»Kaffe ved bredden?«
Hun vidste, hvad det betød. Han vidste, hvad det betød. Deres faste sms-kodeord gennem mere end 25 år med en opfordring til at mødes, hvorefter begge slettede sms'en. Ingen opringninger, ingen chat, ingen yderligere korrespondance.
De skriver aldrig andet end det ene ord »kaffe« – og så et sted at mødes. Mindst én gang om ugen ses de gennem alle årene. Om morgenen, inden de hver især tager på arbejdet. Eller på andre tidspunkter.
De kunne have fejret sølvbryllup. Inviteret venner og familie. Hvis ikke det var, fordi deres relation havde været hemmelig.
»Den dag i dag er jeg helt sikker på, at der ikke er nogen, der har kendt til Louises og mit forhold,« siger Peter.
Deres samtaler ombord på Peters båd nede i havnen, hvor det hele begyndte, bliver uundværlige for ham. En del af en skjult relation, som hurtigt suppleres med et seksuelt indhold. Både Louise og Peter har lederjob med mange rejser til udlandet, og ofte lykkes det at koordinere rejserne, så de bor på samme hotel i forskellige større europæiske byer. Begge er gift og har mindre børn.
»Louise og jeg gik ud i den by, vi nu var i, og nød hinandens selskab. Bagefter tog vi hjem på værelset, fik en drink, fortsatte med at snakke og elskede. Det blev en del af mit liv. Louise blev en intens del af mit liv,« siger Peter, der har ønsket at være anonym, men Berlingske er bekendt med hans rigtige navn.
»Og der stod vi – nøgne og tæt omslyngede«
Gennem den seneste tid har Berlingske skrevet om hemmelige forhold, som har ført til en interesse fra flere læsere, opstået i kølvandet på podcasten »Skyggekvinder«. Nogle har efterfølgende skrevet til redaktionen, og en af dem er Peter, som konstaterede, at der også findes »skyggemænd«.
Han mener selv, at han måske har været én af dem, skrev han. Og indvilgede efterfølgende i at fortælle sin historie. Om Louise og ham. Og om, hvordan han oplevede, at hun så ham på en anden og ny måde.
»Der gik en længere periode med en særlig god kontakt, som vi begge mærkede. Og ja, så endte det en dag med, at Louise igen kom på besøg i båden, men efter en drink i cockpittet foreslog hun, om vi ikke skulle gå ned i for-kahytten. Hun begyndte at tage sit tøj af, og der stod vi så – nøgne og tæt omslyngede.
Jeg kan ikke erindre, om det var fem eller ti minutter. Det føltes som et tidsløst rum, og det var vidunderligt. Det var den sex, der fulgte efter også, og det var derefter, vi begyndte ikke bare at snakke, men også at gå i seng med hinanden. Jeg oplevede det som en udvidelse af den gode kontakt og af samtalerne, hvor vi dermed også opnåede en fysisk intimitet,« forklarer Peter.
I dag er Peter først i 70erne, og det er kun få år siden, Louise afsluttede deres lange forhold. Pludselig og uventet. Det var svært for ham at forstå og acceptere. Han fik ingen begrundelse.
Respekten har været gensidig i alle årene, husker Peter, og forståelsen dyb mellem dem. Ingen af dem vil skilles. De skal aldrig have et officielt forhold. Aldrig være kærester. En aftale, som de end ikke behøver sætte ord på.
Den dårlige samvittighed forsvandt
»Det, som var mellem Louise og mig, gav mening. Det mener jeg virkelig. Den dårlige samvittighed, jeg kunne have, forsvandt relativt hurtigt. Det burde den måske ikke have gjort, for rent moralsk var det jo forkert. Men når jeg så havde været hjemme sammen med min kone i ret kort tid, var det, som om intet var forandret.
Jeg koncentrerede mig om min kone og gjorde mig umage, som jeg altid har skullet gøre med hende. Alt virkede normalt, og hun spurgte mig aldrig om noget, der kunne relateres til mit skjulte forhold. Vi var glade for hinanden og havde det godt sammen. Vi følte os privilegerede i vores fælles og på mange måder aktive liv med masser af venner, familie og børn.«
Men ved siden af er der Peters parallelle liv.
