Svensk »CSI« i slowmotion

Han er pressemedarbejder ved Rigspolitiet, men nu har Varg Gyllander, som så mange andre svenskere, slået sig på krimien.

Og han lover ti bind i serien om kriminalteknikerne Ulf Holtz og Pia Levin, skønt det er sejt nok at komme gennem det første, »Graffitimordene«, der lanceres til spotpris. Gyllanders problem er at få det til at virke troværdigt, når Holtz opfører sig mere som kriminalbetjent end tekniker, afhører folk på eget initiativ og havner i farefulde situationer. Naturligvis er det for at få mere aktion på drengen, men det virker lige så uhensigtsmæssigt som den patetiske onaniscene eller de stakkels bonsaitræer, der skal fortælle os noget om ham som person. Man får mere og mere respekt for TV-serien »CSI«, og hvor meget de når at fortælle i et afsnit på 40 minutter, efterhånden som opklaringen af mordet på en ung kvinde i springvandet i Stockholm trækkes urimeligt i langdrag og tilsættes graffiti og skarpskytteri.