Bent Blüdnikow: Hvis tendensen fortsætter, vil de danske museer snart være styret af Bwalya Sørensen og Sidney Lee

Det er ikke længere nok at udstille og informere. Museerne skal være vildere, bedre til at formidle og appellere til de unge. Men samtidig skal museerne leve op til krav om faglig seriøsitet, og dermed sidder de fastbundet i en gordisk knude. Hvem kan redde dem? Jim Lyngvild eller nogle endnu mere kendte?

Skal Bwalya Sørensen fortolke dansk kolonihistorie? spørger Bent Blüdnikow. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Museerne står i et gevaldigt dilemma. Kulturministeriet ser gerne så mange besøgende som muligt, og at museerne markerer sig med gode udstillinger til en bred offentlighed. Museerne oplever samtidigt et krav fra især yngre besøgende om at leve op til den dramatik, som TV-serier som »Game of Thrones« og »Vikings« har vænnet dem til. Men museerne skal også leve op til en faglig seriøsitet, som er selve grundlaget for deres virke.

Man fornemmer, at museerne forsøger at balancere mellem formidling og faglighed for at komme ud af kattepinen. Nationalmuseets udstilling om vikinger i 2018 inddrog Jim Lyngvilds plakatfortolkninger af vikinger, men holdt ham ellers ude af den nye permanente udstilling.

Koldinghus brugte også Jim Lyngvild i sin seneste udstilling her i 2020 om konger og dronninger og inddrog ham i højere grad i selve udstillingens opsætning. Begge steder noterede museerne, at satsningen på Jim Lyngvild havde gjort udstillingerne til succeser. Men hvor går grænsen? Hvis museerne næste gang må ty til endnu mere kendte TV-personligheder, kan vi risikere se dansk middelalder fortolket og kurateret af Sidney Lee og dansk kolonihistorie af Bwalya Sørensen.

Historikeren Steen Andersen var i Weekendavisen kritisk over for det nye Frihedsmuseum, som denne skribent gav fem stjerner. Han skrev, at det faglige var gået tabt i jagten på formidling: »Det nye Frihedsmuseum er virkeliggørelsen af museumsdirektør Rane Willerslevs »kedsomhedsknap«. Resultatet er masser af form uden ret meget indhold.« Han kritiserede, at der var for få autentiske genstande, for korte tekster og for lidt faglighed.

Bent Blüdnikow, skribent og kommentator. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Jeg kan følge ham et langt stykke ad vejen, men det skal dog påpeges, at Frihedsmuseet faktisk viste en række meget vigtige genstande, som for eksempel henrettelsespælene fra Mindelunden. Men Steen Andersens kritik sætter fingeren på museernes centrale dilemma. Hvis man laver for lange tekster og viser for mange genstande, så falder de fleste unge mennesker fra.

De vil have levende billeder og spændende personskæbner, hvad de får på det nye museum. Det er rigtigt at teksterne er korte, men hvis det lykkes at fange de unge gæsters nysgerrighed, så er de kun et klik væk fra at finde yderligere oplysninger på nettet. Samlet set tror jeg, at Frihedsmuseets valg ved at prioritere formidlingen højt er fornuftigt, fordi museet ikke har sluppet fagligheden og ikke ladet hverken Rasmus Paludan eller Pernille Skipper kuratere udstillingen.

Da Berlingskes kulturredaktør, Anne Sophia Hermansen, i denne måned skarpt kritiserede det slidte Kronborg for netop ikke at leve op til moderne forventninger om formidling, blev hun bakket op af Jim Lyngvild med ordene: »Møblerne ligner noget fra www.lauritz.com. Placer moderne kunstinstallationer på slottet, eksempelvis ville kongerækken i neonformationer være sindssygt flot netop der.«

Debatten om de nye krav til museerne om at tiltrække publikum ved at leve op til nutidens krav om formidling og dramatisering og samtidig fastholde det høje faglige niveau, er af vital betydning for den nationale identitet. Vi har brug for museerne i en tid, hvor en historieløs woke-generation løber storm mod kulturarven. Det er vigtigt, at politikerne viser omsorg for museerne ved blandt andet at give penge til modernisering. De penge kan jo for eksempel hentes ved at beskære de cirka 3 milliarder kroner, som DR får årligt.