De flittige fanatikere

De stod tidligt op om morgenen for at nå det hele og kom sent i seng. De skulle redde verden, og de sendte millioner af kroner til den palæstinensiske terrororganisation PFLP efter at have røvet pengetransporter og postkontorer. De fik milde domme, selvom de uden tvivl er danmarkshistoriens farligste forbryderbande. Peter Øvig Knudsens andet bind om Blekingegade-banden følger banden op til nutiden.

Købmagergade. Blomster lægges på det sted, hvor politibetjent Jesper Egtved Hansen 3. november 1988 blev dræbt i forbindelse med røveriet mod postkontoret. Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man bliver helt svedt ved læsningen af Peter Øvig Knudsens andet bind om Blekingegadebanden. Tænk at en gruppe unge mænd og kvinder med job, ægteskab og sociale aktiviteter kunne nå også at begå røverier, indsamle mængder af oplysninger om zionister, nedgrave våben uden for Paris og planlægge kidnapning og alle mulige andre forbrydelser. Og det hele blev udført med en imponerende dygtighed og præcision, der let kan konkurrere med de bedste inden for branchen.

Peter Øvig Knudsen nåede med sit første bind gennem Blekingegadebandens etablering og de første års aktiviteter i 1970erne. Med dette andet bind afslutter han bandens imponerende synderegister, der omfatter et røveri i 1982 mod pengepostbude ved Vesterport, tyveri af våben fra et militærdepot i Sverige, røveri af 8,3 millioner kr. fra en pengetransport i Lyngby, planlægning af et våbentyveri fra norske hjemmeværnsdepoter, planlægning af en kidnapning af den svenske milliardær Jörn Rausing, rullestolsrøveriet i Herlev i 1985, nedgravning af våben uden for Paris, røveriet i 1987 mod Daells Varehus i København og bl.a. det store postrøveri i 1988 mod Købmagergades postkontor, hvor den unge politimand Jesper Egtved Hansen blev dræbt.

Forbindelsen til PFLP
Hvad skulle alle disse forbrydelser til for? De revolutionære unge mennesker i Blekingegadebanden, der havde udspring i de venstreradikale aktiviteter fra slutningen af 1960erne, ville fremme verdensrevolutionen, men alle penge og oplysninger gik til den palæstinensiske gruppe PFLP (Popular Front for the Liberation of Palestine) i Damaskus. Flere af bandens medlemmer havde været i træningslejr hos PFLP, og alle Blekingegadebandens aktiviteter blev koordineret med og bestilt af PFLPs ledende medarbejder Marwan El-Fahoum. Blekingegadebanden var en af de mest professionelle håndlangere for PFLP i Europa. Gennem godt ti år røvede banden penge, indkøbte våben og samlede oplysninger ind for den marxistiske gruppe, der lige som Blekingegadebanden selv ønskede verdensrevolutionen og ikke veg tilbage for terrorisme i Mellemøsten og Europa.

Peter Øvig Knudsen beskriver gruppens aktiviteter med gode kilder fra Politiets Efterretningstjeneste, Justitsministeriet og vidner. I første bind gav forfatteren et indfølende indblik i bandemedlemmernes personligheder og bandens gruppepsykologiske forviklinger, efterhånden som klassekamp udviklede sig til kvindekamp. Her i andet bind er vægten forskudt til de dramatiske røverier og projekter, som der var betydelig flere af i 1980erne end i 1970erne. Blekingegadebanden er Danmarks absolut mest snedige og mest effektive forbrydergruppe, og Peter Øvig Knudsen følger disse voldsmænd og fanatikere, som fungerede som gode samfundsborgere i så mange år uden at blive afsløret og stadig ser sig selv som gode idealister. Peter Øvig Knudsen har fået et enkelt medlem til under anonymitetens dække at fortælle om bandens liv, og der er ikke mange åbninger til selvkritisk refleksion at glæde sig over.

Nye oplysninger
Peter Øvig Knudsen bidrager med nye og væsentlige oplysninger, der muligvis giver os forklaringen på bandens forunderlige lange liv, selv om PET havde den under observation i mange år og i flere omgange var tæt på afsløring af bandemedlemmers identitet.

Det er nyt, at banden i detaljer undersøgte muligheden for at plyndre våben fra norske hjemmeværnsdepoter og rent faktisk gennem dygtigt efterforskningsarbejde nåede langt med planlægningen.

Det er også nyt, at selv om banden nærede vanvittige og konspiratoriske tanker om zionisternes magt og indflydelse, så havde de dog ret i et enkelt punkt, nemlig at den danske våbenfabrik Wejra rent faktisk ulovligt fabrikerede og solgte våben til Israel. Fabrikken blev i 1975 gennem en stråmand solgt af danske erhvervsfolk til en israelsk våbenhandler.

