Tro, råb og kærlighed

Der er kun en hårsbredde mellem tro og galskab i Simon Stahos bombastiske »Miraklet«, der, med vekslende held, trækker tråde tilbage til både Carl Th. Dreyer og ungdomsfilm anno 1970.

Stumfilm og melodrama møder 70er realisme møder Dogme møder Simon Staho i »Miraklet«. Resultatet er ujævnt og kun i glimt følelsesmæssigt tilfredsstillende trods finde skuespilspræstationer fra blandt andre. Fold sammen
Læs mere

Simon Staho forsøger med »Miraklet« at skabe en storstilet fortælling om tro, galskab og kærlighedens frelsende kraft, men knækker om end ikke nakken så i hvert fald historien i forsøget.

Vi befinder os i et lille puritansk landsbysamfund – et sted i Jylland? I Irland (hvor filmen er optaget)? Det bliver aldrig klart – og er også uden betydning. Det der sker, kunne være sket hvor som helst – nårsomhelst. Det synes i hvert fald at være Simon Stahos pointe med at løfte historien ud af tid og sted. Stilen i »Miraklet« er på samme tid gammeldags, som tager ud af en stumfilm – hvilket ikke er så underligt, eftersom den tydeligvis er inspireret af Dreyers ’Ordet – og som et nostalgisk postkort fra halvfjerdserme, hvor solnedgangene altid var glødende og sommernætterne lange og romantisk. Det er svært at finde ud af, hvilken stemning Simon Staho egentlig har forsøgt at ramme – kun må man konstatere, at det ikke helt er lykkedes ham.

Johanna var engang egnens bedste danser, men er i dag, efter en ulykke, lænket til en kørestol. Hendes mand, landsbyens præst Erik, prøver dog hver søndag at nedkalde Guds kraft og bruge den til at helbrede Johannas ben – i kærlighedens navn. Men Gud er ikke tilstede, og det er kærligheden mellem mand og kone måske heller ikke. I hvert fald begynder gemte om ikke glemte følelser at røre på sig, da Johannas gamle kæreste og dansepartner Jakob vender tilbage til byen efter 25 års fravær.

Referencer til Bergman

»Miraklet« er fortalt med en blanding af antydninger og nærmest brølende tydelige metaforer, Melodramatisk alvor og candyflossfyrværkeri. Hvisken og råb, for nu at bruge en Bergman-reference. Der er fuld skrue på melodramaet, hvor alt er i yderste potens og yderste konsekvens, men Simon Staho er bedst, når han holder sig til antydningerne. Her opstår de smukke og rørende scener. Her kan vi føle med karaktererne. Når det hele bliver for bombastisk knækker troværdigheden – også hos de ellers så dygtige skuespillere, der gør deres yderste for at ånde liv, menneskelighed og følelser ind i det ellers lidt stive drama. Ikke mindst er Peter Plaugborg knusende tragisk som den besatte præst Erik, hvis kærlighed i sidste ende ikke er nær så stor som hans ærekærhed, og hvis fromhed kun er et skalkeskjuk for kødelig lyst, jaloui og – måske i sidste ende – galskab.

Filmens store problem er imidlertid, at titlens helt centrale mirakel ganske enkelt ikke står stærkt nok. Ideen om dansens og kærlighedens helende kraft, sat overfor religionens rasen som snævertsynet og destruktiv er tydeligvis ment som et klimaks, men føles mest som en eftertanke.

Hvad: »Miraklet«.

Hvem: Instruktør Simon Staho. Medvirkende: Sonja Richter, Peter Plaugborg, Ulrich Thomsen.

Hvor: Premiere i København, Lyngby, Odense og Århus.