fair nok?

UNGDOMSROMAN. Oprindeligt var de tre venner: Mateus, Nick og Jonathan i første bind af seksbindskrimien Genstart, skrevet af Ina Bruhn. Så forsvinder Jonathan sporløst. Lige siden har de to andre forsøgt at finde ham godt hjulpet at hans kæreste Liv. Uden held. I seriens femte bind »Rod«, skrevet af David Meinke, befinder vi os to år efter, og mindet om Jonathan svinder hen. Nick, jeg-fortælleren i »Rod«, er en sammensat gut: sjofler gymnasiet, men klarer sig alligevel godt, smovser glad og gerne i tjald, er hardcore vegetar og trussetyv. Han er i udpræget grad ramt af spleen og kan ikke se mening med noget som helst. Han og Mateus ses sjældent, men aftaler så at tage på Roskilde Festival sammen, og Liv følger trop. Det er bare lige én ting: Nick mangler penge til billet, og er derfor let at overtale til et velbetalt pusherjob. Det ene lille job får følge af nye og større opgaver. Det hele ender katastrofalt. Og spændende! Meinke har droppet påklistrede nutidstemaer og genfinder derfor fokus i Genstart-serien, nemlig en tempofyldt fortælling om hvad tæt venskab betyder og har af konsekvenser.

David MEINKE: ”Rod”. Genstart-serien, bd.5. 153 s. 150 kr. Høst & Søn.