Derfor var Ulla Terkelsen det forkerte sted under terrorangrebet

Hun plejer at være »on the right place at the right time.« Men ikke da terrorangrebet i Paris fandt sted for nylig. Da var Ulla Terkelsen få timer før fløjet fra Paris til København, hvor hun mødtes med Berlingske.

Ulla Terkelsen i Paris, hvor hun dækker Charlie Hebdo-massakren for TV2. Fold sammen
Læs mere

Man tager fejl, grueligt fejl, hvis man tror, man kan vide, hvordan det ender. Hvordan noget som helst ender. En gidseltagning for eksempel. En reportagerejse til Kiev, Kabul eller Kurdistan. En revolution i Egypten, inklusive et flugtforsøg i foråret 2011 gennem Kairos labyrintiske gader og blindgyder med et tæskehold imod sig fra hver sit hjørne.

Kan man vide, hvordan den slags ender?

Ifølge TV2s udenrigskorrespondent, Ulla Terkelsen, er det dumt, rigtig dumt at begå den fejl at tro, man har regnet den ud. At man ved, hvad der venter henne om hjørnet.

Sådan er det også med livet i øvrigt, mener hun.

Verdens rædsler

»Godt, man ikke på forhånd vidste, hvordan det forskellige ville ende. Måske man så havde handlet helt anderledes? Og hvem ved, om det nu også havde været det rigtige?« siger hun.

Siden 1960erne har Ulla Terkelsen rejst i det meste af verden og dækket alt fra hjemløse i flygtningelejre, Berlinmurens fald og den militante konflikt i Nordirland til krigen i Irak, Afghanistan og senest det østlige Ukraine.

»On the right place at the right time.«

Med en evne til på en respektfuld måde at trænge gennem verdens rædsler. At se det vedkommende i de mennesker, hun møder og fortælle historierne.

At være der, hvor det sker.

Men ikke den dag, Berlingske møder hende på TV-stationen i Sydhavnen 7. januar.

Skulle være blevet i Paris

Hun skulle være blevet hjemme i Paris. Så havde dagen set helt anderledes ud. Det går op for hende i løbet af to sekunder, da hun er i færd med at lægge sin iPhone væk og lige får øje på den seneste nyheds-update.

Brillerne bliver hevet frem fra tasken.

»Øj, øj, øj... Tak skal du have!«

Hun ryster på hovedet, ser alvorlig ud, læser først videre, uden at sige noget, men konstaterer så:

»Det er slemt, der er flere døde og sårede i Paris.«

Mindre end 20 timer tidligere er Ulla Terkelsen taget fra sin lejlighed i det 17. arrondissement i Batignolles-kvarteret, hvor hun har boet siden 2008, og ud til Charles de Gaulle lufthavnen for at tage til København.

En ny programserie på TV2 Fri: »Ulla Terkelsen i Italien« har premiere 29. januar. Og nu sidder hun så her til et interview, mens Paris og resten af verden er på vej i chok. Det er kun ca 45 minutter siden, det fandt sted, terrorangrebet mod satiremagasinet Charlie Hebdo.

Ulla Terkelsen tager en hurtig beslutning.

»Lad os bare gå i gang, jeg har lige afvist at tage af sted, der er andre kolleger, der mindst lige så godt kan dække det som jeg,« siger hun så.

Fra luksushotel til kakerlak-gæstehus

Det er sjældent, at Ulla Terkelsen er fysisk til stede på sin arbejdsplads i København.

Enten venter hun i en afgangs- eller ankomsthal i en lufthavn, sidder i et fly, er på vej i en bil, indimellem gennem en krigszone. Eller befinder sig på hoteller, hvor hun har tilbragt en stor del af sit liv. Fra primitive gæstehuse med vand, der til tider har haft samme farve som kakerlakkerne. Til luksuøse hotelværelser, hvor alt handler om at dulme gæsterne med diverse behageligheder, så de kan glemme, at der udenfor eksisterer en utryg og uforudsigelig verden.

