Stefan Zweig kunne ikke mere. Året var 1942, den østrigske forfatter og hans unge hustru, Lotte Altmann, var gået i eksil i Brasilien. Her begik parret selvmord, han i fortvivlelse, hun i solidaritet med sin elskede. Zweig forklarede sig sådan her i det afskedsbrev, der blev fundet ved siden af de to giftdøde:
» ... der er ikke noget sted, jeg hellere ville have bygget mit liv op fra grunden, efter at den verden, jeg er knyttet til med mit sprog, er gået under, og Europa, mit åndelige hjem, har tilintetgjort sig selv. Når man er over tres, kræver det imidlertid særlige kræfter at begynde forfra endnu en gang. Og mine er opbrugt efter mange års hjemløs vandren.«
"Med Hitlers magtovertagelse i 1933 var Zweigs verden ikke længere alene truet af moderne kommunikation, masseturisme og andet »pjat«. Nu blev det til en kamp på liv og død."
Brevet afslutter en fornemt nyoversat samling essays, taler og interviews af og med Stefan Zweig, »Monotoniseringen af verden«, som har fået titel efter et skrift fra 1925, hvor den højspændte erotiske fortællings og den store biografis mester klager over, at »alle ydre livsformer bliver stadig mere ensformige, alt nivelleres efter samme kulturelle skema.« Den sekulariserede jøde Zweig elskede steder og mennesker for deres egenart, så hans idealverden var, hvad man kunne kalde »polykulturel«, og nok værd at lade sig inspirere af i en nutid, hvor nationalisme og multikulturalisme står stejlt over for hinanden. Truslen mod egne idealer om frihed og individualitet så han i stort og småt. Her er nogle syrlige ord fra essayet »At rejse eller blive rejst« (1926), der handler om guidede busture:
»Rejsen er allerede forberedt og planlagt med matematisk præcision, ingen behøver lede efter noget, ingen behøver regne på noget, motoren starter, man transporteres til en fremmed by, middagsmaden (indregnet i prisen) står og venter sammen med sengen om aftenen ... «
Længslen efter »verden af i går« (titlen på Zweigs berømte, posthumt udgivne erindringsværk) findes også i en tekst fra 1924, hvor forfatteren beklager, at håndskrevne breve fortrænges af ligegyldige telefonsamtaler, og det minder jo om nutidens unuancerede brok over de sociale mediers elendighed. Men så blev det for alvor alvor. Med Hitlers magtovertagelse i 1933 var Zweigs verden ikke længere alene truet af moderne kommunikation, masseturisme og andet »pjat«. Nu blev det til en kamp på liv og død.
Tre af bogens tekster er generøse udlægninger af forfatterkollegers liv og værk, mest fascinerende er den sublime traditionalist Zweigs begejstrede ord om modernismens litterære hovedværk, James Joyces roman »Ulysses«. Men det meste handler om tidens dårskab og ondskab. I en af bogens sidste tekster, »I denne mørke time« - en tale, holdt i New York i 1941 - siger han med patos, at »netop den frihed, man tilstår os her i dette frie land, lægger en hellig pligt på forfatternes og digternes skuldre.«
Zweig kæmpede altså til det sidste, men desperationen trådte stadig tydeligere frem i hans formfuldendte tekster om verdens tilstand, og så gav han op. Afskedsbrevet slutter sådan her:
»Jeg hilser alle mine venner! Gid de må få morgenrøden at se efter den lange nat! Jeg, den alt for utålmodige, er allerede brudt op.«
Monotoniseringen af verden
Forfatter: Stefan Zweig. Udvalg, oversættelse og efterord: Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. Sider: 184. Pris: 250 kr. Forlag: Rosinante
