Stig Dalagers romaner er oversat til mere end 20 sprog, og hans teaterstykker opføres med succes på scener rundt omkring i verden. Misforholdet mellem den internationale gennemslagskraft og den måske noget mere upåagtede hjemlige position er tankevækkende. Hænger det måske sammen med de internationale temaer, forfatterskabet konsekvent tager op?
Spørgsmålet er interessant nok at bringe med til læsningen af murstensværket »Der er ingen gader som her«, som rummer otte af Stig Dalagers digtsamlinger inklusive nyudgivelsen »Hvid sommer«. Med en række geografiske fikspunkter markeret på omslaget - New York, London, Bagdad, Sarajevo, Wien, Paris, Istanbul og Brønshøj - slås digtenes globale orientering solidt fast.
Udforskningen af en »feberhed verden« har fra begyndelsen været et vigtigt anliggende for Stig Dalager. Dachau og Hiroshima er en del af hans historiske bagage, verdens skiftende brændpunkter - Sarajevo, Vestbredden, World Trade Center den 11. september 2001 - leverer scenerier og anfægtelser til mange af hans digte. En del af Dalagers poetiske profil er den stadige pendlen mellem hverdagenes og trivialiteternes billeder og en verdensbevidsthed opfyldt af blå alarmblink. Kontrasten mellem tryghed og rædsel er med til at skabe spændingerne i teksterne.
Et spejl på verden
Et afsnit i den nye digtsamling har overskriften »Come and share my life«, og de stadige spring mellem geografiske positioner og menneskelige situationer illustrerer en arbejdsmetode, som også har til hensigt at vise, hvorledes verden er bundet sammen. Fra Marrakesh over Brønshøj og New York til Wien zoomer Stig Dalager ind på forskellige skikkelser i menneskevrimlen. Den globale tilstand spejles i en kavalkade af konkrete menneskeskæbner.
Et andet vigtigt indslag i »Hvid sommer« er en håndfuld Hopper-friser, som er samlet med præcision i billederne og en gedigen fornemmelse for melankolien og ensomheden i den amerikanske malers univers: »Kroppene dog fastfrosne/som på et fotografi af det, der/aldrig sker.«
Lyrikeren Stig Dalager står i skyggen af romanforfatteren og dramatikeren, men »Der er ingen gader som her« rummer mange gode digte. Kun når forfatteren forfalder til de mere overgjorte og overdrevent litterært, kunstfærdige virkemidler i forsøget på at skildre den virkelighed, der er »så slem/at den ikke kan beskrives«, går det galt. Det bliver ganske enkelt for meget, når Dalager mobiliserer »Martrede ansigter, hvis råb/vibrerer mere lydløst end tomrummet i et/klinisk atomkrafts indre