Artiklen fortsættes under billedet

Portræt af Ulla Terkelsen i Paris, hvor hun dækker Charlie Hebdo-massakren for TV2. Her på vej fra Hotellet til location, hvor der skal sendes live hjem til danskerne. Fold sammen
Læs mere

»Lige når man tror, at alt er fred, altså næsten fred, så sker der noget uventet. Man ved ikke, hvor dagen ender,« konstaterer Ulla Terkelsen.

»Nu kan du bare se her – lige nu, hvor vi sætter os i sofaen og skal til at tale, så sker dét i Paris.

Vi vil så gerne tro det bedste

Efter Murens fald troede vi, der var ro i Europa. Så blev der krig på Balkan. Så sluttede krigen på Balkan og vi troede, at nu var der fred og ingen farer. Så kom 11. september.

Vi vil altid gerne tro det bedste, det er en meget smuk menneskelig egenskab, men desværre bliver vi tit underkendt,« siger hun.

Det er lidt det samme med uforudsigeligheden i privatlivet.

»Så tror jeg lige, at alt er idyl, og så sker der pludselig noget, som jeg er ikke har været i nærheden af at kunne forudse. Men der kan man sige, at der er det er jo mindre katastrofalt for verden, der er det ligesom bare mig selv. Så forbliver det i nærområdet, hvis man kan sige det sådan.«

Det er derfor, konstaterer hun, at mennesker med meget bastante meninger og behov for kontrol ofte tager fejl.

»De går rundt og kæmper for at få verden og livet til at passe ind i netop deres billede, og når det så ikke passer, er fanden løs, fordi alting hurtigt kan ændre sig.«

Massevis af op- og nedture

Ulla Terkelsen taler, som om hun indimellem tænker hurtigere, end ordene kan følge med.

»Jeg har haft massevis af op-og nedture, massevis. Jeg har haft mange forhold og været gift og skilt. Men mit sidste lange forhold ... han døde, så det var der ligesom ikke rigtigt noget at gøre ved.«

Siden midten af 1980erne var hun kæreste med Poltikens daværende chefredaktør, Jørgen Grunnet.

»Vores arbejdsliv gjorde, at vi var sammen på en anden måde, end folk er flest, men det gjorde ikke forholdet mindre betydningsfuldt. Vi holdt ferier og jul sammen og boede sammen, når vi befandt os i den samme by på samme tidspunkt.«

Jørgen Grunnet døde i 2009.

Men i nogle af de forhold, hvor hun selv har været i stand til at vælge, er hun gået. Andre gange er hun blevet forladt.

»Hey ho, get up and go.«

Eller: Kom videre!

Det udtryk bruger hun ofte ubevidst, når der er brug for det i forskellige situationer.

»Det er ikke fordi, jeg nægter at erkende problemer af forskellig art og ikke vil gå ind i dem, jeg er ikke et overfladisk menneske,« understreger hun.

»Men hvis jeg sidder fast i noget eller befinder mig i en situation, jeg ikke bryder mig om, eller ikke orker det mere, så må man komme videre.«

Fingerede hjertetilfælde

Videre, hurtigt videre, måtte hun også, da hun for fire år siden dækkede oprøret, der væltede Egyptens præsident, Hosni Mubarak.

Fanget i Karios gader og jaget fra gadehjørne til gadehjørne, som havde hun reporter-rollen i en actionfilm, måtte hun sammen med TV2s fotograf Simon Borg forsøge at flygte. Og senere fingere et hjertetilfælde i håb om at blive reddet ud af en dramatisk situation.

Ulla Terkelsen skulle interviewe en læge, der havde været på Tahrir-pladsen en af de første aftener. Lægen havde hjulpet med at lappe folk sammen efter slagsmålene. På en bænk sad en mand og iagttog hende og fotografen under interviewet. Han tog en mobiltelefon frem, og kort efter stod der et tæskehold, som forfulgte TV2s reportagehold i de små gader.

»Jeg var dækket til med hovedbeklædning, men de havde opdaget, vi var udlændinge. Mændene var aggressive, så uden at tænke over det, satte jeg mig ned med hovedet mellem benene og lod som om, jeg havde fået et hjertetilfælde, der omgående krævede hjertemedicin, som var på vores hotel. Nogle af mændene fra tæskeholdet gik pludselig ind på hospitalet i nærheden og hentede et tæppe til mig.

