Verdensberømt instruktør advarer mod identitspolitikken: »Hvis vi udsletter historien, er der intet at reflektere over«

Som homoseksuel og jøde kan 77-årige Daniel Bohr sagtens se alle fortidens krænkelser. Men instruktøren, der snart er aktuel på Det Ny Teater, advarer stærkt mod nutidens cancel culture.

Teaterinstruktøren Daniel Bohr sætter musicalen »Oliver!« op på Det Ny Teater. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl

»Da jeg instruerede »Spillemand på en tagryg«, fandt jeg så at sige min jødiske sjæl.«

Sidst teaterinstruktøren Daniel Bohr satte et stykke op på Det Ny Teater, genopdagede han sin egen fortid gennem fortællingen om mælkemanden Tevye, der kæmper en brav kamp for jødiske traditioner og for Gud i musicalen »Spillemand på en tagryg«. For den 77-årige instruktør var historien om det jødiske miljø en rejse tilbage til hans egen families rødder.

Til september er han tilbage på samme teater med musicalen »Oliver!«, der er baseret på Charles Dickens' »Oliver Twist«.

Berlingske har sat ham stævne for at tale om teater i en identitetspolitisk tid og om hans eget møde med fortiden.

»Jeg er opvokset i en familie, som er etnisk blandet. Min mor var jødisk, og min far var ærkekristen. Jeg voksede op i Chile, og min mors religiøse og etniske baggrund kendte jeg ikke meget til, fordi jeg er født i 1943, og dengang var det ikke godt at være jøde i Latinamerika. Så det blev der ikke talt om. Min bedstemor fik syv døtre, lidt ligesom Tevye, der har travlt med at få sine døtre gift. Af  disse syv blev de fire gift med kristne, fordi det var vigtigt.«

På hvilken måde vigtigt?

»Min bedstemors bestræbelse var at få sine døtre gift sikkert i en verden, som var meget usikker – ikke mindst for jøder. Derfor voksede jeg op som katolik. Men min familiehistorie ligner fuldkommen historien om den jødiske landsby i »Spillemand på en tagryg«. Min familie stammede fra samme type jødisk landsby (shtetl), og min bedstemor flygtede efter en jødeforfølgelse fra Odessa, i lastrummet på et skib til Buenos Aires. Ja, jeg får tårer i øjnene bare ved tanken. Hendes søster sejlede til New York med sin familie.«

Var den historie ukendt for dig?

»Jeg kendte den i svagt omrids, men jeg tillagde den ikke vægt. Min far, José Bohr, var berømt i hele Latinamerika som film- og teatermand. Jeg gik på en engelsk kostskole i Chile, hvor der både var kristne og jøder. Jeg var jo katolsk opdraget og følte mig ikke som jøde, og jeg erkendte endnu ikke fuldt ud, at jeg var homoseksuel. Men som dreng var jeg nok lidt manieret, og når drengene gjorde grin med mig, så kaldte de mig »bøsse« eller »jøde«, fordi det var de to ting, man brugte for at gøre grin med andre drenge. Men jeg lagde ikke vægt på det, for jeg er ikke omskåret og ikke opdraget som jøde, så det var ikke noget, der betød andet, end at jeg følte mig anderledes.«

»Min bedstemors bestræbelse var at få sine døtre gift sikkert i en verden, som var meget usikker – ikke mindst for jøder. Derfor voksede jeg op som katolik.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl.

Hvorfor blev »Spillemand på en tagryg« så afgørende for dig?

»Jeg voksede op med at holde på hemmeligheder. Den ene hemmelighed var min jødiske oprindelse, fordi det at være jøde var farligt, og det pyntede ikke på min kristne fars prestige. Og den anden var det homoseksuelle. Da jeg så satte »Spillemand på en tagryg« op, blev jeg fascineret af det jødiske, for hvis forestillingen skulle betyde noget, måtte jeg åbne op for denne gamle hemmelighed og være ærlig over for min egen fortid.«

Kan man »stjæle« kultur fra andre minoritetsgrupper?

Vi ser i den vestlige verden en opblussen af gruppeidentitet som noget afgørende, hvor seksuelle og etniske minoriteter finder deres identitet i deres gruppe og bl.a. føler sig krænkede, hvis andre anvender deres kultur.

