Ingen skrev bedre end Stefan Zweig. Og slet ikke om erotisk længsel

Østrigske Stefan Zweig er aktuel med elegante nyoversættelser af fire af forfatterskabets stærkeste fortællinger. Det er for vildt.

Foto: ULLSTEIN - FRANZ XAVER SETZER. Det er lidenskaben, der overalt er drivkraften hos Stefan Zweig (1881-1942) Foto fra ca. 1929.
Læs mere
Fold sammen

»Man forstår jo først rigtigt et fænomen eller et menneske, når man ser det i dets mest flammende form, når det er grebet af lidenskab,« hedder det et sted i Stefan Zweigs fortælling »Følelsernes forvirring.«

Det sagte kunne også være en passende overskrift på østrigerens prosa i det hele taget: Fortællingerne, biografierne, den ene roman, det blev til, og erindringsbogen »Verden af i går«. For det er sådan, det er, det er lidenskaben, der overalt er drivkraften hos Stefan Zweig (1881-1942). Og det er den erotiske lidenskab, ikke mindst, den til vanvid grænsende eller vanvidsoverskridende erotiske længsel, og det er vild læsning, og kan man ikke læse hans vidunderligt klare, enkle og præcise tysk, der ikke fås bedre, er der nu mulighed for på godt dansk at stifte bekendtskab med nyoversættelser af fire af hans stærkeste fortællinger. »Amok« hedder udgivelsen, der har fået den meget passende undertitel »Kærlighedens forrykte former.« Her er et citat fra titelfortællingen:

»Jeg så et ansigt, der var helt, som jeg havde frygtet - ubønhørligt hårdt, et ansigt, hvis skønhed aldrig ville ældes, et ansigt med grå, engelske øjne, der var fuldkommen rolige, men samtidig strålede af stærk lidenskab. Den smalle, sammenknebne mund røbede ingen hemmeligheder, hvis den ikke villle. Et minut så vi på hinanden - hun med et kommanderende blik, men også spørgende, så koldt og stålsat grusomt, at jeg ikke kunne holde det ud og måtte se væk.«

Bare for en enkelt nat

Den hårdt ramte talende er europæisk læge i troperne. Den, han betragter, er en patient, en hvid kvinde, sådan én har han ikke set i mange år, hun tænder ham helt vildt. Han vil have hende, om så bare for en enkelt nat, og hun vil have noget af ham, og de får en hemmelighed sammen, og da hun har forladt konsultationen for at tage tilbage til civilisationen, opsøger han hende, syg af passion. Han »løber amok«, som det hedder på de kanter, han løber sådan som de, der rammes af tropernes amokløberi, løber: »Skummet fråder om den løbendes læber, han skriger som en rasende … og løber, løber, løber, ser ikke længere til højre eller til venstre, løber bare med sit skingre skrig og sin blodige dolk i et gruopvækkende ligeud …«

På tysk hedder fortællingen »Der Amokläufer«, og hvorfor nyoversættelsen så ikke hedder »Amokløberen«, er det svært af finde et fornuftigt svar på, men pyt. De fire fortællinger i nærværende udgivelse er alle sammen elegant og lydefrit oversat, det er hovedsagen, Stefan Zweigs lidenskabelige tysk er blevet til lidenskabeligt dansk, således også i fortællingen »Brændende hemmelighed«, hvor en flirt på et hotel mellem en liderlig ung baron og en smuk, frodig og moden gift kvinde betragtes med sidstnævnte 12-årige søns forundrede og stadigt mere forbitrede blik. »Brændende hemmelighed« er en grum fortælling om uskyld over for voksen passion, og også her handler det, jvf. titlen, om en hemmelighed, de voksnes hemmelighed, ligesom det handler om en hemmelighed, hvilken skal ikke røbes her, i fortællingen »Brev fra en ukendt«. Den brevskrivende ukendte er en ung kvinde, der lige har mistet sit barn, og brevets modtager er den kendte romanforfatter R., der aldrig har hørt om kvinden, endsige mødt hende. Eller har han?

»Sådan skriver en forfatter, hvis passion for den store europæiske kultur kun matches af hans passion for det erotiske.«


»Jeg vil tale til dig og ingen anden, jeg vil fortælle dig alt for første gang«, hedder det i et af det 25 sider lange brevs forrykt forelskede linjer. Det er helt igennem hjerteskærende læsning.

Passion og intellekt

Og det handler også om en hemmelighed i den aktuelle Zweig-udgivelses længste fortælling, »Følelsernes forvirring«, og den hemmelighed skal heller ikke afsløres her. I stedet skal det fremhæves, at »Følelsernes forvirring« rummer al den passion, man som Zweig-læser er forvænt med, men at der også, sammenlignet med udvalgets andre fortællinger, er nogle ekstra lag på spil. Fortællingens ene centrale figur er nemlig en sprænglærd mand, en engelskprofessor ved et universitet i en lille tysk provinsby, og i fortællingen, der fortælles af en af hans tidligere studerende, får han lejlighed til at udfolde sig med alt det vid og al den brillans, som man også kender fra biografiskriveren Stefan Zweig. Her er et eksempel - fortælleren er lige trådt ind i et lokale, hvor undervisningen allerede er i fuld gang:

»En af de studerende havde vistnok lovprist Shakespeare og kaldt ham et meteorisk fænomen, og nu følte manden deroppe sig provokeret til at vise, at den engelske dramatiker blot var det stærkeste, det mest sanselige udtryk for en lidenskabelig tid, en hel generations sjælelige stemme. Med et enkelt tværsnit fremviste han Englands skæbnetime, det ekstatiske sekund, det uventede opbrud i ethvert folkeslags og ethvert menneskes liv, når alle kræfter samles til et mægtigt fremstød ind i evigheden.«

Se, sådan skriver en forfatter, hvis passion for den store europæiske kultur kun blev matchet af hans passion for det erotiske. Som fortællingernes oversættere, Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad, skriver et sted i deres fine og præcise efterord, blev han konstant udsat for »erotiske fristelser«. Den intellektuelle jøde, bestsellerforfatter og verdensmand, der før den nazistiske katastrofe var ven med stort set hele den europæiske intelligentsia, var desuden blotter. I efterordet får han lov til at blotte sig i dramatisk nutid:

»Han gør det i Schönborgpark. Han gør det i de kejserlige labyrinter bag Schönbrunnslottet. Og hvem ved, måske gør han det også i litteraturen? Viser noget hemmeligt, noget skamfuld, noget tabubelagt frem og stikker af?«, hedder det, og det lyder sandsynligt, det med fremvisningen af det hemmelige. Der var vitterlig noget, Zweig skulle ud med, og når dette noget, dette erotiske noget, ikke fik afløb i seksuelle krænkelser eller andre erotiske udfoldelser, blev det til fiktion. Og vel at mærke kun til fiktion. Manden bag verdenslitteraturens mest erotisk lidenskabelige skønlitterære frembringelser skrev en stor og smuk erindringsbog, der, undskyld udtrykket, var blottet for erotik. Hemmelighedernes litterære mester var selv fuld af hemmeligheder.

Foto: Forlaget. Fold sammen
Læs mere

 

Amok. Kærlighedens forrykte former.

Forfatter: Stefan Zweig. Udvalg, oversættelse og efterord: Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. Sider: 329. Pris: 299,95. Forlag: Rosinante.