et hovedtema i romanen, der udspiller sig i Irland i 2010, hvor landet stod midt i et økonomisk sammenbrud.
I Ryan Donals roman skildres alt dette via en landsby, hvor en vis Pokey Burke i årevis har kørt sin virksomhed på ryggen af den buldrende økonomi: Bygget huse i dobbelttempo og ansat enhver arbejder, der ville bidrage til pengefesten. Det ville mange, og hans firma blev byens økonomiske motor, forsørgelsesgrundlag og i en vis forstand også dens stolthed.
Men da recessionen ramte, og færre havde råd til at få bygget nyt, vendte tingene for Burke. Hans firma styrtede mod afgrunden, men i stedet for at orientere sine medarbejdere i tide, flygtede han til Dubai. Uden at efterlade sig spor eller et telefonnummer.
På den måde er Burke hovedpersonen i »Rust«, selv om han aldrig er til stede eller får stemme. I stedet skildres konsekvenserne af hans krak gennem 21 mennesker, der på den ene eller anden måde er berørt af hans flugt.
Mørket fascinerer
Det ligner halsløs gerning. Få andre end mestrene Dylan Thomas og Edgar Lee Masters har vel haft held med at sætte så mange stemmer i spil. Men Donal Ryan er faktisk langt hen ad vejen i stand til at give stemmerne, der former sig som indre monologer, forskellige temperamenter og sprog. Fra eks-sjaklederen Bobby over den illegale sibiriske arbejder Vasja til den enlige mor Réaltín, der bor i et kvarter, Burke aldrig nåede at bygge færdigt:
»Der er fireogfyrre huse her i boligområdet. Jeg bor i nummer treogtyve. Der bor en gammel dame i nummer fyrre. Der bor ingen i resten af husene, kun genfærd af mennesker der aldrig har eksisteret.«
Man ser det for sig: Det store og på én gang nye og forfaldne boligkvarter, hvor Réaltíns far – som for at retfærdiggøre beløbet, de nåede at betale for det værdiløse hus – hver uge slår græsset foran alle vejens huse.
Her som i de øvrige historier vokser desperationen lige så insisterende som ukrudtet eller rustpletterne. Og uden arbejde drikker mændene. Eller som Vasja med sit fremmede blik konstaterer: »Uden sange drak de endnu mere.« Altså uden mening og retning bliver alt kun værre.
Mørket i »Rust« har sin egen fascination, ikke mindst i historien om Bobbys forhadte far, der beslutter sig for at drikke sin gård op. Han »forvandlede bunker af penge til pis«, som Bobby formulerer det i en bog, der er mange grunde til at beundre. Ikke mindst fordi den forsøger at sprænge den store, sammenhængsskabende romanform, som i sidste ende er dybt utroværdig.
Et problem er dog, at alle 21 stemmer fortæller i datid. Det dræner historierne for dynamik og for dramatik. Men det er måske også en pointe. At disse menneskers liv ER levet. De er færdige. Eller venter på, at andre skal sætte dem i gang igen. At nogen vil pudse og smøre deres rustne hjerter.
Titel: Rust. Forfatter: Donal Ryan. Oversætter: Signe Lyng Side: 174 Pris: 290 kr. Forlag: Jensen & Dalgaard.
