I starten af det seneste årti var de danske aviser skueplads for en tegneraffære, der glimtvis nåede samme intensitet som den senere Muhammed-krise. Jakob Martin Strid var navnet på den unge serietegner, der tirrede højrefløjen med sine punk-obsternasige striber i Politiken. I »Strid« gjorde han sig selv til hovedperson i en fortløbende avisstribe-happening, der mest bestod af et uartikuleret angreb på daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen samt kommentatorer som Lars Hedegaard.
I striben kunne Politikens læsere udleve deres vrede mod den borgerlige tidsånd, der havde løbet dem over ende, og som de endnu ikke havde fundet et sammenhængende svar på.
Men inden i Jakob Martin Strid var der en ægte og poetisk kunstner gemt, som tegneserien »Strid« ikke havde plads til. Første vellykkede glimt af det, der var på vej, dukkede op i tegneseriealbummet »Strid Decimal 0.4« fra 2007, hvor Strid som en lille ensom nisse rejste rundt i et fantasilandskab, der helt unddrog sig en politisk fortolkning, men som til gengæld var åben for enhver anden læsning.
Med tydelig inspiration fra mægtige mestre som den danske Claus Deleuran og den franske Moebius, tog den nye Strid på en smuk ordløs drømmerejse gennem landskaber af ydre og indre natur, alle økonomisk tegnet op med en nærmest hallucinatorisk klarhed og med smittende glæde over selve tegningens grænseløse muligheder. Og vel at mærke uden at helheden druknede i de ambitiøse armbevægelser, som mange nutidige tegneseriekunstnere belaster sig med.
Kunststykket gentaget
Sidste år gentog Jakob Martin Strid kunststykket med sin bog, der denne gang noget ulogisk blot fik titlen »Strid«. På trods af navnesammenfaldet med sin tidligere avisstribe, og på trods af, at den gennemgående figur atter er forfatterens tegnede alter ego, har denne udgivelse nemlig ikke meget til fælles med avisstriben. Hvor den gamle avisstribe set i bakspejlet har karakter af at være et fortløbende aviseksperiment, tegnet under deadlinepres og som jævne mellemrum forfalder til tomgang og plathed, udgør »Strid« et absolut lydefrit og sublimt farvelagt tegneseriegrafisk univers. Derfor har den, som årets eneste tegneserieudgivelse, fuldt ud fortjent sin nominering til årets læserpris.
I »Strid« er vi stadig på tegnerens gådefulde planet, der på overfladen ligner en mystisk, mennesketom parallel til vor egen Moder Jord, men som snarere er en visualisering af tegnerens indre liv. »Transport« kan ses som en samlende overskrift for de vildvoksende, ordløse episoder i bogen, hvor Strid benytter sig af racerbiler, jagerfly fra den sidste verdenskrig, rumskibe og bæltekøretøjer til at komme rundt i mosdækkede bjerge og frodige regnskove.
I en enkelt episode, der nikker venligt til den japanske filmskaber Miyazaki, rider han på ryggen af sin trofaste følgesvend, den gule kat, der her er vokset til løvestørrelse.
Rejsen er målet, oplevelsen er midlet, alt fortælles med billeder, både dem på papiret og dem, som læseren skaber for sit indre øje afledt af Strids nye eventyr.
Sagtmodig mission
I nogle af historierne er »Strid« på en form for mission, som når han leverer frisk ilt til dyr i forskellige biotoper. Skal man endelig presse et politisk ærinde ind i bogen, må det blive det økologiske, selvom bogens sagtmodige utopi ligger langt fra det alarmistiske mediebombardement, vi eksempelvis blev udsat for under det seneste klimatopmøde i København.
Maskinstormer er han bestemt ikke, dertil er Strids materialistiske glæde ved apparater og dingenoter for åbenlys. En fascinerende tværsnitstegning af Strids private rumskib, afslører den som et voksent legebarns flyvende paradis, spækket til randen med alt fra elektriske guitarer, analoge synthesizere og legoklodser. Teknologien er ikke fjenden, som man eksempelvis ser det i James Camerons aktuelle filmepos »Avatar« - den er løsningen på både kreative og miljømæssige kriser.
Forlaget betegner målgruppen for bogen som 5-105 år, men her skal blot tilføjes, at voksne vil blive som børn under læsning af denne bog, og børn vil elske den, til de bliver voksne.
