Frihedsmuseets udstilling er en bevægende fortælling om frihedskamp, der vil få folk til at græde

Det nye Frihedsmuseum fortæller om fire frihedskæmperes vej til frihedskampen og deres videre skæbner. Det er en bevægende fortælling om unge menneskers mod, og med autentiske genstande formår Frihedsmuseet at røre ved følelser, som smartphones, tablets og computere ikke gør.

Frihedsmuseet skildrer fire frihedskæmperes vej til aktiv modstand. Udstillingen skildrer også frihedskæmpernes indsats i oktober 1943 med at hjælpe jøder til Sverige. Familien Steinbock flygtede i båden Ternen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

 

Mandag den 4. maj 2020 satte man 75 lys i vinduerne på Frihedsmuseet for at fejre, at det denne aften var 75 år siden Danmark blev befriet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Allerede kort tid efter, Frihedsmuseet brændte i 2013, eksploderede debatten. De tidligere frihedskæmpere mente, at et nyt frihedsmuseum skulle fokusere på frihedskæmpernes indsats. De 6.000 krigssejlere, der havde sejlet på De Allieredes skibe, ville have deres historie med. Nationalmuseet og flere historikere ville have en fortælling om besættelsestiden sat ind i en bredere sammenhæng, hvor frihedskampen blot var ét tema.

Frihedsmuseet brændte i 2013 og man ved endnu ikke, om branden var påsat. En dusør på 100.000 kr. førte ikke til en opklaring. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lars Rievers/Ritzau Scanpix.

De fire modstandskæmperes skæbner

Debatterne endte med, at Nationalmuseet lovede, at et nyt museum først og fremmest ville skildre frihedskampen. Nu da museet er åbnet, må man som det første spørge, hvorvidt dette løfte til frihedskæmperne er holdt. Og svaret er stort set ja; det er holdt. Museet, der ligger under jorden, hvor det gamle frihedsmuseum lå, fortæller historien om fire modstandsfolk fra begyndelsen af besættelsen i april 1940 til befrielsen i 1945 og slutter af med en film, hvor modstandsfolkenes videre skæbner skildres.

De fire er Musse Hartig, som blev aktiv i den kommunistiske modstandsbevægelse BOPA, og som var mor til to små døtre. Det er Jørgen Kieler, der sammen med sine søskende blev aktiv i den borgerlige frihedsbevægelse Holger Danske og blev taget af tyskerne til kz-lejren Porta Westfalica. Det er Thorkild Lund-Jensen, der blev aktiv i en militær ventegruppe og dræbt af en tysk patrulje 4. maj 1945. Og det er Karl Christensen, der var kommunist og kæmpede i Den spanske borgerkrig. Endelig har man suppleret med en naziskæbne i skikkelse af Henning Brøndum, der var medlem af det dansk-tyske naziparti DNSAP og kæmpede på østfronten for Waffen-SS. Han var en af de værste bødler og blev henrettet 9. maj 1947. Desuden har man også en fortælling om krigssejlerne.

Museet lader skyggespil på væggen fortælle om de fire frihedskæmperes skæbner. Ordene er frihedskæmpernes egne, men skuespillere spiller deres rolle. Her er det Jørgen Kieler, der fortæller om jødernes flugt i 1943, som han og hans søskende var involveret i. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

De fire frihedskæmpere og den ene nazist fortæller med egne ord deres historie, og på væggen lader man skuespillere i skyggespil levendegøre dem. På filmene kan man på dansk og engelsk læse deres ord, som også gengives via en audioguide. Musse Hartig fortæller om dilemmaet med at være mor, samtidig med at hun skulle dele illegale blade ud og servere kaffe for mændene i gruppen. Panikken opstod en dag, da hendes datter måske havde slugt en patron. Skulle de få den ud på et hospital og derved risikere at blive afsløret eller hvad? Jørgen Kieler fortæller med sine egne ord om sabotørindsatsen, jødetransporterne og om sine ubærlige lidelser i kz-lejren.

Personskæbnernes udvikling er kronologisk fortalt, og samtidig fortæller museet den generelle historie om besættelsen, samarbejdspolitikken, modstandskampen og det folkelige oprør. Det spiller godt sammen, og hvor man kunne være nervøs for, at pladsen under jorden ville være for lille, så kan man sige, at fremstillingen fungerer godt, og at pladsen er tilstrækkelig.

Man kan morse våben ned

Teksterne er korte, men det er de nu engang på moderne museer, hvor man ikke mener, at publikum gider læse for lange tekster. Det kan man strides om, men argumentet er selvfølgelig, at i vore tider kan alle blot slå yderligere information op på mobilen. Under jorden er der noget dunkelt. Det er uden tvivl meningen, men det går i visse tilfælde ud over læsbarheden af teksterne i montrene. Da man kommer til befrielsen i maj 1945, bliver der også lysere i lokalet, så dunkelheden må være bevidst valgt for at skabe den mørke og knugende stemning.

Det er hvor museet forener fortællingen om frihedskampen med autentiske genstande, at museet viser, at det kan mere end smartphones, tablets og computere. Her er det en frihedskæmpers bluse, der vises frem. Han blev skudt under en nedkastning, og skudhullet ses stadig i hans bluse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe.

Man har tænkt på unge, for der er lagt op til, at man skal prøve forskellige ting. Man kan skrive et illegalt blad på en skrivemaskine, man kan aflytte telefonsamtaler, og man kan morse til en britisk flyver, der vil nedkaste våben til modstandsbevægelsen. Hvis man ikke morser korrekt, flyver maskinen igen, og man får ingen våben. Der er desuden skærme, der viser industrisabotage og nedkastningssteder. Disse skærmbilleder er meget detaljerede, og hvis man klikker på ikonerne, får man yderligere information om den enkelte sabotage og det konkrete nedkastningssted. Det er udmærket lavet.

