I foråret 1945 ankom skibet fra helvede til Møn: Da man åbnede for lasten, blev danskerne mødt af et uhyggeligt syn

Boganmeldelse: 345 syge og døende tidligere kz-fanger fra Stutthof ankom til Møn 5. maj 1945. Ny bog fortæller medlevende om redningsaktionen, rædslerne i Stutthof og de overlevendes skæbner. »Skibet fra Helvede« er en bevægende bog, der dog ikke får hele ondskaben med.

De tidligere fanger i Stutthof ankom 5. maj 1945 til Møn i en gammel pram. De var syge og døende. Kun en hurtig hjælpeaktion hjalp de fleste til at overleve. Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere

På befrielsesdagen 5. maj 1945 kunne den lokale befolkning ved fiskerlejet Klintholm Havn på Møn se en gammel, ramponeret pram, der blev bugseret ind i havnen.

Da man åbnede for lasten, så danskerne 345 tidligere fanger fra den nazistiske kz-lejr Stutthof. De var af nazisterne blevet beordret ud på en march, og undervejs døde mange af fangerne. Syge, udsultede og elendige var de vandret nordpå og havde fået plads på en udslidt pram, der bragte dem til Danmark. Undervejs var flere døde. De 345 fanger var en blandet flok af russere, polakker, medlemmer af Jehovas Vidner og en enkelt tjekkisk-jødisk kvinde.

»Der er i det hele taget en pænhed og mangel på dybere forståelse af ondskaben i danske historiebøger – med undtagelse af nazisternes ondskab.«


De danske hjælpere

Sådan begynder dramaet om fangerne fra Stutthof, der havnede for en stund i Danmark. Historien fortælles i Jesper Clemmensens og Thomas Albrektsens bog »Skibet fra Helvede«.

Den lokale befolkning tog imod de udsultede mennesker og iværksatte en større redningsaktion, som er bogens centrale omdrejningspunkt. Baronen fra Liselund, Niels Rosenkrantz, der var leder af den lokale frihedskæmpergruppe, lægen Rasmus Fenger og den lokale Røde Kors-leder Helene Mortensen stod bag organiseringen af hjælpearbejdet, der reddede de fleste af de forhenværende fangers liv.

Heldigvis holder de to forfattere sig ikke til det lokale hjælpearbejde, men folder historien ud, så man får et indgående kendskab til flere af skæbnerne og forholdene i Stutthof, hvor der også sad mange danske fanger.

Mange af folkene i prammen var polakker, og bogen beskriver den polske hærs modstand mod den tyske invasion, og hvordan mange polakker senere blev organiseret i modstandsgrupper. Først var de medlemmer af ZWZ, Unionen For den Væbnede Modstand, og senere sluttede de fleste grupper sig sammen i Hjemmehæren (Armia Krajowa).

Et kig ned i lasten på prammen, der 5. maj 1945 ankom til Klintholm Havn på Møn. De 345 tidligere fanger fra Stutthof var døden nær. Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere

Bogen skildrer polakkernes kamp mod tyske tropper og deres senere deltagelse i partisanmodstanden. Franciszek Wysocki var en af flygtningene i prammen. Han var egentlig flådeofficer og blev efter den tyske invasion medlem af modstandsgruppen De Grå Rækker. Han blev arresteret i efteråret 1942 og deporteret til Stutthof i 1943.

Han blev udsat for tortur og sult. På Møn spillede han en vigtig rolle, fordi han kunne tysk og derfor blev mellemled mellem flygtningene og danskerne. Efter Møn rejste han til Gdańsk, men her ventede nye prøvelser under det kommunistiske regime, fordi myndighederne betragtede ham som vestlig spion. Han var dog heldig og fik ikke, ligesom mange hjemvendte russiske krigsfanger, automatisk ti år i Gulag.

Jødisk pige skriver

En anden skæbne, der fascinerer, er den jødisk-tjekkiske kvinde Hilda Novachovà, der af tyskerne var deporteret til Theresienstadt i maj 1942 og derfra videre til Auschwitz-Birkenau i december 1943 og atter videre til Stutthof i 1944. Hele hendes familie blev myrdet. På Møn spillede hun en vigtig rolle som sygeplejerske. Forfatterne har fundet et brev fra hende i lokalarkivet, der er stærkt bevægende:

»Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg ville blive fri og få muligheden for at vende hjem. Der gik ikke én dag, uden at jeg stirrede døden i øjnene, og forestil dig, hvor forfærdeligt det var at være omgivet af mennesker, som brød sammen og led den værste død, man kan forestille sig …«

Hilda Novachovà emigrerede til USA og døde i 2001.

