Maise Njor: »Man føler sig en smule voldført, når det går op for en, at man bare er en menneskelig version af Nationalmuseets kedsomhedsknap«

1
»Vi er mange, der ville få et nemmere liv, hvis der var porto på mails,« skriver Maise Njor. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Forleden ringede min søde ven Hassan til mig klokken et om natten, da han var på vej hjem fra byen. Jeg lå egentlig og sov, men det var helt fint, for så kunne jeg tale i søvne i en time – og det var OK, fordi vi kender hinanden godt. Den slags henvendelser er dejlige.

Dem, jeg begynder at få røde digital-knopper af, er de fremmede personer, der skriver til en sent om aftenen, fordi de keder sig. Henvendelsen begynder som noget rent praktisk à la »Jeg ved, at du har en terrier. Er det en hunderace, du kan anbefale?« Høflige mennesker besvarer henvendelser, så man skriver et par ord tilbage. Så kommer der et »tak«. Og måske en lille betragtning om livet, og hvis den er vittig eller dyb nok, svarer man tilbage, og så er man sådan set i gang – eller var, for mit vedkommende. For jeg forstår ikke legen, og jeg gider ikke lege med mere.

»Er det mere noget med, at der sidder nogle ensomme mennesker derude, som i mange tilfælde er gift, men som ikke har nogen at tale med?«


Mon det i denne SoMe-tid er så nemt at henvende sig til helt fremmede, at folk glemmer, at det er et HELT ægte, rigtigt, følende menneske i den anden ende? I begyndelsen troede jeg naivt, at det var fordi personen havde en eller anden menneskelig eller faglig interesse i min mening, men det er efterhånden gået op for mig, at de bare vil skrive til en dagbog, der svarer tilbage. Vi er mange, der ville få et nemmere liv, hvis der var porto på mails …

Man føler sig taget som gidsel, fordi en person har skrevet nogle private tanker til en. Vil man være så kold, at man ikke svarer? På et tidspunkt følte jeg mig som en gratis brevkasseredaktør, og det kan da være meget smigrende … Indtil det går op for en, at ingen af disse mennesker vil mødes med en i virkeligheden. Faktisk eksisterer man nok ikke helt i virkeligheden for dem. Man er et sted at sende sine tanker hen. Det har indtil videre kun været mænd, der har banket på min digitale dør, og jeg kan ikke gennemskue, hvad det går ud på.

Beskederne handler aldrig om noget lummert – men det gør det på en måde endnu mere mærkeligt. Hvis det var tidligere analog-blottere, der søgte nye udtryksformer, kunne jeg næsten forstå det, men det andet er bare ... trist.

Er det mere noget med, at der sidder nogle ensomme mennesker derude, som i mange tilfælde er gift, men som ikke har nogen at tale med? Måske får de bekræftelse af, at man svarer? Ja, måske vokser de lidt af, at nogen tager deres tanker alvorligt – men hvor efterlader det mig og de veninder, der har oplevet det samme? Man føler sig en smule voldført, når det går op for en, at man bare er en menneskelig version af Nationalmuseets kedsomheds-knap, en tanke-gokkesok, eller en stor whiskey, som personen kunne drikke for at tage toppen af ensomheden.

Måske svarer det til, når folk i gamle dage ringede til Nummeroplysningen, bare for at have nogen at tale med. Og det er egentlig meget sørgeligt. Men jeg synes på den anden side ikke, at det skal gå ud over mig.

Da jeg slukkede telefonen efter at have talt med Hassan, så jeg en mail fra en af disse nat-sjæle. Jeg havde ikke svaret på hans besked, sådan som han åbenbart havde krav på. Der var derefter sendt et »halloooo?!«.