De hvide busser slingrer

Politikens administrerende chefredaktør, Bo Lidegaard, har skrevet en moraliserende bog om dem, der med De hvide Busser hentede fanger hjem fra tyske KZ-lejre. Men pyt med det moraliserende, for moralisere gør vi alle. Værre er det, at der er tale om fag­historisk dårlig kørsel med begrænset udsyn.

Intet var afgjort i Anden Verdenskrigs sidste fase. SS-lederen Heinrich Himmler forsøgte således at bruge jødiske fanger for at få kontakter til vestmagterne i forsøg på at skabe fred med dem eller blot udnytte forbindelsen til delaftaler. Nazisterne troede jo i fuldt alvor på myten om jødernes magt og indflydelse, så ved at forhandle med jøder om jøders frigivelse troede nazisterne at kunne påvirke bl.a. USA. Man skal heller ikke se bort fra, at Himmler og hans kumpaner troede, at de i sidste ende kunne redde deres eget skind ved at fremvise reddede jøder som bevis på deres uskyld. En række jødiske og internationale organisationer og enkeltpersoner indgik i disse mere eller mindre vellykkede samtaler, og aftaler blev truffet om frigivelse.

I disse bestræbelser indgik også redningen af de skandinaviske fanger – både de jødiske i Theresienstadt og fanger i andre lejre. Ingen kan beklage denne redning, selv om de reddede kun var forsvindende få i forhold til dem, der var blevet myrdet, og dem, der forblev i lejrene. Redningsaktionerne var et lys i mørket. Men der var mørke kapitler af samarbejdet med nazisterne, som i jødisk sammenhæng var og til stadighed er til debat. Samarbejdet med nazisterne førte til retssager i Israel, og så sent som i 1957 blev den ungarske jøde Rudolf Kastzner myrdet som konsekvens af dette samarbejde. Han havde efter forhandlinger med Adolf Eichmann formået at redde 1.684 mennesker fra Auschwitz, men samtidig havde han efterladt andre til den visse død.

Den svenske grev Folke Bernadotte leder i februar 1945 forhandlinger med Tyskland om at få bragt skandinaviske KZ-fanger til Sverige. Det resulterer i en redningsaktion, hvor fangerne bliver kørt til Danmark og Sverige i de såkaldte Hvide Busser. Fold sammen
Læs mere

De moralske spørgsmål var mange: Kunne man forhandle med djævlen selv i skikkelse af Heinrich Himmler og hans SS-ledelse? Hvem skulle reddes, og hvem skulle ikke reddes? Gav man Himmler og Nazityskland fordele, som rent faktisk kunne udnyttes? Hvilke informationer skulle man hemmeligholde, og hvilke skulle man bringe videre?

Politikens ansvarshavende chefredaktør, Bo Lidegaard, har skrevet bogen »Redningsmænd. Skandinaviske aktioner for at redde fanger fra tyske KZ-lejre i krigens sidste år.« Her skildrer han SS-ledernes forsøg på at bruge fangerne i deres eget spil, der var præget af, at der var intern uenighed i ledelsen. Der var faktisk mulighed for forhandlingsrum og løsninger, og Bo Lidegaard beretter om nogle af de forsøg, som bl.a. jødiske personer og organisationer gjorde for at redde jøder, men størstedelen af bogen er helliget norske, svenske og danske initiativer og aktioner i forhold til politifolk, frihedskæmpere og andre i en række KZ-lejre. Der var ikke tale om én velorganiseret aktion, men om en række private initiativer, der i sidste ende bragte cirka 20.000 fanger hjem. Den svenske Røde Kors-mand grev Bernadotte og svenske myndigheder spillede en vigtig rolle, men det er Bo Lidegaards vurdering, at danskere og ikke mindst danske embedsmænd var helt afgørende for, at aktionen lykkedes.

