Ny restaurant i Kødbyen laver alt maden over åben ild

I Kødbyen er en ny restaurant på vej. Den hedder Camino og ligger i Kuls tidligere lokaler, og al den varme mad er lavet over åben ild.

I Galicien har de også store åbne ildsteder kaldet asado på spansk, der har inspireret de tre venner til en ny restaurant i Kødbyen. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De tre venner Marcus Thomey, Mikkel Toftgaard Gregersen og Frederik Lauf Olsen har været på lidt af en ørkenvandring, før de nu kan stå med en køreklar spansk-fransk restaurant, hvor al mad laves over åben ild.

Det er dog pilgrimsvandringen caminoen, der lægger navn til deres nye restaurant, som er én ud af en række restauranter, som Sovino-gruppen åbner i denne tid, som du kan læse mere om i Business.

Historien er lang, så vi springer til vendepunktet: En udlejer, der i sidste øjeblik ændrede på aftalen, så de pludselig ikke havde noget lokale, og siden en virus fra Kina gjorde, at de pludselig stod uden den restaurant, de ellers havde arbejdet på længe. Det fortæller Marcus Thomey på vegne af de tre venner til Berlingske.

»Vi skulle have åbnet i maj 2020, og vi havde på det tidspunkt ikke fået løn i et halvt år. Så vi åbnede en lille aviskiosk med sandwiches og vin på Kgs. Nytorv, hvilket jo var hyggeligt nok. Men det var også hårdt at stå i den lille aviskiosk og kigge over på min gamle arbejdsplads (Marchal på Hotel d'Angleterre, red.), hvor jeg jo havde sagt til alle, da jeg sagde op, at jeg ville åbne mit eget sted,« siger Marcus Thomey.

Fokus ligger ifølge Marcus Thomey på flotte tilberedninger og velafbalancerede smage fra det franske og spanske køkken. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pr-foto.

Mikkel Toftgaard Gregersen og Marcus Thomey var med fra start på restaurant Frank, og Mikkel Toftgaard Gregersen har også været med til at åbne hæderkronede Orasay i Notting Hill i London, mens Frederik Lauf Olsen har været i Sovino »hele sit liv«, siger Marcus Thomey.

Åbne ildsteder og ingen bullshit

Men redningen kom fra Sovino Brands, restaurantkæden som blandt andre også tæller Café Victor, PS Bar & Grill og Salon, og som for tiden i den grad udvider.

Sovino skaffede de tre venner et lokale i Kødbyen, hvor der er plads til ambitionerne om gode cocktails, ild og mad inspireret af den del pilgrimsruten Caminoen, der går fra Bordeaux over San Sebastian og til Galicien.

Bordeaux, som selvfølgelig er mest kendt for vin, men som også har et glimrende lokalt køkken og den spanske kystby San Sebastian, der på et tidspunkt angiveligt var den by i verden med flest michelinrestauranter per kvadratkilometer.

Restauranten tager udgangspunkt i spanske ildteknikker og den franske måde at lave mad på.

»Vi blev inspireret af Galiciens store åbne ildsteder hvor man griller hele fisk og store stykker kød, og alt vores mad bliver lavet over ild. Vi tager de bedste råvarer og ordentlige tilberedninger, og det er egentlig bare et no bullshit koncept,« siger Marcus Thomey.

Cocktails på fad

Det kunne lyde som om, I er trætte af molekylær gastronomi, frysetørrede bær og pincetanrettede tallerkener, og bare har lyst til at lave noget med ild og fransk rødvin?

»Man kan ikke sætte en finger på den molekylære gastronomi eller det nordiske køkken, det er fantastisk hvad man har udrettet, så ikke et ondt ord om den slags mad. Men med Camino vil vi gerne fokusere på de ting, vi godt selv kan lide at spise, et sted hvor vi hylder det nøgne, uden at pakke vores mad ind i pynteurter. Og så skal det være et sted hvor man kan komme i både T-shirt og jakkesæt og have en dejlig aften,« svarer Marcus Thomey.

Vinkælderen er med Marcus Thomeys ord »sjov«, og den indeholder flest konventionelle vine, men også et naturvinkort, hvis man er mere til den slags, og der kommer ifølge ham til at være byens bedste bartendere i den integrerede cocktailbar.

»Også har vi 25 haner med øl, vand vin og cocktail – blandt andet vores egen øl, vi har lavet i samarbejde med Mikkeller,« siger Marcus Thomey.

Camino åbner på Høkerboderne 16B, 1712 København V onsdag 7. juli, men allerede tirsdag eftermiddag kan man komme til åbningsreception med jazz, åbne ølhaner og bartendere der shaker drinks.