Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Historien om BZ som Øvig ikke ville fortælle

»Man kan undre sig over, at denne meget alvorlige del af BZ-bevægelsens aktiviteter, der altså bragte bevægelsens aktion mod et rejsebureau på internationale terrorlister, kun får to linjer hos Peter Øvig Knudsen.«

Billede fra 1989. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Peter Øvig Knudsen har netop udgivet et værk om BZ-bevægelsen, men den mest opsigtsvækkende del af bevægelsens historie bliver kun strejfet med to linjer i bogen.

Sagen er, at BZ-bevægelsens medlemmer og dens forgreninger fra 1985 begik terrorlignende angreb på rejsebureauer, der solgte rejser til Israel og overfaldt handlende, der solgte israelske varer. Ofrene blev behandlet brutalt, og et angreb mod et rejsebureau i København havde nær medført alvorlige skader på mennesker. Denne aktivitet medførte, at den danske BZ-bevægelses aktion havnede på internationale terrorlister, hvad Blekingegadebandens aktiviteter aldrig gjorde. Denne del af bevægelsens historie undgår Peter Øvig Knudsens at berøre.

I begyndelsen var BZ-bevægelsen optaget af husbesættelser, men omkring 1985 skete en radikalisering , der viste sig i BZernes kampformer, der blev mere militaristiske. I denne periode begyndte folkene i BZ-bevægelsen at fatte interesse for udenrigspolitiske emner og sympati for bl.a. terrorister i Vesttyskland.

BZ-bevægelsens egne historikere har i et skrift skildret denne radikalisering:

»Herefter fulgte en bølge af natlige sabotager inklusiv ildspåsættelser mod udenlandske ambassader, NATO- og EF-kontorer og multinationale koncerner ikke mindst Shell...« (se min bog »Bombeterror i København«, 2009)

Ifølge PET blev bevægelsen nu mere ideologisk og indledte et tæt samarbejde med anarkistgrupper og venstrefløjsorganisationer i Vesttyskland og Holland (PET-kommissionen bind 10). Den forgrenede sig til de autonome og gruppen Revolutionær Autonom, men med samme personkreds. Politiets rapporter fra 1986 omtaler en lang række voldelige sammenstød mellem politi og BZere, som refereret i »Bombeterror i København«. PET-kommissionen tæller 538 aktioner fra 1981 til 1994. Der var tale om meget alvorlige sammenstød, hvor politifolk kom i livsfare, og i 1989 udløstes en bombe ved Christianshavn under en aktion.

Det lykkedes sjældent at få nogen dømt, for ligesom Blekingegadebanden holdt medlemmerne tæt og sagde aldrig noget om hinanden. De slap forbløffende mildt.

Afbrænding af det israelske flag

I udlandet var israelske og jødiske institutioner med jævne mellemrum mål for venstrefløjsekstremister. Både Rote Armee Fraktion og andre europæiske grupper angreb både israelske mål og jødiske institutioner.

Også den danske Blekingegadebande havde en særlig interesse for palæstinensernes sag og sammenblandede antiisraelisme og antisemitisme. Således lavede banden en såkaldt z-file, der i virkeligheden var en liste over 500 danske jøder. Jeg havde den blandede fornøjelse at stå på listen sammen med bl.a. min far.

I januar 1988 afbrændte BZere Israels flag på Israels Plads, og i oktober 1989 angreb hundredvis af BZere en politistation i Torvegade, og da de kom til Israels Plads, afbrændte de atter Israels flag. Ved denne aktion deltog ca. 60 BZere fra Tyskland og Holland, der var ankommet samlet med bus. Samme dag blev der kastet maling mod Israels ambassade. En fraktion af BZ-bevægelsen kaldte sig Antizionistisk Aktionsgruppe, og politiet måtte skærpe bevogtningen af både jødiske og israelske institutioner, hvilket må ses på baggrund af, at synagogen og en jødisk madbutik i 1985 var udsat for et bombeangreb udført af palæstinensere, der var kommet fra Sverige.

Nu iværksatte BZere aktioner mod Irma-butikker, der solgte israelsk frugt, og enkelte steder blev ruder i Irma-butikker smadret og røgbomber smidt ind. Aktionerne havde den virkning, at Irma ophørte med at sælge israelske varer.

Også Brugsen blev i 1988 udsat for et angreb, hvor 30 unge BZere stormede butikken. Det udartede sig til regulære gadekampe 12. marts 1988, hvor BZere og venstrefløjsgrupper kom i slagsmål med politi og grønthandlere på Grønttorvet ved Israels Plads. Grønthandlerne ville ikke acceptere BZernes krav om at stoppe med at handle med israelske varer, og der opstod voldsomme slagsmål. Politikommissær Flemming Christensen forklarede i pressen, at tumulterne startede, fordi BZerne ville kontrollere de handlendes vogne. En civil politimand følte sig så truet, at han trak en pistol.