Og den egypter, vi havde med til at hjælpe os på opgaven, råbte:

»Vi er i nød, vi er i nød.«

Tæskehold hentede tæppe

Det var altsammen højdramatisk, men vi kom ind i bilen, af sted og i sikkerhed. Bagefter var jeg helt flov over mig selv. At jeg på den måde var i stand til at agere så melodramatisk. Jeg vidste ikke, at jeg var så god til at forstille mig.«

Ulla Terkelsen kan ikke tælle de gange, hun har været i livsfare. Men hun tager det aldrig med i sine reportager, det er ikke hende som reporter, det er synd for. Det er de mennesker, siger hun, som for eksempel må opholde sig i flygtningelejre resten af deres liv.

Bagefter kan hun tage ud til lufthaven, bestille en gin og tonic i flyet og få timer efter være hjemme i sin lejlighed i Paris.

»Hvor synd er det for mig?«

På grænsen til det sentimentale

De efterhånden mere end 40 år, hun har dækket verden journalistisk, har ifølge Ulla Terkelsen selv ikke gjort hende mere kynisk.

Kynismen er aldrig blevet et værn, en form for selv-beskyttelse, fordi der kan være grænser for de oplevelser, man kan tage ind, uden man på et tidspunkt bliver permanent påvirket af det.

»Hvis man ser og hører mig udefra, kan det virke koldt og nøgternt, når jeg taler facts med redaktionen derhjemme, mens jeg står i en flygtningelejr. Men det handler om koncentration. Jeg er meget følelsesfuld, virkelig, vel nærmest på grænsen til det sentimentale.«

Hun bruger følelserne og oprigtigheden i sit sprog, forklarer hun, og bliver ægte bevæget.

Tilbage i Paris har hun nogle helt faste ritualer, efter at have befundet sig »midt i det værste af det værste.«

Hun rydder op. Ordner, lægger på plads, sorterer ting i lejligheden, laver nye systemer, smider måske noget ud. Og ringer til nogle få venner. Ellers sørger hun for nogle stille dage.

Vi kan ikke sidde her og lade som ingenting

Men i dag er på ingen måde en stille dag. Ulla Terkelsen napper telefonen på bordet.

»Vi skal altså lige se, hvad der sker i Frankrig. Vi kan ikke bare sidde her og lade som om, vi ikke ved noget.«

Brillerne er på plads.

»Det er voldsomt, meget voldsomt. 11 døde, ti sårede.«

Hvad tænker hun, når hun får sådan en bedsked?

»At jeg er på det forkerte sted, »c’est la vie«. De har sendt en anden, det er der ikke noget at gøre ved. Lad os fortsætte, det er okay.«

Ulla Terkelsen kan virke som et af de mennesker, der altid er modig, som tør det meste og bliver stående, uanset hvad. Frygtløs. Som om hun hver eneste morgen stiller sig spørgsmålet:

»Hvad er det værste, der kan ske i dag?« Og altid når frem til samme svar:

»Nå, men det er ikke værre, end at det er noget, der kan fikses.«

»Jeg ved ikke, om jeg er frygtløs, altså, det er der vel stort set ingen mennesker, der for alvor er.«

Hun tænker et stykke tid.

»Min frygt er i virkeligheden nok mere forbundet med frygten for trivialiteter. Dér kan jeg blive urolig og nervøs.«

Følte sig flået indvendig

Hun fortæller om en ven, en læge, der engang beskrev, hvordan både læger og sygeplejersker befandt sig godt, når teamet var i færd med en dramatisk operation.

»Min ven sagde, at det var i de øjeblikke, hans arbejde gav mening, derfor var han ikke bange, og jeg kan godt følge ham. Når jeg er midt i orkanens øje, mærker jeg, at det giver mening, og det, tror jeg, overgår min frygt.«

Men det er svært at beskrive, synes hun. Frygten kontra modet.

