AOK

Kulturkommentar: Jeg har en særlig øvelse, som jeg laver én gang om året. Den kræver refleksion, men det er sundt. Prøv det

Kulturkommentar: Vi bliver konstant og nådesløst forstyrret. Døgnet rundt afbrydes vores naturlige tanker og refleksioner. Er en køretur til Thisted vores sidste bolværk mod selvrefleksionens undergang?

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg greb, som så mange andre gange under mit morgenbad, ud efter håndklædet og tørrede min højre hånd og aktiverede mikrofonen på min mobil for at indtale den idé, jeg lige havde fået.

Jeg får ret ofte ideer til klummer, artikler, interviews eller for eksempel en ny pastaret, mens det varme vand rammer min vigende hårpragt.

Men ideerne flyder ikke kun frit sammen med det varme badevand, men også ofte, når jeg cykler eller kører en længere tur i bil. Faktisk kommer ideerne nemmest, når jeg sidder alene i et tog og skal rulle en længere tur i en stillekupé.

Eller rettere sagt, sådan var det engang, da en togtur bestod i at læse en bog eller en avis, men primært handlede om at lade landskabet passere, mens hjernen fik ro til at arbejde selv, helt uden pres eller distraktion.

Sur kaffe og effektivitet

Desværre er togturen også blevet spoleret. Primært fordi det generelt er blevet tiltagende hæsligt at køre med tog i Danmark, for det er dyrt og overfyldt, og man ikke kan få andet end sur kaffe og en kiks, men sekundært fordi det er denne overgearede samtids bedste salgsargument for at tage toget, at man så kan arbejde og være produktiv, mens man pendler, for eksempel i modsætning til de »stakler«, der sidder i en bil og skal koncentrere sig om at køre.

Men det er jo præcis noget af det mest pragtfulde ved at køre bil, nemlig at man kun må og skal køre bil. Her er du for en sjælden gangs skyld fritaget for kravet om effektivitet. Du skal bare køre bil. Du skal bare.

Det er det samme, når du cykler eller er i bad, hvor du kan ikke tale i eller glo på din mobiltelefon. Det frikøber hjernen, som ellers konstant er stimuleret og efterhånden tilvænnet kroniske dopaminbelønninger. Der er mail, beskeder, sms’er. Pling! Plong! Ding! Inciterende små røde cirkler med tal på din Facebook eller Instagram popper op på din app. Går jeg glip af noget?! Klik, klik, send, SChwuuzZCH! Langsomt bliver forstanden doven og uelastisk og går momentant i dvale.

Giv indimellem hjernen et hjernerum, eller et hjernerefugium. Gå en lang tur. Kør derudad eller hop på toget uden at tænde din mobil eller computer. Prøv bare at være i det. Nyd luften, landskaberne og alt det andet, din lille lysende skærm ikke kan kompensere for. Glo ud ad vinduet. Bemærk, at efter et stykke tid bliver tanken tom, og forstanden blot observerende. Efter lidt længere tid, når der nu er blevet gjort plads, kommer tankerne, ideerne, minderne og fantasierne myldrende.

Diabolsk køretur

Jeg har en særlig øvelse, som jeg lærte af en medstuderende, da jeg læste filosofi på Københavns Universitet. Jeg laver den cirka én gang om året, når jeg tilfældigvis kører en længere tur alene i min bil eller i toget. Eller det vil sige: Jeg har en passager med. Det er djævelen, eller rettere hans advokat.

Øvelsen går ud på, at jeg gennemgår mine tre-fire mest grundlæggende holdninger til for eksempel politik, religion, etik, etc. Dem diskuterer jeg så med mig selv, mens jeg så samtidig agerer djævelens advokat. Det er lidt ligesom at spille skak med sig selv. Og nej, jeg taler ikke højt alene inde i bilen, men gennemgår alle argumenterne for og imod inde i hovedet. Og ja, en gang imellem har jeg måttet tage en grundholdning eller to op til revision. Det er sundt. Prøv det. Men det kræver refleksion, som igen kræver en stor portion af vores tid dyrebareste ædelmetaller, ro og tid.