Tag med på en rejse i de dødes rige

Hvem er Dante Alighieri? Hvorfor er han genial? Og hvad kan vi bruge ham til? Vi ser nærmere på den gamle italiener og hans største bedrift, »Den guddommelige komedie«, der er teateraktuel i København.

Virgil og Dante møder Francesca og hendes elsker, der begge færdes i Helvedes anden kreds. Francesca var som endnu levende blevet tvangsgift med en halt ældre herre, men forelskede sig i hans smukke yngre bror, Paolo. Under læsningen af en ridderroman mødtes deres øjne »og de læste ikke mere den dag«« Ægtemanden opdagede dem og slog dem begge ihjel. Ifølge Dante  bliver de for altid kastet rundt af en voldsom storm - sådan som de i livet lod sig føre af deres lyster. Maleri af Ary Scheffer, 1855. Fold sammen
Læs mere

Det er et af verdenslitteraturens største værker. Det har inspireret, forundret og begejstret i snart 700 år. Det er et værk, uden hvilket  hverken europæisk kultur eller det italienske sprog være det samme.

Dante Alighieris episke digt »Den guddommelige komedie«, der blev skrevet mellem 1307 og 1320, foregår i påskeugen 1300 og skildrer digterens rejse gennem Helvede, Skærsilden og Paradis, ledsaget af først den antikke romerske digter Vergil, siden af sin ungdoms fjerne elskede, Beatrice Portinari, der i virkelighedens verden døde som 24-årig.

Undervejs ser han, at Helvede og Paradis er inddelt i ni koncentriske cirkler, og at jo nærmere man kommer de inderste  cirkler, jo mere syndige er de syndige, og  jo mere hellige er de hellige. Hen imod slutningen af digtet ser han Beatrice for allersidste gang, her i Ole Meyers oversættelse:

»dér så jeg hende, kronet af en glorie/der næredes af evighedens stråler./De høje luftlag hvorfra torden høres/er ikke fjernere fra menneskets øjne/- var disse end nedsænket dybt i havet - end mine øjne var fra Beatrice,/men ingen luft imellem kunne sløre/det klare billed mine øjne modtog.« (Oversættelse v/ Ole Meyer)

Det er alt sammen meget mærkeligt, vildt og grænseoverskridende, ligesom også digterens liv uden for digtningen var det. Dante Alighieri (1265-1321) voksede op i Firenze, og skal man tro ham selv, var han bare ni år gammel, da han mødte den jævnaldrende Beatrice, som han resten af hendes liv elskede på afstand. Efter hendes død som 24-årig i 1290 giftede han sig, men som det fremgår af »Den guddommelige komedie«, var det Beatrice, han hele tiden tænkte på.  Dante var også, ud over at være digter, engageret i hjembyens lokalpolitik, men under en konflikt mellem tilhængere af paven og tilhængere af byens uafhængighed var han på den tabende side.

Fra 1302 måtte han leve i eksil, og han vendte aldrig tilbage til sin fødeby. Han døde 1321 i Ravenna, hvor han stadig ligger begravet.
Nu er »Den guddommelige komedie« teateraktueli København, hvor den finlandssvenske skuespiller Stina Ekblad fra i morgen står alene på scenen på Teater Republique i Staffan Valdemar Holms iscenesættelse. Her guider Dante-eksperten Hanne Roer dig rundt i superklassikeren med:

7 ting, du skal lægge mærke til i »Den guddommelige komedie«

 

1, Helvede
»Før Dante gjorde man sig forestillinger om Helvede og alle de forfærdelige straffe, der venter synderne dernede, men Dante systematiser billedet, han er Helvedes arkitekt. Han får vist Helvede som en tragt, der går ned gennem den runde jordklode, med forskellige terrasser, hvor synderne opholder sig i tre forskellige hovedkategorier: De umådeholdne, de, der er voldelige mod sig selv, Gud og hans love, og de, der er forsætligt onde, forførere og forrædere. Hans helvedesbillede bygger på modsætninger mellem lyset og mørket, mellem det fysiske og det immaterielle, mellem livet og døden. Selv om vi i dag ikke har et kristent verdensbillede, giver han os stadig billeder på det, vi ikke kan forestille os.«

Dantes evigt elskede, Beatrice, malet af Dante Gabriel Rossetti, ca 1864-70. Fold sammen
Læs mere

2, Etikken

»På Dantes tid var det en selvfølge, at hvis man opførte sig dårligt inden for forskellige kategorier, havnede man bestemte steder i Helvede, men hvordan kan vi have en etik i dag, hvor vi ikke længere har nogen religion eller nogen billeder af livet efter døden? Og hvad er en dødssynd? Og hvem skal dømmes? Og hvordan skal vi stille os til retfærdighed og hævn?  Etikken kan godt komme til at svømme noget rundt, hvis man ikke har en forestilling om, at døden kaster et lys tilbage på livet. Det er det, Dante minder os om, og det er en af grundene til, at vi hele tiden vender tilbage til ham.  I sin nye bog, »Ståsteder«, insisterer Svend Brinkmann også på, at bevidstheden om døden giver livet mening.«

