»Jeg er her ikke« er tredje bind i Christian Dorph og Simon Pasternaks krimikrønike om danske drømme og mareridt i tiden fra 1975 til i dag, som der så smukt står i pressemeddelelsen. Her støder vi til de tre kriminalbetjente Erik Rohde, Anita Jensen og Ole Larsen en sommernat i 1985. Dødsruten begynder på Café Victor, kommer senere et smut omkring Ryesgade, men byder også på udflugter til Berlin, Beirut og Skåne. Og de fornemt udvalgte skår fra 80ernes tidsbillede skaber i ét væk overraskende mønstre, når forfatterparret vrider plottet i den kalejdoskopiske fortælling. Snart har de læseren i deres hule hånd. Det er et godt sted at være.
Som sædvanligt spiller kunst en vigtig rolle i handlingen, og at midtfirserne var Strunge-tider er ikke til at tage fejl af, eftersom bogens Martin Sommer minder meget om digteren Michael Strunge. Martin var kæreste med den myrdede Rikke Bülow, men hendes autistiske, fossilsamlende lillebror og en arabisk playboy er også på listen over mistænkte for sexmordet. De tre politifolk kigger derfor dybt i både Martins digtsamlinger og Rikkes dagbog for at finde spor. Det kommer der mange forskellige tolkninger ud af, og undervejs er Anita så heldig at få et kursus i lyrik hos en person, der ligner Poul Borum. Men at gætte på hvem der er hvem, glider hurtigt i baggrunden, når historien griber om sig. Rikkes sexlege involverede en mellemøstlig forbindelse, der interesserer PET, uden at de vil ud med hvorfor. Og så har hun en tragisk familiehistorie, der åbenbart ingen ende vil tage.
Alt andet lige bliver det forholdet og rollefordelingen mellem politifolkene, der gør dette bind til seriens hidtil bedste. Anita fører sig frem som en anden James Bond i Berlin og Beirut med den mystiske playboy lige i hælene. Ole bliver hjemme, passer hendes dreng og sorterer i svarene på en kontaktannonce. På epidemiologisk ligger Erik med AIDS, men det sætter ham ikke helt ud af spillet. Det er den uimodståelige barske ømhed i skildringerne af de tre, der gør bogen svær at lægge fra sig. Sprogligt set kunne man måske have forventet lidt mere af det ordbevidste forfatterpar.