Principielle problemer

Der er store principielle problemer med bogen. De moralske dilemmaer og mørke sider af aktionen, som er en væsentlig del af den internationale litteratur, er stort set fraværende eller afvises i Bo Lidegaards skildring. Når dilemmaerne dukker op, nøjes Bo Lidegaard stort set med at slå ud med armene og konkludere, at de skandinaviske redningsmænd intet andet kunne gøre end at samarbejde med nazisterne, og at alternativet var værre. Denne afvisning af, at der skulle være moralske problemer, er helt tydelig i skildringen af delegationsbesøget i Theresienstadt i juni 1944. Repræsentanter for dansk og internationalt Røde Kors samt det danske udenrigsministerium troppede op i lejren, hvor danske og andre jøder opholdt sig, og hvor jøder dagligt blev ydmyget og videresendt til KZ-lejren Auschwitz. I Theresienstadt vandt Heinrich Himmler en propagandasejr ved at fremvise lejren som en mønsterlejr, hvor jøderne havde det godt. De danske delegationsrepræsentanter skrev senere rapporter, hvor de roste forholdene i lejren, og med dette skønmaleri kunne Himmler fortsætte sine forhandlinger om jødernes skæbne, for delegationen havde tjent nazisternes sag. Bo Lidegaard nævner, at der kunne være moralske problemer, men afviser dem og undlader at komme ind på, at delegationens medlemmer kunne have benyttet sig af denne unikke mulighed for at viderebringe informationer om fremmede jøders situation til internationale organisationer. Det undlod man, fordi danskerne ikke var interesseret i andre jøder end de danske og statsløse jøder, der var deporteret fra Danmark.

Man kan så spørge, om det overhovedet var Danmarks opgave at tage sig af andre jøder, og om det ikke er nationens eneste ansvar at sørge for sine egne? Men den problemstilling kan ikke besvares med et enkelt ja eller nej. Danmark havde udvist fremmede jøder i 1930erne og 1940erne, og resultatet var, at disse tyske jøder, der var blevet statsløse flygtninge efter udrejsen fra Tyskland, ofte endte i nazisternes lejre. Imidlertid udviste danske forhandlere fra 1944 ingen interesse for statsløse, der var udvist fra andre lande end Danmark, eller for andre jøder, selv om der sandsynligvis var mulighed for at inddrage dem i forhandlinger og rapporter. Desuden tørstede internationale organisationer efter viden om jødernes forhold, men de fik ingen fra de danske redningsmænd.

Kz-lejren Mauthausen, foråret 1941: Rigsfører Heinrich Himmler, til venstre, sammen med lejrkommandant Franz Ziereis og den senere SS-leer Ernst Kaltenbunner. Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere

Forskønnet udgave af virkeligheden

Bo Lidegaard bruger en snørklet argumentation for at hævde, at delegationens deltagere havde god grund til at bidrage med skønmaleriet, for hvis man fortalte sandheden, så ville det have »den modsatte effekt«, nemlig at samarbejdet med nazisterne blev ødelagt. Det er imidlertid en stærkt forskønnet udgave af virkeligheden, som kun tjener til at redde danskerne ud af det moralske dilemma. Der var mange muligheder for hemmeligt at videregive informationer om jødernes egentlig situation, men problemet var, at danskerne ikke var interesseret. Bo Lidegaards og de fleste andre danske faghistorikeres interesse standser ofte ved den danske landegrænse, men de moralske problemstillinger var internationale, og for de jødiske organisationer var der ingen bekvemmelig grænsebom for moralske dilemmaer.

Kz-lejren Mauthausen, foråret 1941: Rigsfører Heinrich Himmler, til venstre, sammen med lejrkommandant Franz Ziereis og den senere SS-leer Ernst Kaltenbunner. Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere

Problemet er desuden, at Bo Lidegaard vil bruge historien til at sætte redningsmændene i det bedste lys. Ikke mindst embedsmændene fra de danske ministerier, der videreførte samarbejdspolitikken efter den danske regerings afgang i august 1943, får beskrevet deres indsats, som om det var en helteindsats. Bo Lidegaard vælger en ukritisk læsning af en smal litteratur, hvor oplysninger håndplukkes til at bestyrke hans egen heltebeskrivelse. Han nævner, at polsk-jødiske kvinder fra Ravensbrück i den sidste forvirrende fase blev taget med, men skriver ikke, hvorfor man ikke rejste spørgsmålet om andre jødiske fanger over for nazisterne. Der var en mulighed for at gøre det, for det havde jødiske organisationer vist.