Når Peter og Louise mødes, parkerer de deres biler forskellige steder et godt stykke fra hinanden. De har deres favoritsteder. Nøje udvalgte stier, naturspot og skovstrækninger, hvor deres samtaler finder sted, mens de holder hinanden i hånden og går og snakker. Det sker, at Louise medbringer en kurv med et tæppe og noget at spise og drikke.
»Jeg havde aldrig tidligere mødt en interesse for min person på lige præcis den måde. Det gjorde indtryk og påvirkede mig meget. Vores samtaler virkede på en eller anden måde forløsende, og jeg blev ligesom afhængig af dem. Af kontakten til et menneske, som virkelig prøvede at forstå, hvem jeg var, og som kunne ‘læse’ mig. Jeg havde aldrig tidligere mødt nogen, der ville mig så meget.«
Louise og Peter kan tale om følelser. Om livet, om sig selv, om deres børn og deres ægteskaber og om konkrete udfordringer på deres respektive job og dagligdag. De kan tale om alt.
»Der var en særlig forståelse mellem os, en form for spejling. Louise spurgte ind til mig og mit liv. Pludselig så jeg mange ting i et nyt perspektiv. Jeg blev i stand til at se dem fra andre vinkler. Også for hendes vedkommende ved jeg, at det samme gjorde sig gældende. Vi kunne inspirere og provokere hinanden, og vi kunne komme nogle skridt videre og dybere ned i en samtale, end man normalt gør med andre mennesker. Selv mennesker, man ellers er meget tæt på.«
Nåede guldbryllup med sin kone
Da Berlingske møder Peter er han blevet alene nogle år tidligere, efter at han mistede sin kone, der døde efter pludselig sygdom. Kort forinden havde de nået at fejre guldbryllup sammen. En sjælden gang ses han med Louise. Men i dag som nære venner og uden frygten for at blive afsløret. En frygt, der ellers havde været der i alle årene.
Tidligere, når Peter kom ind ad døren derhjemme, efter et af sine møder med Louise, havde han dårlig samvittighed. Men kun et kort øjeblik, for han var helt bevidst om, at nu gjaldt opmærksomheden hans kone.
Det seneste par år er han begyndt at tænke tilbage på sit forhold til de to kvinder. Han har ikke rigtig selv forstået, hvordan han kunne gøre det, for han er ikke, som han siger, »den utro type«.
»Den følelsesmæssige og intellektuelle relation var dominerende, men sex blev en selvfølgelig og naturlig del af relationen. Hvis det udelukkende havde handlet om sex, ville vi aldrig have haft et forhold så længe, som vi havde. Om et forhold overhovedet.«
Men hvorfor så? Det har han spurgt sig selv om mange gange. Hvordan kan man have så tæt en relation til en anden kvinde gennem så mange år, når den kvinde, man har elsket højest, lige siden man var teenager faktisk, også er den kvinde, man har været gift med i alle årene?
»Hun var mit livs kærlighed. Jeg har aldrig elsket andre kvinder som min kone, og med Louise vidste jeg hele tiden med mig selv, at jeg aldrig ville kunne forlade min kone. Vores bånd var så tætte, og vi havde en lang historie sammen.«
Skulle kæmpe for sin kones gunst
Peter tror, han er nået lidt tættere på at give sig selv et svar på, hvorfor han var sammen med Louise så længe.
»Jeg fik måske aldrig helt den anerkendelse af min kone, som jeg kunne have ønsket mig, på trods af at jeg ikke var i tvivl om, at hendes kærlighed til mig var oprigtig og ægte,« siger han.
»Men hun gav kun yderst sjældent udtryk for sin kærlighed. Hun har for eksempel aldrig sagt: 'Jeg elsker dig,' til mig, bortset fra i kirken, hvor præsten spørger 'vil du elske og ære …' og så videre.«
»Når jeg har tænkt tilbage, er det lidt, som om jeg altid har skullet kæmpe for hendes gunst. Ikke bare dengang vi mødtes som teenagere, hvor det efter lang tid endelig lykkedes, at vi blev kærester, men også i alle årene efter vi blev gift. Derudover havde vi nogle problemer i vores intime forhold. Hun tog aldrig initiativ, og det begyndte at gå mig på. Med Louise fandt jeg pludselig noget, jeg havde savnet på flere planer.«
Peter erkender, at det gennem de mere end 25 år indimellem var svært at adskille sit forhold til de to kvinder.