Vi ved, at den stenrige svensker Jörn Rausing skulle kidnappes og først udleveres for en løsesum på 25 millioner kr., men Peter Øvig Knudsen kan desuden fortælle, at Blekingegadebanden også udarbejdede lister med rige nordmænd og svenskere, der blev undersøgt med det formål for øje at kidnappe dem. I sidste ende valgte banden at forsøge sig med Rausing, men projektet gik på trods af detaljeret planlægning i vasken dagen før udførelsen og medførte misstemning hos de ellers glade fanatikere – for Knudsen lader sin anonyme kilde fortælle, at banden var præget af en munter stemning og god humor.

Det er også nyt, at Peter Øvig Knudsen kan fortælle, at politiet i 1986 rent faktisk arresterede bandemedlemmet Niels Jørgensen i forbindelse med et biltyveri på Lobeliavej. Gennem mange års overvågning havde PET mulighed for at identificere ham som et bandemedlem med et langt synderegister, men alligevel lod PET ham løbe. Man havde bevis for falsk identitet og forfalsket kørekort, og alligevel lod man ham slippe fri. Hvorfor dog?

Og endnu mere mærkværdigt er det, at røveriet mod en bank i Lyngby aldrig blev opklaret, selvom politiet denne gang var tæt på. Man erfarede, at to palæstinensere var blevet arresteret i Paris med et lignende beløb. To kriminalbetjente fra København var i hælene på dem og ønskede at afhøre dem.

De fik også et forhør i stand i Frankrig, men det viste sig, at de franske myndigheder ikke ønskede at lade det danske politi finde ud af noget, for i virkeligheden var der truffet en politisk aftale med PFLP. De to palæstinensere slap da også senere fri. Det er Peter Øvig Knudsens scoop at finde dokumentation i de ministerielle arkiver for, at Justitsministeriet havde lavet en aftale med de franske myndigheder om, at de to arresterede palæstinensere ikke skulle udleveres, hvorved sagen ikke kunne forfølges. De to danske politifolk er den dag i dag forbitrede over denne politiske aftale, der forhindrede et vigtigt fremskridt i opklaringen.

Ingen terrorisme-anklager
Peter Øvig Knudsen berører med disse to sidste eksempler et centralt punkt i sagen. Efter det sidste røveri mod Købmagergades postkontor skete der omsider et gennembrud i sagen mod Blekingegadebanden. Bandemedlemmet Carsten Nielsen kørte galt med sin bil, og politiet fik pludselig en nøgle til lejligheden i Blekingegade. Dermed blev der åbnet op for opklaringen, for lejligheden viste sig at være det rene våbendepot, der kunne have sprængt dele af husblokken bort. I lejligheden lå også notater, masker og udstyr til et større opgør med den borgerlige kapitalisme og zionisterne. Men da banden blev slæbt for retten i 1990, var sagens hovedpart, nemlig samarbejdet med PFLP og terrorismedelen fuldkommen bortfaldet. Man opretholdt kun sigtelserne i en række almindelige kriminelle sager og så spionagen mod zionister, og her blev de tiltalte dømt efter en mild spionageparagraf. Hvorfor blev tiltalen for terrorismen bortfaldet, selv om der var sikre spor at gå efter? Og hvorfor gjorde danske myndigheder aldrig noget for at finde Marwan El-Fahoum, selvom han havde kone og børn i Sverige og ikke kunne være vanskelig at finde?

Peter Øvig Knudsen lufter forskellige teorier lige fra inkompetence hos anklagemyndigheden til et politisk begrundet forsøg på ikke at påkalde sig palæstinensisk vrede. Peter Øvig Knudsen skriver:

»I efteråret 1990 betragtes palæstinensisk terror på europæisk grund på ingen måde som et uaktuelt fænomen. Denne forklaring skaber i hvert fald en rød tråd af kontinuitet i de justitsministerielle beslutninger tilbage fra 1983, da ministeriet greb ind for at standse efterforskningen mod Blekingegadebandens medlemmer efter det danmarkshistorisk store røveri mod en pengetransport i Lyngby.«

Peter Øvig Knudsen slutter sin bog med en gennemgang af retssagen imod bandens medlemmer. Offentligheden blev stærkt overrasket over de milde domme, der blev efterfulgt af tidlig løsladelse. Ingen blev dømt for mordet på Jesper Egtved Hansen, tiltalen for terrorisme bortfaldt, en række af de andre tiltalepunkter blev også frafaldet. Dertil kom, at en række af personerne i bandens periferi også fik tiltaler frafaldet. Efterspillet efter bandens hærgen er næppe afsluttet, og Peter Øvig Knudsen markerer det ved at gengive et brev fra Jesper Egtved Hansens mor fra 2001:

»Det er nu 13 år siden, vores søn, Jesper, blev skudt ned på Købmagergade, skudt gennem højre øje, da han ville afværge, at et pengeskabskup fandt sted. Han var 22 år, kun en stor dreng. Og hans far og jeg har ikke levet siden, kun eksisteret.«

Peter Øvig Knudsen: »Blekingegadebanden – Den hårde kerne«, 528 sider, 299 kr., Gyldendal.