Sorte amerikanske kunstnere har protesteret, hvis hvide overtog kultur, som de anså for typisk sort kultur, og repræsentanter for seksuelle minoriteter har krævet, at seksuelle minoriteter på film og teater skal spilles af skuespillere fra de samme seksuelle minoriteter. Betegnelsen »kulturel appropriation« er blevet anvendt for at beskrive det forhold, at en minoritets kultur overtages og anvendes af folk uden for minoriteten, og det har skabt debat og krænkelse, når for eksempel sangeren Justin Bieber fik dreadlocks, fordi den slags hår blev anset for at tilhøre en speciel vestindisk/sort kultur.

Hvor står Daniel Bohr i denne debat, og hvad ville han sige til, at jøder krævede, at kun jøder skulle spille jødiske personer i »Spillemand på en tagryg«?

»Jeg forstår ikke dette krav om, at kun sorte kan spille sorte, og kun seksuelle minoriteter kan spille disse minoriteter. Teater er teater. Man spiller en person, man er den ikke i virkeligheden. Man kan spille en morder eller en elsker, og man må leve sig ind i denne person. Man har spillet Shakespeares »Othello« i 500 år med bl.a. hvide skuespillere, så kravet om, at kun jøder eller sorte kan spille jøder eller sorte, forstår jeg ikke, og jeg håber ikke, at jeg støder nogen, når jeg udtrykker det så klart.«

»Vi kan jo ikke aflyse historien, for alle de ting, som, man kan synes, er afskyvækkende, racistisk eller andet, er jo en del af vor fortid,« siger teaterinstruktør Daniel Bohr. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl.

Men er det efterstræbelsesværdigt, selv om det ikke er et krav?

»Ikke nødvendigvis. I filmen »Brokeback Mountain« blev de to homoseksuelle karakterer spillet forrygende af to heteroseksuelle skuespillere.«

Kan farvede mennesker eller folk fra seksuelle minoriteter argumentere med, at den vestlige kultur bygger på en hvid-kristen kulturtradition, der udelukker personer fra seksuelle minoriteter og farvede, fordi der ikke er så mange roller til dem, og at man derfor må gribe til ekstraordinære tiltag for at opveje denne skævhed?

»Vi har haft mange skævheder i vestlig kultur. Således var det på Shakespeares tid mænd, der spillede kvinder. Sådan var traditionen, og civilisationen udviklede sig så, og tingene forandrede sig. I dag ville jeg ikke drømme om at sætte en hvid sminket skuespiller til at spille Othello, men tingene forandrer sig, og hvem kunne have drømt om, at Gary Oldman kunne spille Churchill i filmen »Darkest Hour«? Burde Churchill være spillet af en tyk skuespiller i stedet for af tynde Gary Oldman, og vil tykke kunne føle sig krænkede? Alt med måde, og jeg har den største respekt for, at vi åbner for alle minoriteter, men så vil det bedste være, at vi skriver nye stykker og roller til alle disse minoriteter og lader historien stå uanfægtet med alle fortidens skævheder, som vi kan lære af.«

»Jeg forstår ikke dette krav om, at kun sorte kan spille sorte, og kun seksuelle minoriteter kan spille roller, der skildrer mennesker fra disse minoriteter. Teater er teater.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl.

Den nye aflysningskultur er som Taliban

Som en udløber af den nye identitetsbevægelse, krænkelseskulturen og den protestbevægelse, der kaldes woke, er der opstået, hvad man kalder aflysningskulturen (cancel culture), hvor statuer af historiske personer, man ikke bryder sig om, væltes. Foredragsholdere bortvises fra universiteter, fordi man ikke vil høre på meninger, som tolkes som en krænkelse, og film som »Borte med blæsten« kræves bortcensureret, fordi nogle mener, at den er racistisk. Hvordan har Daniel Bohr det med denne aflysningskultur, der synes at være i fremmarch?