For nogle år siden var hun ved at gå i stykker, følte sig flået indvendig og kunne ikke være noget sted. Af angst.

11. september 2001 var hun i London og så på TV terrorangrebet på World Trade Center. Sønnen Nicholas var i New York, eller i hvert fald i USA.

Igen og igen forsøgte hun at ringe, men man kunne ikke komme i kontakt med nogen.

Endelig lykkedes det, efter 12 timer, at få forbindelse til Nicholas’ far, som boede i Baltimore. Nicholas havde ringet fra New York og var okay, men havde været tæt på begivenhederne.

Dem du elsker er vigtigst

»I den slags situationer, hvor du er ved at dø af skræk, bliver du skubbet helt hen til, hvad der er væsentligt for dig,« siger hun.

»Du får et kæmpe puf ind i den vigtigste zone der, hvor det, der betyder noget, er, om de, du elsker, har det godt.«

Hun har bevæget sig meget i forskellige former for zoner, men helst ikke komfortzonen.

At flytte sig er nemlig i sig selv et svar på tilværelsens udfordringer, skriver hun i sin bog »Vi kan sove i flyvemaskinen,« der udkom for to år siden.

Er hun rastløs? En urolig sjæl?

»Næ ... jeg synes ikke, jeg er rastløs. Mit liv er bare blevet sådan. Når jeg har fri nogle dage, styrter jeg ikke rundt og foretager mig alt muligt. Tværtimod har jeg brug for nogle tomme dage, hvor jeg laver noget helt elementært.«

Hun spekulerer ikke over det. At hun altid har været meget i bevægelse, flyttet sig og haft den halve verden som sin arbejdsplads. Hun trives i en form for kaos.

Beder Fadervor hver aften

»Der er ingen, der har haft det så eventyrligt som jeg,« griner hun.

»Men hvor det ender? Jeg beder hver eneste aften, det har jeg gjort, siden jeg var barn. Fadervor. Og hvis der er særligt behov for det, tager jeg også den katolske bøn »Hail Mary«.

Jeg takker for dagen, for at Solen stod op og gik ned, og at vi fik noget at spise.«

Hun griner højt. Men bønnerne er alvorligt ment. Hun beder, når hun er bange og ikke ved, hvad hun ellers skal gribe fat i. Og altid med sin faste bøn om aftenen.

»Du kan jo se, det virker,« siger hun og slår ud med armene.

I sommer fyldte hun 70. Frem til hun er 73, har hun kontrakt med TV2.

»Det hænder, at jeg indimellem støder på et par CNN-journalister, som er på alder med mig, men ellers er alle jo yngre.«

I studiet - nu!

Hun har altid været lidt hjulbenet, siger hun. Og da hun for nylig så optagelserne fra de nye rejseprogrammer, tænkte hun:

»Jeg er da i hvert fald ikke blevet mindre hjulbenet. Grå i toppen var jeg også, for jeg havde ikke haft tid til at blive blonderet. Det var en befrielse at konstatere, at det ikke betød noget for mig længere.«

Men hvor det hele skal ende?

Et øjeblik efter får Ulla Terkelsen svaret. I hvert fald et foreløbigt svar.

Nyhedsdirektør på TV2, Michael Dyrby, træder ind på kontoret. Ulla skal i studiet. Nu.

Hun rejser sig, uden at stille spørgsmål. Tager den lille håndtaske under armen og går i retning af studiet.

»I skal bare lige huske, at jeg har en aftale med mit barnebarn klokken 15.30.«

 

Epilog

Der er gået næsten en uge siden terrorangrebet, da Berlingske fanger Ulla Terkelsen over telefonen fra Paris.

Hun er med sine egne ord stadig meget chokeret og stærkt berørt over det, der er sket.

»Den historie er bestemt ikke forbi. Det har været rystende at dække, det er det stadig,« siger hun.

»Hvis nogen ikke havde troet på, at terrorister skyder med spredehagl, så ved de det i hvert fald nu.

Jeg er internationalist og mener, at vi skal kunne leve sammen side om side, og at befolkninger ikke skal deles op i forskellige kategorier. Det er så fortvivlende det, der er sket.«