»"dér så jeg hende, kronet af en glorie/der næredes af evighedens stråler./De høje luftlag hvorfra torden høres/er ikke fjernere fra menneskets øjne/- var disse end nedsænket dybt i havet - end mine øjne var fra Beatrice,/men ingen luft imellem kunne sløre/det klare billed mine øjne modtog"«


3, Apokalypsen

»For Dante er der ingen tvivl om, at han lever i de sidste tider. Han ved, at Jorden blev skabt for lidt over 6000 år siden, og han ved, at det snart er slut. Til sidst i »Den guddommelige komedie« skuer han de salige, der har taget plads i den himmelske rose, der er dannet af deres immaterielle klæder. Han ser, at der kun er ganske få pladser tilbage, for den sidste tid er nær, og det er der jo tilsyneladende også en ret stor tro på i dag, tænk bare på alle de klimaapokalypser, vi dagligt konfronteres med. Det apokalyptiske hos Dante fænger nutidens kunstnere.«

4, Religionen

»Den guddommelige komedie« er et katolsk hyldestdigt, hvor Dante i den store finale skuer den treenige gud. Men samtidig er Dante også meget oprørsk og ikke bleg for at placere paver, han ikke selv kan lide, i Helvede. Han er uærbødig, selv om han er en stor katolsk digter. Men det, der er det helt afgørende anderledes ved ham, er hans påstand om, at den himmelske og den jordiske kærlighed ikke er modsætninger. At fysisk og religiøs kærlighed hænger sammen. Den påstand er ét stort opgør med dualismen i kristendommen. Dante skaber sin egen religion, og det er der jo også rigtig mange, der gør i vores tid: Plukker fra alt muligt og kalder det alt muligt. Men hvor vor tids nyreligiøsitet er individuel og egoistisk, taler Dante for et fælleskab styret af etiske principper, der også gælder fyrster, konger og paver.«

5, Litteraturens magt

»Dantes pen har haft en umådelig stor magt, for eksempel får han placeret alle sine digterkolleger forskellige steder i dødsrigerne - en enkelt eller to i Helvede, de fleste på skærsildsbjerget, enkelte i Paradis. På den måde får han lavet en samtidig litteraturhistorie over, hvem der er de bedste, og det fremgår klart af »Den guddommelige komedie«, at han selv er den allerbedste! Den litteraturhistorie har eftertiden taget for gode varer. Han får som nævnt også skabt et helvedesbillede, der bliver hængende, og han får skabt et billede af sin tids politik - hvem var gode, og hvem var onde? Han er et vidnesbyrd om, at litteraturen har haft vældig magt og stadig kan have stor magt, selv om der måske ikke er så mange, der tror på det i dag.«

6, Sproget

»Dantes rejse i sproget er en kraftpræstation. I »Den guddommelige komedie« er der et metaspor, hvor han hele tiden stiller spørgsmål: Kan jeg overhovedet skrive om det her? Hvordan kan jeg skrive om det her? Nu må mit digt hoppe, for nu når vi til noget, der slet ikke kan beskrives. Han giver et billede af Jorden, set fra dødens rige, som er vildt imponerende og utrolig flot. Han stiller sig selv de største udfordringer, og hans mangesidighed i skrift findes i alle detaljerne: I lignelserne, metaforerne, figurerne, fortællingerne, personerne, det metriske, rimmønstret … så det er er ikke bare det, at han er god til at lave historier, han kan det hele, og han er i en vis forstand uoversættelig, for man kan aldrig få det hele med. Men det viser så også noget om, hvad »Den guddommelige komedie« er: En stor fortælling, men samtidig lige så komprimeret som lyrik. Man har aldrig kunne læse Dante uden kommentarer og fodnoter, det kunne man heller ikke i samtiden. «

7, Det superklassiske

»Den guddommelige komedie« er et værk, der spiller på alle tangenter. Som den amerikanske litterat Harold Bloom formulerer det i sin berømte bog »The Western Canon«, findes der kun to superklassikere blandt forfatterne: Dante og Shakespeare. At det lige er de to, skyldes selvfølgelig, at de begge skaber deres egne universer, men på meget forskellig vis. Vi kender Shakespeares kolossale spændvidde, hans tragedier og komedier, hans hav af personer, og vi ved, hvordan han er gået ind i det engelske sprog. Men Dante skaber også sit eget univers, og hans sproglige betydning er lige så stor, for »Den guddommelige komedie« er det første store folkesproglige værk på italiensk i en tid, hvor man ellers skrev på latin. Dante skaber mange nye italienske ord, og især hans vendinger er gået ind i italiensk, og der skal meget til, før forfattere kan skabe ord, der lever videre. Det kunne både Shakespeare og Dante, men mens der er en vis form for realisme hos Shakespeare, en psykologi, som taler direkte til os, er Dante mærkeligt fjern, og det er ikke bare, fordi han er 300 år tidligere. Hans figurer er sære, lidt allegoriske, middelalderlige, og Beatrice er en underlig størrelse. Så er hun den yndige unge pige, så er hun den sure kone, så er hun fysiklærer ... Men det mest mærkelige er, at historien om Dante og Beatrice stadig er så gribende. Også for os, der læser den i dag.«

Hanne Roer er lektor i retorik ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet. Hun er bl.a. forfatter til »Beatrice i Paradiset: En rejse i Dantes værker«, ligesom hun har oversat Dantes »Om veltalenhed på folkesproget« til dansk.