Skildringen af forhandlinger med SS hviler på et snævert litteraturgrundlag med hovedvægt på to tyske biografier om henholdsvis efteretningschefen Walter Schellenberg og SS-lederen Heinrich Himmler. Stort set intet af den omfattende videnskabelige litteratur om disse forhandlinger og de moralske implikationer er inddraget. Det ville have hjulpet på skildringen og gjort det klart for Bo Lidegaard, at der var andre og dybere moralske spørgsmål at stille, end han har gjort. Et par bøger anvendes som fortælleskelet, men ganske ukritisk. En svensk bog af Sune Persson, »Vi åker till Sverige« (2003) om grev Bernadotte og De hvide Busser, er således en af Bo Lidegaards hovedkilder, og han konkluderer på basis af Sune Perssons bog, at Bernadotte gjorde alt for at medtage jødiske fanger i aktionerne. Det er imidlertid en tvivlsom påstand, og anden litteratur tyder på, at det ikke forholdt sig sådan, og det gør også den kendsgerning, at jøderne kun udgjorde godt 10-20 procent af de mennesker, som man hjemtog. Sune Perssons bog er en ukritisk hyldest til Bernadotte, men Bo Lidegaard læser den ikke kritisk.

Forbliver en skandinavisk fortælling

Bo Lidegaards brug af litteratur om de danske jøder er præget af lidt tilfældigt sammenskrab, hvilket gør, at beskrivelsen også bliver tilfældig og til tider forkert. Han lægger meget vægt på, at den norske kvinde Wanda Hjort begyndte at sammenstykke lister over norske fanger, mens han helt forbigår, at gruppen omkring lægen Richard Ege i Danmark gjorde et lignende arbejde med at lave lister over, hvem der var deporteret til Theresienstadt. Hans ukritiske læsning giver også mange forkerte oplysninger, som f.eks. den, at den 102-årige fru Texeiere skulle være deporteret til Theresienstadt. Hun gemte sig såmænd i Danmark under hele krigen. Og det er blot et enkelt eksempel blandt mange.

p15-10331_FinnNielse.tif Fold sammen
Læs mere

Hovedproblemet for Bo Lidegaards fortælling er, at selv om det er en international historie om forhandlinger med Himmler og andre SS-ledere om frigivelse af jøder, så forbliver det her en skandinavisk historie om hovedsagelig nordiske fanger. Derved falder fortællingen mellem to stole, for den internationale historie er netop fortællingen om de jødiske fanger og de moralske problemer, som de jødiske forhandlere fra en række forskellige lande havde, nemlig at redde dødsdømte fra mange forskellige lande og statsløse. Bo Lidegaard formår ikke at sammensmelte disse to historier.

Bo Lidegaard skriver om de moralske dilemmaer: »... den om­­stændighed, at der ikke gives enkle løsninger på de onde dilemmaer, hjælperne hver dag stod overfor, retfærddigør ikke en fordømmende moralisering i forhold til de valg, der blev truffet.« Lidegaard slipper nemt uden om de »onde« dilemmaers problemstillinger ved ikke at omtale de alvorligste og ved derefter at beskylde dem, der gør det, for at moralisere. Det har næppe slået Bo Lidegaard, at han selv moraliserer ved at bruge en snæver forståelse af problemstillingen til at skabe et forenklet billede af redningsmændenes indsats.

p15-10331_VogtSvends.tif Fold sammen
Læs mere

Bo Lidegaard indgår i en dansk faghistorisk tradition, hvor man helst beskæftiger sig med småstaten Danmarks problemer og helst holder resten af verdens brutalitet ude. Det har den behagelighed, at det er nemmere at forsvare samarbejdspolitikken, hvad den kompakte majoritet af danske faghistorikere, herunder faganmelderne på aviserne, da også gør. Bo Lidegaards nye bog omhandler et internationalt drama, men er i sin tilgang alligevel hjemstavnshistorisk.

Titel: »Redningsmænd«. Forfatter: Bo Lidegaard. Sider: 464. Pris: 400 kroner. Forlag: Politikens Forlag

Utan bildtext. Not. Rumaenske flygtinge. Anm. Polske og franske kvinder, der blev befriet fra koncentrationslejrene gennem Bernadotte-aktionen, kaster sig i Padborg over usle madrester. Ur: Besaettelsens Hvem-Hvad-Hvor, s.146 I mars - maj 1945 lyckades Folke Bernadotte, som chef fˆr en hj‰lpaktion under Svenska Rˆda korset, efter fˆrhandlingar med Himmler, befria ca 30.000 koncentrationsl‰gerfångar i Tyskland.De befriade fångarna kˆrdes i vita bussar till Danmark och Sverige. Bl a r‰ddades ca 10.200 franska och polska kvinnor och barn från Ravensbrück. Bernadotte-aktionen Vita Bussarna Se ‰ven BBi219 sites: FRANKRIKE*;PADBORG;DANMARK;POLEN* PhotoDate:1945-??-?? Fold sammen
Læs mere