Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Prins Felix stopper sit uddannelsesforløb på Hærens Løjtnantsuddannelse. Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.
Prinsen startede i august på forløbet på Gardehusarkasernen i Slagelse.
Årsagen til prinsens beslutning er ifølge kongehuset privat.
»Prinsens bevæggrunde betragtes som private, og kongehuset ønsker ikke at kommentere beslutningen yderligere,« står der i pressemeddelelse.
Til B.T. siger Helle von Wildenrath Løvgreen, der er presserådgiver for prinsens mor, grevinde Alexandra, at uddannelsen har vist sig ikke at være noget for prinsen.
»Nu skal prinsen stille og roligt finde ud af, hvad han så skal lave,« siger hun til B.T.
Hun fortæller, at grevinden bakker op om prinsens beslutning:
»Grevinden er glad for, at hendes sønner trods alt tør udfordre sig selv, selvom alting ikke altid lykkes,« forklarer Helle von Wildenrath Løvgreen.
Dermed følger prins Felix i sporene på sin storebror, prins Nikolai. Han begyndte i 2018 på sergentuddannelsen på Varde Kasserne, men valgte også at stoppe.
Efterfølgende begyndte han at læse Business Administration and Service Management på Copenhagen Business School.
Prins Felix blev i sommer student fra Gammel Hellerup Gymnasium. Her luftede han over for B.T. tanken om at søge ind på Copenhagen Business School på et senere tidspunkt.
»Men jeg er ikke fast besluttet på det, så nu har jeg lige to år til at tænke over det,« sagde han i juni til mediet.
Der er tradition i kongehuset for at gøre tjeneste i militæret. Prins Felix' far, prins Joachim, har en længere uddannelse i det danske forsvar bag sig. Han er nu forsvarsattaché på den danske ambassade i Paris, Frankrig.
Også prins Felix' onkel, kronprins Frederik, har en lang baggrund i militæret. Han er blandt andet uddannet i specialstyrken Frømandskorpset.
/ritzau/