Angreb på turistbureauer

I december 1988 blev Israels turistkontor, Israel Tours, i København smadret efter et meget voldsomt angreb. Godt 40 maskerede aktivister stormede rejsebureauet, og de satte derefter ild på seks containere og spærrede derved gaden, hvor bureauet lå. Indenfor greb aktivisterne fysisk fat i en ansat for at forhindre, at hun trykkede på en alarmknap. Aktivisterne smadrede derefter inventaret, hældte petroleum ud over gulvet og forsøgte at sætte ild på bureauet.

Sagen var så alvorlig, at angrebet blev nævnt på flere internationale lister over terrorangreb, men er ikke nævnt i PET-kommissionens beretning fra 2009. Der skete ikke anholdelser, og i en sikkerhedsrapport fra den jødiske menigheds sikkerhedsansvarlige hed det (citeret fra min bog):

»Et sådant angreb kan ikke gennemføres uden professionelt lederskab og træning. Når man vurderer politiets rolle, og de kom ti minutter efter, de var blevet varskoet, og efter alle aktivister var forsvundet, så er der efter min mening grund til at være bekymret. Justitsminister Ninn-Hansen er åbenbart besluttet på at undgå konfrontation for enhver pris, hvortil kommer, at politiet ikke ønsker en fortsættelse af de tidligere voldelige konfrontationer med BZere. Også hos politiet er der en vis tilbageholdenhed for at undgå, at en bliver dræbt.«

Også i Århus kom det til voldelige aktioner rettet mod rejsebureauet Ariel Rejser, der solgte rejser til Israel. En ansat på kontoret, Mette Hvid Hansen, fortæller i min bog »Bombeterror i København«, at Ariel Rejser var udsat for en række trusler:

»Kulminationen på hele denne periode skete, da vores rejsebureau blev »ryddet« af BZere og folk fra Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening. Jeg var ved at sende en besked på telexen, da døren gik op. Jeg vendte mig om, og lige foran stod tre mænd med sorte hætter på. Åh nej, hvor blev jeg forskrækket (...) da jeg kiggede ud stod der mere end ti mennesker med hætter og masker for ansigtet. På en kommando marcherede de ind til os (...) jeg husker, at jeg nærmest var lammet af skræk og virkelig bange for at de ville gøre skade for min chef. De var alle meget truende og larmende – èn holdt mig hårdt i mine arme og nærmest spyttede mig i ansigtet.«

Da Blekingegadebanden i 1989 blev arresteret, udtrykte flere folk fra BZ-bevægelsen sympati for bandens medlemmer. BZ-bevægelsen etablerede støttedemonstrationer til fordel for BZ-bevægelsen, som havde lavet røverier for at støtte den palæstinensiske terrorbevægelse PFLP, der bl.a. stod bag aktioner i Europa mod jødiske institutioner. Ungdomsaktivisterne var en bred gruppe, og der opstod et virvar af grupperinger, hvor nogle var mere rabiate end andre. Det var desuden PETs vurdering, at partiet Venstresocialisternes medlemmer var involveret i BZ-aktivisterne, men ifølge mine oplysninger var initiativtagerne mod zionismen folk fra BZ-bevægelsen.

Man kan undre sig over, at denne meget alvorlige del af BZ-bevægelsens aktiviteter, der altså bragte bevægelsens aktion mod et rejsebureau på internationale terrorlister, kun får to linjer hos Peter Øvig Knudsen. Man kan spørge sig hvorfor?

Svaret må vel ligge i, at Peter Øvig Knudsen, der som skribent har udviklet og modnet sig over årene, stadig er fanget af sin fortid i den maoistiske gruppe KAP, hvor Israel og zionismen var hadeobjekter. I Øvigs bog om Blekingegadebanden er der en mangel på forståelse af dæmonien i bandens ekstreme Israel-had, som kammede over i ren antisemitisme, og i den foreliggende bog bunder udeladelsen af det ekstreme Israel-had sandsynligvis i, at Peter Øvig Knudsen aldrig selv har gjort helt op med de holdninger, der prægede ham i hans ungdoms »idealisme«. Og problemet er netop i både Peter Øvig Knudsens bøger og i andre tidligere venstrefløjsfolks skriverier om tiden i 1970erne og 1980erne, at de stadig tror, at aktivisterne var besjælet af en »idealisme«, som de synes er bedre end fascisternes »idealisme«.