Goddag, se mig, jeg er poesien! Med så enkel, men også fordringsfuld en hilsen kommer mange af digtene i »En morgen i regntiden« læseren i møde. Når den indiske lyriker Sitakant Mahápatra skriver om religionen, naturen, menneskers vilkår og døden, sidder man ofte tilbage med en oplevelse af, at det er poesien selv, der har materialiseret sig for ens øjne:
»Floden strømmer videre/på floden båden/i båden bådsmandens sang/i sangen sorgen, tårerne og drømmen/i sorgen sommeren/i tårerne regnen/i drømmen foråret «
Sitakant Mahápatra er født 1937 i den indiske delstat Orissa, og i årenes løb har han modtaget utallige priser for sine digtsamlinger, ligesom han er blevet oversat til en række forskellige sprog. Hinduismens, buddhismens og kristendommens fortællinger leverer elementer til hans digte, han lader vinden og regnen, solen og månen følge livet i Orissas landsbyer, hvor et mønster af kampe, håb og »ældgammel sorg« gentages. Til tider slår naturens kræfter dramatisk ned i teksterne med lynild, stormflod og tørke, til andre tider fornemmes stilheden, for som digteren siger »Mahul-blomsterne/hader at tale«.
Næsten overalt er et vemod til stede knyttet til bevidstheden om afsked og død:
»Pludselig ser man/huse, floder, skove, rismarker/sumpe, kone og børn, venner, slægtninge/den endeløse række af billeder udhugget af tiden/kaste sig fremad/ind i mørket.«
At læse Sitakant Mahápatra på dansk i Erik Stinus fremragende oversættelse er som at modtage en uventet gave. På samme tid fremmede og fortrolige kommer digtene til én, og verden bliver større. Det var ikke bare en betydelig lyriker den danske litteratur mistede ved Erik Stinus død, det var også en oversætter, der i kraft af sin horisont, sit engagement og sin sproglige formåen har været med til at udvide danskernes kulturelle univers med gendigtninger fra først og fremmest indisk, afrikansk og tyrkisk litteratur.
