Steen Stig Lommer: »Min mormor skal med, for hun skal jo lave maden«

Steen Stig Lommer, 56, er aktuel i teaterforestillingen »Den Skaldede Sangerinde«, der netop har haft premiere på Teatret ved Sorte Hest. Hans sidste måltid skulle være hans mormors mørbrad i flødesovs. Og hans afdøde far skulle være med til middagen.

BM
Steen Stig Lommer - dansk skuespiller, som er aktuel i forestillingen "Den Skaldede Sangerinde" Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Hvis du skulle forestille dig dit sidste måltid, hvordan ville det så være?

»Til forret skal det være noget så enkelt som friskpillede fjordrejer. Eller alt efter årstiden nogle kantareller à la crème. Det er enkelt og smager vanvittigt lækkert. Og derefter går vi til mørbrad i flødesovs, som min mormor skulle lave. Det lavede hun altid, og det elskede jeg. Sovsen, en vildtsovs, skal koges i flere timer og så smager det af hele min barndom, og min barndom var glimrende. Jeg brugte meget tid hos min mormor og morfar. Jeg kan selv lave retten, men ikke nær så godt som min mormor. Dessert har jeg ikke behov for. Jeg vil hellere have kaffe og cognac. En norsk én, jeg ikke kan huske, hvad hedder.«

Hvem skulle være med som gæst?
»Jeg vil gerne have min afdøde far – Stig Lommer – med. Ham har jeg aldrig kendt, så jeg tænker, at det kunne være en anledning. Derefter kan vi mødes på den anden side efter det sidste måltid. Vi har en hel del at snakke om, siden vi ikke kendte hinanden. Vi kunne tale om livet i al almindelighed og om hinanden. Der er ikke noget traumatisk over det, men jeg tror, det kunne være hyggeligt. Jeg er opvokset med Axel Strøbye som far, det er ikke fordi, jeg manglede en far. Jeg tror bare, det kunne være sjovt nu – så mange år efter at han døde – at mødes. Vi kunne gøre klar til at mødes på den anden side. Jeg ved ikke hvor, men jeg tror, der er noget mere og en mening med galskaben.«

Hvor skulle middagen holdes?
»Hjemme hos min mormor og morfar på Thorvaldsensvej på Frederiksberg. Hun lavede bedst mad i sit eget køkken. Min far som sagt ved bordet og min morfar i sin yndlingsstol foran TV’et. Min mormor skal også med, for hun skal jo lave maden. Jeg boede hos dem, indtil jeg var seks år og kom der hele livet. Det er en slags barndomshjem for mig.«

Hvordan skal bordet dækkes?
»Der skal være dækket op med hvid dug, rigtig fint klæde, stofservietter og stearinlys. Det er smukt og enkelt. Det giver måltidet noget tyngde og format. Der er noget højtideligt over det på en uhøjtidelig måde. Det gør ikke noget, at man gør sig umage med omgivelserne. Det skal man generelt. Ting mister sin betydning, hvis man ikke gør sig umage eller gør ting halvhjertet. Det er vigtigt, ligesom det er at opføre sig ordentligt. I hvert fald at forsøge at opføre sig ordentligt.«

Hvad skulle I drikke til?
»Enten champagne eller en god tør hvidvin til forretten. Men jeg kan bedst lide tør hvidvin og så naturligvis god rødvin til hovedretten.«

Hvilket musik skulle I høre til?
»Vi er jo fra to forskellige generationer og det kunne måske være en del af charmen at udveksle musik. Jeg ville sætte Dr. Hook eller Robbie Williams på. Men jeg har en meget bred smag. Jeg ved ikke, hvad min far ville sætte på, men det er en af de ting, det ville være sjovt at opleve.«

Skal der holdes en tale, og hvad skulle den holde om?
»Jeg tror, det ville være mærkeligt at holde tale for hinanden. For mig er det en formalisering, der hører til i et fejrings- eller farvel-øjeblik, og det mener jeg jo ikke, det er, når vi skal mødes igen på den anden side.«

Hvad skulle I tale om?
»Da vi ikke kender hinanden, må vi jo tale om det, der kommer. Men jeg vil gerne lære ham at kende, og jeg tror da også, at han vil lære mig at kende. Jeg håber, vi skal tale om, hvad man tænker og synes og om, hvad man har oplevet i livet.«

Hvordan skulle det hele slutte?
»Det skulle slutte med, at vi har haft en god aften, hvor vi finder ud af, at vi kan lide hinanden. Og måske at vi finder ud af, at vi ligner hinanden. Det har noget med at opleve sit ophav at gøre. Jeg tror, det er vigtigt for alle mennesker at kende sin historie. Jeg håber, det bliver en fælles oplevelse af et gensidigt lune og syn på livet og på, hvad der er vigtigt.«