At lægge stor vægt på film, var en del af naziregimets fremstød, og danske filmfolk arbejdede allerede i 1930erne sammen med tysk filmindustri, der blev ledet af propagandaminister Joseph Goebbels. Snart blev tysk filmindustri renset for jøder, men det forhindrede ikke andre landes filmfolk i at indgå aftaler med Tyskland om import og eksport, og selv efter nazisternes besættelse af Danmark, var danske filmfolk indstillet på tæt samhandel. Det er en af konklusionerne i filmhistorikeren Lars-Martin Sørensens vigtige bog »Dansk film under nazismen«.
Allerede inden besættelsen forhandlede Nordisk Film med Tyskland, og efter besættelsen fortsatte denne handlen, som om intet var hændt. Der var tale om et miljø, hvor sympati for nationalsocialisme tolereredes. Nordisk Films cheffotograf og -klipper, Valdemar Christensen, var således åbenlys nazist og gik med hagekorset på sin jakke. Også produktionsselskabet ASA, hvis ledende folk, nazisten og producenten Henning Karmark, instruktør og skuespiller Lau Lauritzen Jr. og filminstruktør Alice O´Fredericks, var opsøgende i forhold til at få aftaler med Tyskland i stand. Alle tre rejste til Berlin under besættelsen for at handle og fremme deres egen karriere, og i det hele taget var en stor del af det danske filmmiljø, ifølge Lars-Martin Sørensen, villig til at spille med – i hvert fald så længe Tyskland så ud til at vinde krigen.
Danske film blev eksporteret til Tyskland og endda også besatte lande. I tyske byer kunne man se »Mille, Marie og mig« (1937) med Marguerite Viby og operettefilmen »Alle gaar rundt og forelsker sig« (1941). Sidstnævnte film havde den jødiske skuespiller Lilian Ellis i hovedrollen, men tyske myndigheder tillod alligevel, at den blev spillet. Filmen »Afsporet« (1942), instrueret af Alice O'Fredericks, havde Ebbe Rode i hovedrollen, mens den jødiske skuespillerinde Ilona Wieselmann var den kvindelige hovedperson. Tyskerne var ikke glade for hendes optræden, men gav dog tilladelse til, at filmen blev spillet ved filmfestivalen i Venedig.
Afsporet
På Nordisk Film var man klar over, at jøder kunne blive et problem for eksport, så derfor afviste selskabet flere manuskripter, der var skrevet af jøder. Således blev manuskriptet til filmen »I dag gifter min Mand sig« afvist, fordi forfatteren, Annemarie Selinko, var jøde. Lars-Martin Sørensen konkluderer, »at danske filmselskaber således forfulgte en kurs over for danske jøder, som var mere restriktiv end den, tyskerne fulgte, er en af de mere beskæmmende kendsgerninger i dansk filmhistorie«.
En af hovedfigurerne i »Dansk film under nazismen« er ovennævnte Henning Karmark. Han var en karismatisk filmmand, der opbyggede ASA Film og siden Apollon Film og Merkur Film. Han meldte sig ind i det danske nazistparti og rejste til Tyskland under besættelsen for at forhandle kontrakter, og Merkur Film samarbejdede tæt med det tyske, nazistiske filmselskab UFA. Karmark angav i løbet af besættelsen adskillige jøder og tyskfjendtlige filmfolk til nazisterne for at fremme sine egne forretningsinteresser. Dagen før tyskernes nederlag ved Stalingrad meldte han sig ud af nazipartiet og afbrød siden sine forretningsforbindelser med besættelsesmagten. Han kanaliserede angiveligt derefter penge til modstandsbevægelsen. Han blev arresteret af Gestapo i foråret 1945, men blev løsladt og flygtede til Sverige. Tilbage i Danmark efter krigen undgik han retsforfølgelse, og i 1950erne blev han millionær på at producere Morten Korch-film, der blev instrueret af hans gamle kollega Alice O’Fredericks.
Selv om Henning Karmark nok var den værste af filmfolkene, så var hans kollegaer som Alice O´Fredericks og Lau Lauritzen Jr. også ivrige efter dansk-tysk filmsamarbejde. Lau Lauritzen Jr., tidens storcharmør, forsøgte at gøre karriere i tysk film, men instruerede efter krigen film om frihedskæmpere. Alice O'Fredericks var i Tyskland i 1942 i håb om en karriere i tysk film: »Efterfølgende instruerer hun de af besættelsestidens spillefilm, hvis holdninger tydeligst ligger i forlængelse af nazistisk tankegods,« skriver Lars-Martin Sørensen.
