Overblik: Her er de nye Michelin-stjerner

Tre danske restauranter blev hædret med nye stjerner ved årets Michelin-uddeling.

 
Claus Henriksen fra Mota var en glad mand, da han fik sin Michelin-stjerne. Video: Ritzau/Michelin Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Michelin-guiden uddelte mandag aften stjerner og andre ærestegn til nordiske restauranter ved et event i Stavanger.

Årets show foregik foran en fyldt sal efter nogle magre år, hvor uddelingen på grund af pandemien blev holdt nede på et meget lavt blus.

Toppen af kransekagen af nordisk gastronomi var til stede i salen, blandt andet sad Jonathan Tam fra Jatak på forreste række, hvilket viste sig at være belejligt. To danske restauranter fik deres første Michelin-stjerner, mens én opgraderede sin ene stjerne til to stjerner. Ingen yderligere danske restauranter fik tre stjerner, men Noma og Geranium har beholdt deres.

Inden showet havde Danmark 36 Michelin-stjerner fordelt på 26 restauranter. Hvis man som Michelin-guiden talte op i kongeriget Danmark, og dermed tog Grønland og Færøerne med, hed tallet 38 og 27, da Koks har to stjerner.  Koks lå oprindeligt på Færøerne, men er nu åbnet i Grønland. Restauranten flytter tilbage til Færøerne i 2024 skrev Ritzau i januar. 

Nu er der 29 restauranter i Rigsfællesskabet med en eller flere Michelin-stjerner, og det samlede antal stjerner er 41.

Derudover blev der uddelt den såkaldte Bib Gourmand, som er en kategori, hvor guiden fremhæver gode restauranter, som oftest er lidt mere prisvenlige end restauranterne med Michelin-stjerner.

En Michelin-stjerne

  • Mota i Nykøbing Sjælland, hvor Claus Henriksen er køkkenchef. Henriksen er tidligere køkkenchef på Dragsholm Slot.
  • Jatak i Rantzausgade på Nørrebro, hvor Jonathan Tam er køkkenchef. Jatak blev nævnt af samtlige seks danske madanmeldere, som Berlingske bad komme med deres forudsigelser for nye stjerner, ligesom madredaktør Søren Frank også havde den med i sine.

To Michelin-stjerner

  • Frederikshøj i Aarhus, hvor Wassim Hallal er køkkenchef. Han har i årevis været blandt anmeldernes favoritter til at få endnu en stjerne. Hallal modtog også den såkaldte mentorpris, fordi han ifølge Michelin-guiden er dygtig til at vejlede sine medarbejdere. I 2019 skrev Søren Frank om sit besøg, at Hallals køkken var sikkert, teknisk overlegent og at servicen var perfekt.

Bib Gourmand

  • Møf i Aarhus, hvor Berlingske ikke har været, men som Jyllands-Posten beskriver som et »hyggeligt stamsted«.
  • Bjørnekælderen på Frederiksberg, hvor Mads Dalsborg, tidligere køkkenchef på blandt andet Restaurant Mondän, står ved gryderne. Søren Frank skrev i december, at det »flød med foie gras« i lokalerne, der ligger ved siden af Betty Nansen Teatret.

Alle restauranter, der nu er nævnt i Michelin-guiden, kan ses på guidens hjemmeside eller i guidens app.