Efteråret 1989 indvarsler folkenes frihed, Berlinmuren falder, og i november rumler det i Rumænien, hvor det megalomane Ceaușescu-par regerer. Velkendt er det, hvordan hele dén historie ender med tyrannernes fald og efterfølgende henrettelse efter en summarisk rettergang.
Makkerparret Christian Dorph og Simon Pasternak bruger de dramatiske begivenheder op til oprøret i Timisoara og Bukarest som bagtæppe for en kriminalhistorie fra senfirsernes København, der i øvrigt er bind fire i en anmelderrost romanserie.
En ung kvinde myrdes, og der er forbindelser til de københavnske rocker-, narko-, prostitutions- og finansmiljøer. Men hurtigt viser det sig at være et forvekslingsmord, som har forgreninger til søsteren, der er aktiv i Danmarks Kommunistiske Ungdom og udsendt på kongres i Rumænien. Her har hun indledt et forhold til en brutal general i det rumænske forbryderregime, og denne topfigur er selv blevet ombragt på mystisk vis.
Virkelige folk som Poul Eefsen, Københavns nu afdøde tidligere politidirektør, indgår i det ellers fiktive persongalleri, og Frank Aaen, der dengang var politisk redaktør på »Land og folk«, skildres lidet flatterende.
Undervejs hvirvles den rumænske opposition ind i sagen. En af seriens hovedpersoner – den purunge kriminalassistent Jesper Henriksen – er nemlig halvt rumæner og kommer lidt pludseligt ind fra sidelinjen som den, der forbinder det danske med det rumænske spor. Den slags greb er ikke så lidt af en kliché, og det skurrer da også flere steder, men tydeligvis leger forfatterparret da også med os læsere.
Jesper-figuren bliver en del af den politiintrige, der også har været i de foregående bind, og som dækker over dobbeltspil, magtkampe, en voldtægtsscene og et desperat kærlighedsforhold med titlen som ledetråd. Læserne møder også påny kriminalkommissær Anita Jensen, der forbigås som drabschef, efter at Ole Larsen må pensioneres med dårligt hjerte.
Utraditionel poetisk slagkraft
Når dette er en kriminalhistorie, snarere end en krimi, er det, fordi de traditionelle virkemidler i nogen grad er suspenderet.
Ingredienser som mord, opklaringsarbejde, intriger, voldsomme scener indgår ganske vist. Men der er en langt mere poetisk kraft bag Dorphs og Pasternaks prosa end i den traditionelle krimi: Uortodokse ord og udtryk dukker op hulter til bulter, en anløben kriminalkommissær refererer den postmoderne franske filosof Baudrillards tanker om, at vi er overladt til selv at skabe mening i vores liv.
Der er en fortættet, ja, ligefrem minimalistisk sproglighed i forbindelse med voldsomme episoder. Sidehandlinger, der forgrener sig bagud til de foregående romaner. Aktionmæssige scener, der flere steder fungerer rigtig dårligt. Den slags vil klart irritere die hard-krimilæsere.
Hvis ikke det tidligere er gået op for læserne af serien, er det i hvert fald her i bind fire tydeligt, at forfatterne konsekvent afsøger den modernes kriminalhistories mulighed for at sige noget om tiden ved at inddrage flere andre genrer og fortælleformer. Virker det?
Ja. Serien er på sæt og vis en tidsskildring. Første bind, »Om et øjeblik i himlen« udspiller sig i 1975, og er sprogligt brunt i brunt, mens »Afgrundens rand«, lagt i 1979, er fyldt med krisestemning og promiskuøs sex, og »Jeg er ikke her«, der afvikles i 1985, er fyldt med aids, hedonisme, koldkrig og dystopi. Det bliver nødvendigvis en torso, et fragment af et danmarksbillede, nemlig de to forfatteres læsning af en forgangen tid. Det virker.
Læsere over 40 år vil sidde tilbage med fortidens farver, smag og lugte og en fornemmelse af, at have dykket ned i det forgangne. Fortællerstemmen – der på klassisk vis går ind og ud ad hovedet på de tre hovedfigurer, Anita, Jesper og Ole – er holdt i datid. Men den sidste sætning, udgangen på »Tal til mig«, lander i nutid. Det kunne antyde, at tiden efter skæbnedagene i december 1989 kalder på endnu en roman. Drama er der nok af i denne højst moderne kriminalserie. Derr samtidig er sproglig kunst.
Titel: Tal til mig Forfatter: Christian Dorph & Simon Pasternak. Sider: 416 Pris: 300 kr. Forlag: Gyldendal
