Biler godkendes med defekte seler

Hver uge bliver 4-5 biler kasseret til syn på FDMs testcentre. Årsagen er sikkerhedsseler, der ikke virker, fordi bilerne er rustbeskyttet forkert. Men ikke alle synshaller foretager en sele-test.

Der kan trænge olie fra bilens rustbeskyttelse ind i mekanismen, der skal låse sikkerhedsselerne. Resultatet kan blive, at selen følger med fremad og dermed er virkningsløs. Fold sammen
Læs mere

»Kasseret på grund af defekte seler.«

Den besked har 213 bilejere fået af FDMs testcentre i år, fordi den rustbeskyttende olie, der sprøjtes ind i hulrum ved rustbeskyttelse, også kommer ind i sikkerhedsselens lukkemekanisme.

Resultatet er, at den lille kugle, der skal låse selen under kraftige nedbremsninger, bliver holdt fast af rustbeskyttelsesolien. Dermed låser selen ikke, og førerens krop bliver først standset af rat eller airbag.

»Sikkerhedsselen er bilens vigtigste sikkerhedsudstyr. Airbag'en er afstemt til at yde supplerende beskyttelse. Bruger man ikke sikkerhedsselen, eller fungerer den ikke, som den skal, vil airbagudløsningen ikke passe med det tidspunkt, hvor personen efter beregningerne bør ramme den fuldt oppustede airbag. Det kan betyde, at personen rammes af airbagen i oppustningsfasen, hvilket kan give livstruende skader«, siger FDMs motorredaktør Leif Nielsen.

Problemet er, at Færdselsstyrelsen ikke stiller krav om, at synshallerne skal teste sikkerhedsselerne, mens bilen er i bevægelse. Derfor nøjes de fleste med at trække i selen for at se, om den låser. Det afslører ikke, om sikkerhedsselen fungerer efter hensigten, idet denne øvelse aktiverer en anden mekanisme i selelåsen end den omtalte kugle.

FDM har skrevet til transport- og energiminister Flemming Hansen for at få ham til at stramme reglerne for test af sikkerhedsseler, så der ikke kører nysynede biler rundt med defekte.