Et rum i Frihedsmuseet viser bl.a. aflytningsapparater. Her man kan selv prøve, hvad det ville sige at aflytte telefonsamler under krigen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Det moralske minefelt

Besættelsestiden er et minefelt. Den er stadig genstand for moralske debatter og opgør. Skulle man have kæmpet? Var samarbejdspolitikken fornuftig? Ja, måske nok ud fra et dansk synspunkt, men hvis alle lande havde gjort som Danmark, som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) sagde, så var Europa blevet nazistisk.

Det er ikke nemt for et museum med begrænset udstillingsplads og korte tekster at slippe helskindet gennem alle de moralske gråzoner. Man fornemmer da også, at museets folk er gået forsigtigt til værks. I teksten om samarbejdspolitikken lægger man delvis op til, at det var svært for regeringen at gøre andet end at undlade at kæmpe og derefter at samarbejde. Men teksten lægger ikke skjul på, at samarbejdet blandt andet med landsbrugseksport og erhvervssamarbejde var omfattende og gavnligt for det samarbejdende Danmark. Teksterne undlader at uddybe dette forhold ved for eksempel at spørge, hvilken betydning denne eksport og dette samarbejde havde for blandt andet tysk moral og forsyning. Og om eksporten således forlængede krigen og medførte større dødstal for kz-fanger.

Generelt synes teksterne og formidlingen at bevæge sig inden for sikre spor og undlade kontroversielle emner og påstande. På et enkelt punkt svigter udstillingen dog. Man lader den kommunistiske modstandsmand Karl Christensen sige lige efter besættelsen i 1940: »Nazityskland er vores naturlige fjende (...) Deres samfund er fascistisk. Vi er alle opsatte på at genere tyskernes mest muligt.« Det er en ukorrekt – for at sige det pænt – påstand, som kun kan forvirre yngre besøgende. Nazityskland og Sovjetunionen var i pagt sammen fra 1939 til 1941, og de danske kommunisters leder, Aksel Larsen, sagde klart, at det var Storbritannien, der var hovedmodstanderen. Det er en alvorlig fejl, for publikum får indtrykket af, at kommunisterne indtil 1941 var opsatte på at bekæmpe nazisterne, hvilket jo ikke var tilfældet.

Museet bør rette denne misinformation med det samme og tilføje en tekst om den nazi-sovjetiske pagt med det samme.

Da Frihedsmuseet nedbrændte, var der stor debat om, hvad et nyt museum skulle vise. De tidligere frihedskæmpere krævede, at museet fokuserede på frihedskampen, hvilket Nationalmuseet endte med at love dem. Deres ønske er stort set blevet opfyldt. Museets udstilling fortæller dog også generelle træk af besættelsestiden, som her de tyske soldater i gaden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Denne fejl får betydning for museets øvrige formidling, for en væsentlig pointe ved frihedskæmpernes indsats var jo, at deres motiver var vidt forskellige, men det bliver ikke tilstrækkeligt formidlet. Mens Jørgen Kieler og andre borgerlige kæmpede for friheden, demokratiet og nationen, så kæmpede visse kommunister Sovjetunionens og kommunismens sag og ikke for friheden eller demokratiet eller nationen for den sags skyld. Dermed ikke sagt, at der ikke var folk i BOPA, der kæmpede for friheden og nationen, men absolut ikke alle gjorde det. Også blandt borgerlige var der mange forskellige motiver, som blandt andre Jørgen Kieler har gjort rede for i sin bog »Hvorfor gjorde I det« (2001), men i museets udstilling forsvinder disse væsentlige motivforskelle.

På Frihedsmuseets udstilling kan man signalere til britiske fly med en lommelygte med morsetegn. Gør man det forkert, forsvinder flyet uden nedkastning. Der er ingen tvivl om, at unge vil synes, at det er en spændende fortælling om krigens tid. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Man får lyst til at græde

Der er flere steder, hvor man står bevæget, og hvor museet viser sin evne til at formidle, fordi genstandene er autentiske og rørende. Udstillingen viser den oprindelige flugtbåd Ternen, som den jødiske familie Steinbock flygtede med i oktober 1943. En tegnet film viser familiens dramatiske flugt, hvor de var ved at blive opdaget af et tysk krigsskib.

Man viser også de autentiske tre henrettelsespæle, som stod i Ryvangen, hvor frihedskæmperne blev henrettet. Det må røre enhver besøgende dybt. Og man viser en ung frihedskæmpers bluse. Han skulle modtage våben fra britiske fly, men blev skudt af tyskerne, og på hans bluse er skudhullet synligt. Dér, hvor fortidens fortælling kombineres med autentiske genstande, kan museerne stadig noget, som smartphones, tablets og computere ikke kan.

Heldigvis blev de tre henrettelsespæle fra Ryvangen, der var udstillet på det gamle Frihedsmuseum, reddet ud, da museet brændte. Nu udstilles disse tre pæle, der er blandt vor nations vigtigste genstande, på det nye museum. Det er svært ikke at blive dybt bevæget. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Man kan diskutere, hvorvidt valget af personskæbner er det helt rigtige. Burde man have valgt én mere fra den borgerlige fløj og have ladet nazisten Henrik Brøndum udgå? Det ville jeg nok have foretrukket. Men den slags er vanskelige valg, og besøgende med andre politiske og moralske holdninger end denne anmelder vil kunne kritisere andet. Alt i alt er det lykkedes museet at skabe en moderne fortællende udstilling, som ville røre alle dybt.

»Alt i alt er det lykkedes museet at skabe en moderne fortællende udstilling, som ville røre alle dybt. «