Hvad synes du om Peter Øvigs bog?

»Bogen bærer præg af enormt meget paranoia. Øvig vælger jo at skrive om alle dem, der ikke vil deltage og deres begrundelser. Det får sådan en lidt Paradise Hotel-agtig tone. Selv om jeg kender en masse folk i miljøet, orker jeg ikke at læse mig igennem det, og jeg kan slet ikke forestille mig, at det kan interessere folk uden for miljøet«.

Kan du genkende beskrivelsen af BZ?

»Jeg synes, at det bliver overskygget – blandt andet af den evige fokus på vold. I virkeligheden var der et meget stort arbejde i BZ for at styre og tøjle volden. Alligevel fremstiller man navngivne folk som nogle Amdi-ligende figurer. Jeg er fuldstændig rystet over, at Gyldendal og Johannes Riis vil levere så udleverende beskrivelser af mennesker, der kæmpede for at ændre samfundet. De gjorde noget - i modsætning til i dag, hvor du kan vende din aggressioner indad og blive cutter eller hade dig selv ligesom 50 procent af de danske unge gør i dag.«

Hvis I er så utilfredse med bogen, kunne I jo bare have sagt ja til at være med?

»Vi smed engang Nick Cave ud af Ungdomshuset, fordi vi troede, at han var på junk. Sikke nogen forkælede møgunger, vi var! Men det er det, der var charmen ved BZ og også det, der gjorde BZ irriterende og højrøvede. I dag vil de unge smide tøjet for at være med i et realityprogram, men i det her miljø var og er der en anden skepsis. Og i dette tilfælde må man sige, at vores skepsis er blevet bekræftet. Øvig har en grundlæggende had til fællesskaber. Han navigerer efter tesen om, at revolutionen æder sine egne børn.«

Er der noget, du kan lide ved bogen?

»Det er sjovt at læse de personlige beskrivelser. Der er farverige beskrivelser af Nørrebro i 80erne – mere af det - men forfatterens projekt har kun bekræftet mig i, at det var rigtigt at sige nej.«

Hvad for en bog ville du gerne have læst om BZ?

»Jeg ville gerne have læst mere om magtudøverne i den periode. Politiledelse. Teamet omkring Weidekamp. Helle Hansen gjorde noget helt fantastisk med sin BZ-film, som hun viste for os og for politiet ved samme lejlighed. Bagefter var der underligt stille, indtil en betjent spørger Gyda – ”hvordan går det så med Pia”? Gyda svarer: ”Hvor kender du min mor fra?” og så kan betjenten sige, at hun ringede til dem eé gang om ugen, fordi hun var bekymret for sin datter. Sådan nogle historier er jo rørende og menneskelige. Men jeg kunne have flyttet ud på Øvigs kontor, bagt boller og sunget »Kringsat af fjender« i en hel uge – det havde ikke gjort en forskel på, hvordan han ville skrive den bog.«

Læs også Geyda Herding vurdering, Ole Sønderby Petersens vurdering, Ulrikke Ottesens vurdering, og Adam Holms anmeldelse af bogen.