Slagteren fra Atlanta

Krimi. Grant County i Georgia eksisterer kun i Karin Slaughters fantasi, men det er sådan set slemt nok.

Karin Slaughter er et varmt navn i USA, hvor hendes dystre og voldelige krimier vækker opsigt. Herhjemme har vi for nylig haft fornøjelsen af romanerne med politimanden Will Trent i Atlanta, hvor Slaughter selv bor, men nu får vi en endnu prøve på serien om Grant County, som hun brød igennem med.

»Vantro« er femte bind, og har man ikke læst nogen af de andre bind, for eksempel det første, »Mord for øje«, som Lademann udgav i 2002, kan man godt blive helt udmattet på de indledende sider, hvor hovedpersonernes hidtidige kvaler oprulles. Hvis de ikke selv har været i skudlinjen og for eksempel er blevet korsfæstet og voldtaget som politikvinden Lena Adams, kan man være sikker på, at deres søster enten er død eller har lagt krop til lidt af hvert. Lenas søster er for længst aflivet, og retsmediciner Sara Lintons mistede sit ufødte barn i et voldeligt overfald, hvorefter hendes mand skred.

Uden at anstrenge sig synderligt spotter man hurtigt, at Slaugther har specialiseret sig i at hugge til og sætte kvindeproblemer på spidsen. Selv politimanden Jeffrey Tolliver, Saras kæreste, har uhyrlige minder om, hvordan han som lille forsøgte at lægge sig imellem, når faren bankede moren. I »Vantro« spoleres Jeffreys lykkelige genforening med Sara, fordi han måske er blevet smittet med hepatitis af elskerinden. Og Lena har lige fået foretaget en abort, fordi den ellers så superseje politikvinde er i et voldeligt forhold, hun ikke magter at gøre forbi.

Ja, de hygger sig i Grant County, som heldigvis ikke eksisterer i virkeligheden. Naturligvis er det under et skænderi om kønssygdomme, at Jeffrey og Sara snubler over et mærkeligt rør ude i skoven, hvor en ung pige er blevet levende begravet. Den døde viser sig at komme fra et sektagtigt landbrugskollektiv, hvor det ved gud også er svært at være kvinde, selv om de hjemmesyede kjoler er søde.

Slaughter har skabt et blodigt alternativ til de mere blødsødne femikrimier, hvor der ikke kommer nær så meget kød på obduktionsbordet. Det er utroligt interessant. Men alt har en fare for at blive trivielt i længden, så det er lige før, at det nyskabende ved især Lenas historie er ved at drukne i blod.