Den jødiske kvinde Hilda Novachovà havde mistet hele sin familie i nazistiske kz-lejre. Hun havde overlevet Theresienstadt, Auschwitz-Birkenau og Stutthof. På Møn blev hun den centrale sygeplejerske, der hjalp de andre tidligere fanger. Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere

Det fine ved denne bog, som i andre bøger af Jesper Clemmensen som »Flugtrute Østersøen« (2012) og senest Afhopperne (2020), er, at han og hans medforfatter ikke nøjes med den snævre danske fortælling, men at vi gennem menneskeskæbner, der strandede i Danmark, får skæbnefortællinger fra Europa.

Ondskaben var ikke blot nazistisk

Men forfatterne får ikke fat i ondskabens dybde. I skildringen af de polske modstandsgrupper får man udelukkende indtrykket af en heltemodig indsats mod nazisterne, og forfatterne skriver, at Hjemmehæren under opstanden i Warszawa befriede mange:

»Blandt de befriede var jøder, som siden elimineringen af ghettoen havde levet under falsk identitet blandt den ikke-jødiske befolkning. Mange af jøderne sluttede sig til oprøret …«

Sagen er ikke så simpel. Det er en af ondskabens særlig ubehagelige kapitler, at de polske modstandsbevægelser også slog jøder ihjel og nægtede at samarbejde med jødiske partisaner. Jøderne havde under den senere Warszawa-opstand et generelt dårligt indtryk af Hjemmehærens forhold til jøderne. Det er selvfølgelig et stærkt kontroversielt emne, og den polske regering afviser enhver anklage, men Jesper Clemmensen og Thomas Albrektsen skulle selvfølgelig have redegjort for problematikken.

Mike Lewis var engelsk-jødisk fotograf, der var en af de første, der fotograferede rædslerne i kz-lejrene. Her er han i gang med at fotografere lig på en lastbil i Bergen-Belsen. Lewis kom også til møn og fotograferede de tidligere fanger fra Stutthof. Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere

Der er i det hele taget en pænhed og mangel på dybere forståelse af ondskaben i danske historiebøger – med undtagelse af nazisternes ondskab. I Peter Øvig Knudsens bog om Blekingegadebanden, »Blekingegadebanden« (2007), er medlemmer af banden blot forvildede, voldelige idealister og ikke kyniske terrorister og jødehadere. Og det samme gør sig gældende for hans bog om BZ-bevægelsen, »BZ – et familiedrama« (2016), hvis mest voldelige og terroristiske angreb ramte israelske rejsebureauer, hvilket ikke er medtaget i bogen.

I Bo Lidegaards bog om de danske redningsmænd af danske fanger fra nazistiske lejre, »Redningsmænd« (2015), er danskerne idealistiske, gode hjælpere, og forfatteren forstår ikke, at den danske indsats efterlod ikkedanske jødiske fanger i Theresienstadt med en følelse af svigt og forladthed. Og Bo Lidegaard undgår at nævne, at efter de danske Røde Kors-delegaters besøg i Theresienstadt i 1944 skrev de løgnagtige rapporter om, hvor godt alle jøder havde det i den nazistiske fangelejr.

Disse rapporter tilgik de amerikanske myndigheder og var med til at forvanske disse myndigheders opfattelse af jødernes situation. I deres naivitet var de danske delegater med til at skabe lidelse, hvilket også er en del af historien, men generelt udeladt af danske historikere.

Jesper Clemmensen og Thomas Albrektsen falder i samme fælde ved ikke tilstrækkeligt at udforske ondskaben, men alligevel får bogen fem stjerner, for der er tale om et væsentligt og bevægende værk.

»Skibet fra Helvede – da Anden Verdenskrigs rædsler drev i land på Møn«
Forfattere
: Jesper Clemmensen og Thomas Albrektsen. Sider: 328 sider. Pris: 300 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof.