Danskeren William S. Knudsen var nazisternes værste fjende

Danskeren William S. Knudsen blev leder af General Motors, og senere var han med til at opbygge den amerikanske våbenindustri under Anden Verdenskrig. Han ydede en afgørende indsats mod nazismen. En ny biografi fortæller hans historie.

knudsen5
Kvinderne blev i stor stil indkaldt til krigsindustrien, fordi mændene var i kirg. Denne avisforside viser en sådan kvinde i maskulin positur. Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere

 

Martin Lund: Big Bill. En biografi om danskeren William S. Knudsen.

416 sider, 300 kr. Haase Forlag

 

Man kan diskutere. hvilke danskere der ydede mest til De Allieredes sejr over nazisterne. Var det de frivillige i Royal Air Force? Var det de mange danske sømænd i De Allieredes flåde, der ofte satte livet på spil. Eller var det frihedskæmperne og deres hjælpere? Et bud på en mand, der spillede en afgørende rolle, er William S. Knudsen. En ny biografi skrevet af journalisten Martin Lund fortæller om hans indsats og liv.

Knudsen var afgørende for krigsproduktionen

De fleste danskere vil i dag nok spørge, hvem denne Knudsen var. Svaret er kort, at han var den mand, der var afgørende for, at den amerikanske krigsproduktion kom op i højeste gear under krigen. I USA mindes han endnu som en af de vigtige skikkelser i i krigsårene, og så sent som i 2012 kom den amerikanske historiker Arthur Herman med bogen »Freedom's Forge. How American Business produced Victory in World War II«, hvor Knudsen tildeles en central rolle for, at krigslykken vendte, og at USA kunne slå Japan og være med til at besejre Nazityskland.

Journalisten Martin Lunds nye biografi om William S. Knudsen har titlen »Big Bill. En biografi om danskeren William S. Knudsen.« Det er i høj grad på tide, at danskere gøres opmærksom på Knudsens indsats, for den seneste biografi om Knudsen kom i 1945 og var skrevet som en heltebiografi. Det sørgede Knudsen selv for, for han havde betalt for at få den skrevet og havde bedt forfatteren om at udelade uheldige kapitler af sit liv. Knudsen døde selv i 1947, og siden har glemslen sænket sig over Knudsen her i Danmark og har kun efterladt den mindetavle, der stadig hænger ved hans fødested i  Voldmestergade 26 i København.

 

 

Chef for Ford

William S. Knudsen var en af ti børn, der blev født i København hos en lavtlønnet toldinspektør. Som seksårig blev han sendt ud for at arbejde for en glarmester, og aftenerne brugte han på at uddanne sig på Københavns Tekniske Skole. Martin Lund har været dybt nede i skolearkiver, familiemapper og andre arkivalier og tegner et detaljeret billede af den unge Signius Poul Vilhelm Knudsen, som han blev døbt. Signius var en munter, begavet og social aktiv dreng, der vidste, hvad han ville.

 

William S. Knudsen med cigar og elegant cykel sammen med sin ven Jens Rasmussen og dennes kæreste Martha Euler, som var søster til hans fremtidige hustru Clara. Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere

 

Fra glarmesteren gled han over i cykelhandel og var med til at opfinde tandemcyklen. Han søgte ind i militæret, men blev ikke rekrutteret, og det var en af årsagerne til, at han besluttede sig for at prøve lykken i USA. I starten arbejdede han i havneområderne i Bronx i New York. Miljøet var råt, og han måtte modtage mange tørre tæsk, indtil han lærte at bokse. I de næste stillinger var han med til at fremstille dampmaskiner, og den viden bragte ham i kontakt med bilproducenten Henry T. Ford, der i begyndelsen af århundredet var ved at skabe en ny produktionsform og i 1908 fabrikerede den første Ford T.

Snart blev William S. Knudsen bilfirmaets direktør, og det var ham, der stod for fabrikkens revolutionerende nye masseproduktion, hvor biler samledes ved et samlebånd. Knudsen rationaliserede produktionen og det siges, at han kunne sige »skynd jer« på 15 forskellige sprog. Fords mange aktiviteter kom også til at omfatte en dansk samlefabrik, der etableredes i juni 1919 i Heimdalsgade, som Knudsen blev bestyrelsesformand for. Den samlede 14 biler om dagen. Ford brokkede sig over, at de danske arbejdere drak for meget øl og ikke var særligf effektive, men bilerne kørte dog ud fra samlebåndet.

 

William S. Knudsen og hans hustru Clara møder kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrid i Detroit, 1939. Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere

 

 

Henry Ford selv var ikke noget udpræget sympatisk menneske, og uenigheder og konfrontationer endte samarbejdet mellem de to. Her har Martin Lund underspillet Fords mest ubehagelige side, hans samarbejde med nazisterne og støtte til tidens jødehad.

Privat  tilsmilede lykken William og han blev gift i 1911 med Clara Euler, og de fik fire børn.

Ny karriere i General Motors

William S. Knudsen var dog kun arbejdsløs i kort tid, før det andet store industrifirma i USA, General Motors (GM), ansatte ham. I 1922 blev han leder af bilafdelingen Chevrolet under GM. Knudsen benyttede sin stilling til atter at placere en samlefabrik I Danmark - nemlig i  Sydshavnen. Man begyndte med 25 biler om dagen, men snart øgedes produktionen betydeligt. Fabrikken udvidedes, og man erhvervede et stort areal i Aldersrogade, hvor Mjølnerparken nu ligger. