At fejre sin 70 års fødselsdag med et digt, der hedder »Støvets år«, er typisk Peter Poulsen, og når han så tilmed kalder bogen, hvor digtet står, for »Rulleteksterne«, er der ikke så meget at være i tvivl om.
Filmen er ved at være forbi. Afslutning, forsvinding og afsked er nogle af de dominerende stikord.
»Erindringens friværdier er næsten brugt op./Vi er nået til rulleteksterne,/hvor vi takker alle, som levede med«.
Det er i den grad »Det ophørliges melankoli«, der bærer rulleteksternes stemning.
Men Peter Poulsens melankoli er af en særlig støbning og udfolder sig i et sublimt partnerskab med det klare blik for tilværelsens store og små absurditeter og først og fremmest med en uimodståelig humor, som når han skriver om de ombyttede snørebånd, et uanmeldt besøg i arbejdsværelset ved nattetid eller måske mødet med en flue i Billund Lufthavn: »Den ligner en flue,/jeg mødte engang/på en ostemad i Congonhas «
Slægtskab med Storm P.
Og apropos fluer, så er netop et slægtskab med Storm P. til at få øje på, når fødselaren aktiverer sit improvisationstalent og gør nogle af sine absurd-overraskende iagttagelser og sproglige fund.
Hvad enten Poulsen skriver »Svanekedigte«, »Ord til andre« eller »Livsstykker«, veksler han mellem de helt korte glimt, det pludselige indfald og det i forbifarten observerede og underfundigt drejede, og de mere udfoldede, halvlange tekster.
De personlige cirkler og det nære liv er hovedleverandørerne af motiver, hændelser og observationer, hvad enten forfatteren skriver om mødet med et kunstværk, er på vej til købmanden, rejser sig fra en biografstol, kigger på et arbejdssjak af myrer eller funderer foran sine forældres gravsten.
Mange af de allerbedste digte i bogen har karakter af en afsked med hverdagenes mest fortrolige tilbehør og former sig næsten som en slags øvelser i forsvinding.
Umulig at tage fejl af
Digtene om bøgerne i reolen, frakken i entreen og de bortkomne briller er nogle af eksemplerne.
Brilledigtet opsummerer selve den melankolske grundtone i den skelsættende bogudgivelse:
»De ligger måske og mindes, hvad de har set,/eller prøver at glemme det helt./Solnedgangene er alt for stærke./De nyder mørket og regnen under en busk./De ønsker, det skal være sådan/til evig tid.«
Støvets år eller ej. Digteren Peter Poulsen er her i den grad stadig. Stemmen, musikaliteten, melankolien og humoren er umulig at tage fejl af.
