En fortid Claes helst vil glemme, men som nu er ved at indhente ham. Östergren skriver med et kritisk blik på det kuldslåede årtis kyniske bohemer, og med en stor kærlighed til noir-genrens troløse kvinder og depraverede mænd med cigaretter og whiskyflaske inden for rækkevidde. De første 200 sider hoster romanen en smule for at komme i gang og er faretruende tæt på at snuble over jegfortællerens mange associatioer og omveje. Men derfra løfter fortællingen sig til en isende historie om kunstens etiske ansvar og et af litteraturhistoriens mest makabre og spektakulære kunstværker. Bliv ikke skræmt af den klodsede titel, for den er det eneste ikke-velskreve i denne højpotente bog, som i sidste ende er en moralsk skæbnefortælling, der ikke slipper sin læser, når den sidste side er vendt.