»Jeg har det forfærdeligt med, at nogle vil censurere fortiden. Vi kan jo ikke aflyse historien, for alle de ting, som man kan synes er afskyvækkende, racistiske eller andet, er jo en del af vor fortid. Man kan ikke tie fortiden ihjel, og vi laver bl.a. teater for at vise denne fortid. Det er en gentagelse af fortidens aflysningskultur, som da kommunismen lukkede kirker og fjernede kristendommen, eller da Taliban sprængte statuer i luften. Hvilken gavn skal dette barbari bringe os?«

Hvis vi ser det med minoriteternes briller, så kan man måske forstå, at sorte vil fjerne statuer af sydstatsgeneraler, eller at jøder ikke ønsker at se nazistiske, antijødiske film som f.eks. »Jøden Süss«, som var en del af nazisternes antijødiske kampagne? En sådan film vil vel også krænke både dig og mig i dag?

»Man kan forstå følelsen, jo, men er det nødvendigt at følge den følelse og gøre den til virkelighed? Hvis du tager »The Sound of Music«, så handler historien om familien Trapp og nazismen og krænkelse af jøder. Skal vi aflyse den, fordi man viser naziflag, og fordi kaptajn von Trapp rejser til Bremerhaven for at kæmpe? Det er jo historie og en del af vores egen fortid, og hvis vi udraderer den, har vi intet at sammenligne vores egen samtid med. Hvordan skal de fremtidige generationer forstå, hvilke horrible ting der er sket i fortiden, hvis de ikke kan sammenligne? Ungdommen må vises, hvilken brutalitet, der blev udøvet over for indianere, sorte, jøder og andre mennesker, og vi skal netop lære af den brutale fortid. Hvis vi udsletter historien, er der intet at reflektere over.«

»Vi har haft mange skævheder i vestlig kultur. Således var det på Shakespeares tid mænd, der spillede kvinder. Sådan var traditionen, og civilisationen udviklede sig så, og tingene forandrede sig.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl.

Nu skal du opsætte en musical efter Charles Dickens berømte roman fra 1830erne, der fortæller om den fattige dreng Oliver, der optages i en tyvebande ledet af den skurkagtige Fagin. Han er i Dickens roman en ondskabsfuld jødisk forbryder, der udnytter unge mennesker i sin tyvebande. Romanens antisemitiske Fagin-figur er repræsentativ for periodens antisemitiske fordomme, som også var gældende i Danmark. Hvordan er du gået til skildringen af Fagin-figuren i den nye foretilling?

»I musicalen »Oliver!« der ganske vist er baseret på Dickens roman, og som den jødiske komponist Lionel Bart har skabt, er der overhovedet ikke referencer til noget jødisk i skildringen af Fagin. Lionel Bart var lidt af et geni, og hans »Oliver!« er en klassiker. Jeg har stor respekt for Charles Dickens og hans næsten peter sabroeske sociale kritik af samfundet, men her fortælles essentielle, rystende ting om børns forhold dengang. Små drenge og piger blev udnyttet til kriminalitet og prostitution, og det skildrer Dickens. I Lionel Barts musical handler det om overlevelse i en forfærdelig tid, alt det, som Dickens skildrer så strålende. Fagin og børnene må overleve i et samfund, der er præget af kriminalitet og fattigdom, og det er hovedbudskabet i musicalen, ikke den antisemitiske skildring af Fagin.«

»Da jeg begyndte på »Spillemand på en Tagryg« begyndte jeg at finde ud af ting om mit eget liv. Jeg fandt så at sige min jødiske sjæl.«


Men når den jødiske komponist Lionel Bart i 1960 skrællede det jødiske væk fra Fagin-figuren, er det så ikke udtryk for netop den aflysningskultur, eller måske rettere renselseskultur, der vil fjerne det uønskede fra kunstværkerne?

»Av, godt spørgsmål. Jeg må lige tænke mig om. Er jeg med denne musical med til at støtte en renselseskultur ved ikke at få skuespilleren Preben Kristensen, der spiller Fagin, til at optræde som jøde? Da instruktøren David Lean i 1948 lavede den berømte filmudgave af »Oliver Twist«, blev Fagin spillet af Alec Guinness som en tydelig jødisk skurk. Men jeg har i mine 55 år som teatermand altid respekteret det materiale,  jeg arbejder med, og i Lionel Barts musical er Fagin nu engang ikke jøde. For mig handler dette stykke ikke om Fagins jødiske træk, men om uretfærdigheden i den victorianske periode og om at overleve denne forfærdelige tid.«