Mediekommentar: Onde tunger ville kalde det »penismisundelse«

Bliver du også utilpas, når en sort person og en hvid person kysser hinanden på det store lærred? Så er du ikke alene.

I en episode af Star Trek ved navn »Plato's Stepchildren« fra 1968 opstår, hvad der typisk refereres til som det første kys på amerikansk TV mellem en sort og en hvid. Det bestrides dog fra flere sider, om der var læbekontakt nok mellem de to skuespillere til at være gældende. I Britisk Tv-historie mener man, at det første kys mellem to mennesker af forskellige hudfarver var i serien Emergency Ward 10, i 1964. Fold sammen
Læs mere
Foto: LIAM DANIEL/NETFLIX

Et periodedrama så tætpakket med anakronismer, at det mest af alt tilhører fantasygenren, er landet på streamingtjenesten Netflix. Serien hedder »Bridgerton«, og den har siden premieren 25. december været afsæt for en række debatter om både race, køn og samtykke.

Skaberen af serien, Chris Van Dusen, har sat sig for at lege med tanken om, hvordan det ville have set ud, havde sorte mennesker haft adgang til 1800-tallets ypperste elite i London. »Kontroversielt« siger nogle, »kedeligt« siger andre.

Men hvorfor er det så provokerende, når fiktive verdener, hvor sorte og hvide mennesker sameksisterer, portrætteres på skærmen? Svaret skal muligvis findes i noget så saftigt som i de seksuelle relationer.

Men først til seriens indhold.

Året tæller 1813, og det er parringssæson i London. Familien Bridgertons ældste datter, Daphne, er kommet i den giftemodne alder, og er af dronningen udråbt til at være den mest lovende unge dame på markedet.

Daphne skal på jagt efter en ægtemand, alt imens en anonym skribent har en sladderspalte i avisen, hvor hun og seriens øvrige hovedpersoner ufrivilligt får luftet deres beskidte vasketøj.

Den ene kontrovers efter den anden

Serien er blandt andet blevet kritiseret for ikke at være historisk korrekt på grund af de mange magtfulde, sorte mennesker. Man har for eksempel castet zimbabwisk-engelske Regé-Jean Page til at spille Simon Basset, Hertugen af Hastings. Sæsonens mest attraktive ungkarl.

Men den kritik er jo i sig selv lidt komisk. Skaberne af serien påstår jo netop ikke, at serien er historisk korrekt. Det svarer vel til, at kritisere »Game of Thrones« for historisk ukorrekt brug af drager.

Det er i øvrigt langtfra første gang, en filmskaber fik ideen at lade sorte mennesker indgå i en fortælling som anakronismer. Et eksempel er megahitmusicalen »Hamilton: An American Musical«, som har et komplet blandet cast, eller »Romeo & Julie« af Baz Luhrman fra 1996, hvor Mercutio blev spillet af afroamerikanske Harold Perrineau.

Alligevel har »Bridgerton« bragt sindene mere i kog, og det er ikke usandsynligt, at det drejer sig om, at man som seer i udtalt grad skal forholde sig til den seksuelle dimension i Simon Bassets og Daphne Bridgertons relation. En sort mand og en hvid kvinde.

Det har nemlig altid været kontroversielt – særligt på det store lærred – at portrættere en seksuel relation mellem to mennesker med hver deres hudfarve. Onde tunger ville måske kalde det »penismisundelse«. De insisterende naive vil kalde det en tilfældighed.

Det har i hvert fald været noget, man har undgået i Hollywood, fordi man vidste, at det potentielt kunne lede til seerflugt. Uanet hvad, må serien siges at være et woke indspark.

Men selvom skaberne af serien har gjort alt, hvad de kunne for at opnår maksimal wokeness, har den anden fløj også været forbi med kritik. Der er nemlig – ifølge nogle kritiske stemmer – en voldtægtsscene i serien, som ikke anerkendes som voldtægt. Måske fordi det er en kvinde, der forgriber sig på en mand.

Alt i alt er »Bridgerton« en rodet landhandel, som jeg hverken vil anbefale eller fraråde. Se den, hvis du keder dig, og vil se, hvordan en nøgen sort krop ser ud ved siden af en nøgen hvid krop … Og på mystisk vis aldrig er faldet over det på internettet.