»Nogle gange var det vanskeligt, også rent praktisk. Men Louise og jeg havde vel nærmest indgået en slags pagt, hvor vi havde lavet nogle bestemte regler sammen. Blandt andet at der ikke måtte være nogen utidig nærhed mellem os, hvis det en sjælden gang skete, at vi mødtes i en meget stor fælles bekendtskabskreds. Der var aldrig nogen af os, der overtrådte de regler, vi havde lavet.«
Kun én gang var det nær gået galt, da Louises mand en dag kom uventet hjem. Også han rejste meget.
»Jeg måtte hurtigt gemme mig væk. Det lykkedes, uden at han fandt ud af, at jeg var der. Men det føltes så fornedrende og så uværdigt, at jeg ikke kunne holde mig selv ud. Jeg kunne ikke holde »os« ud, som jeg stod gemt væk og vadede oven i deres sko. Kort efter snakkede jeg med Louise om, at vores forhold ikke kunne fortsætte, hvis vi skulle kunne se os selv i spejlet. At jeg ikke kunne klare det længere. Det måtte stoppe omgående.«
Der gik noget tid, Peter husker ikke hvor længe, uden at de havde nogen kontakt. Lige indtil en dag, hvor han fik en sms med ordet: »Kaffe, krudtlageret?«
Det enkle liv på verdenshavene
Som så ofte gennem sit liv, når han har tvivlet eller været særligt udfordret, har han tænkt på havet. I mange år har Peter sejlet langfart. Rundt på de store verdenshave. Han ved, at der sker noget med mennesker, når land forsvinder. Når man er ude i rum sø med langt ind til land.
»Efter to-tre dage til søs indretter alle ombord, uden undtagelse, sig på, at livet er enkelt. At det består af nogle helt basale ting. Udover at sejle handler det om at spise, sove, gå på toilettet og at omgås de andre ombord. Jeg elsker, når jeg har set mennesker opnå at være i den tilstand. Enkelhed.
Det enkle liv. De slipper arbejdet og alt, hvad der måtte være af store og små problemer. Man bliver en del af noget større med nogle særlige venskaber og relationer, for man er tæt sammen på få kvadratmeter. Man lever og yder, for båden skal sejles og gerne nå sikkert frem.«
Den dag, Peter igen fik en sms med ordene »Kaffe -krudtlageret?« føltes det som alt andet end enkelt.
»Man skal kunne holde sig selv ud som menneske. Og der var tidspunkter, hvor jeg ikke kunne holde mig selv ud. Men jeg var på en eller anden måde tryllebundet. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det. Men mit og Louises forhold fortsatte så i yderligere en del år, efter at hun sendte mig den sms.«
I sin egen selvforståelse var Peters årelange forhold til Louise, hvad han beskriver som »sand i maskineriet.« For nedenunder havde der hele tiden været noget, der ikke passede. Noget, der handlede om ham selv.
Jeg er ingen skiderik
»Jeg ønsker ikke at fremstå som en ynkelig følgagtig person, men at jeg havde et hemmeligt forhold stred grundlæggende imod hele den måde, jeg oplevede mig selv på. Imod, hvem jeg var som menneske. Man kan sige, at jeg ganske enkelt har været en skiderik. Men hvis man spurgte folk, der kender og har kendt mig i mange år, ville de beskrive mig som en god kammerat og et ordentligt menneske. En rigtig god ven, det ved jeg. Jeg lever efter, at de ting, man gør i sit liv, har konsekvenser. Alt har konsekvenser, og det har det også haft for mig.«
For Peter har de mange gange, han har været ombord på en sejlbåd gennem årene, været med til at forme hans syn og ydmyghed over for tilværelsen.
»Når man sejler i en sejlbåd tager det den tid, det tager. Der er ikke noget med lige at træde på speederen, for så kommer vi hurtigere frem. I Nordatlanten, hvor der er tidevand, er man nødt til at indrette sin sejlplan efter tidevandet. For hvis tidevandet rammes forkert, sejler du baglæns eller i hvert fald meget langsomt mod din destination.
Og for ikke at ramme et sted, hvor tidevandet er meget stærkt, kan du være nødt til at stå op klokken tre om morgenen. Vi skal være et bestemt sted, inden tidevandet vender, for overhovedet at komme ind over for eksempel en sandbanke til den skønne bugt, hvor vi har planlagt at ligge for svaj for natten.
Det elsker jeg. Den form for enkelhed elsker jeg.«