»De røde enge« – en modstandsfilm
Hvis man troede, at en folkekær skikkelse som Ib Schønberg repræsenterede en sund antinazistisk indstilling, så nuancerer Lars-Martin Sørensen historien. Ganske vist hjalp Ib Schønberg modstandsfolk, men det er ikke hele fortællingen. Lars-Martin Sørensen fortæller, at Ib Schønberg under besættelsen udtalte sig til det nazistiske blad Fædrelandet om den lysende fremtid, der ventede Europa under tysk herredømme. Imidlertid frifandt en æresret efter krigen Ib Schønberg. Modstandsmanden Jørgen Røjel sagde i æresretten god for Ib Schönberg og fortalte, at denne havde givet ham husly og skjult våben for ham. Desuden havde Ib Schönberg, fremgår det af æresrettens sager, været med i Skipper Clements Filmgruppe, der optog illegale film. Men Lars-Martin Sørensen skriver, at ingen kilder dokumenterer, at Schønberg i virkeligheden var med i filmgruppen. Sørensen kan desuden dokumentere, at Schønberg i november 1940 var med til at promovere en tysk film, »Nannette«, og at han ved den lejlighed optrådte som konferencier ved en stort anlagt festforestilling i biografen Palladium, hvor den rigsbefuldmægtigede, Renthe Fink, var til stede.
Foruden Ib Schönberg nævner Lars-Martin Sørensen også instruktøren og skuespilleren Bodil Ipsen som en af dem, der samarbejdede med tysk filmindustri. Efter krigen slørede hun sin egen tidligere historie ved at instruere modstandsfilmen »De røde enge« (1945), og Lars-Martin Sørensen kalder perioden for mudret og modsætningsfuld: »Selvom tidens film – bortset fra nogle få – var sort-hvide, så fremstår folkene bag filmenen ofte i gråtoner. De uplettede helte er lige så få som de sorte slyngler.«
»Jøden Süss«
Flere tyske film havde stor succes i Danmark, hvilket flytter fokus fra filmmiljøet til tilskuerne – altså danskerne. Det var ikke nødvendigvis udtryk for nogen tyskvenlig holdning hos publikum, for de så, hvad der var på plakaten, skriver Lars-Martin Sørensen. Men det er dog foruroligende, at den tyske film »Jøden Süss« blev en stor succes. Filmen, der handler om den jødiske pengepuger Joseph Süss Oppenheimer, byggede på en virkelig historisk person. Joseph Süss fremstilles som et modbydeligt og grådigt væsen, der endda begærer en køn, kristen kvinde. I alt solgte filmen 20 millioner billetter i Europa, og i 1941 gik den for fulde huse i København. Man kan dog ikke afvise, skriver Lars-Martin Sørensen, at filmen blev en succes, ikke på grund af sit antisemitiske indhold, men fordi den var velinstrueret. Den blev i øvrigt strålende anmeldt i Berlingske Tidende af filmkritikeren Svend Borberg.
Lars-Martin Sørensens bog er en vigtig afdækning af det medløberi, der skete i 1930erne og 1940erne. Den kan minde om idrætshistorikeren Hans Bondes bog »Fodbold med fjenden« (2006), der afslørede det tætte sportssamarbejde med Nazityskland. Lars-Martin Sørensens bog er da også et engageret indlæg i debatten om det samarbejdende Danmark, hvor politikere og en hel del historikere har tilsløret de sande kridtstreger og tegnet et forlorent billede af en næsten forenet befolkning, der stod sammen i kampen mod nazismen. Men Lars-Martin Sørensens engagement får ham også til at drage konklusioner, som er for hårdt trukket op. Således går han i rette med Alice O´Fredericks, der efter krigen instruerede en lang række populære danske film, herunder Morten Korch-film, som Henning Karmark producerede. Lars-Martin Sørensen skriver, at det var film, »som med deres antimodernistiske hjemstavnsromantik og betoning af slægtens binding til den fædrene gårds jord ikke ligger den nazistiske Blut und Boden-mytologi fjernt.«
Man kan anlægge mange synsvinkler på de muntre danske film i efterkrigstiden. Gode var de ikke, men at tillægge dem en ideologi, der ikke ligger langt fra det nazistiske tankegods, er at gå meget langt. Man kunne lige så godt se dem som udtryk for en lidt vemodig hilsen til det gamle landbrugsland, som var ved at forsvinde, med hyggelige typer i kropumulig instruktion. Den hårde ideologiske retorik fra Lars-Martin Sørensens side svækker bogen, for man må som læser spørge, om han i andre situationer har presset kildematerialet? Denne indvending skal dog ikke mindske denne anmelders generelt positive vurdering af denne vigtige bog.
Forfatter: Lars-Martin Sørensen.
Titel: Dansk film under nazismen
Sider: 511 sider.
Pris: 350 kr.
Forlag: Lindhardt og Ringhof.
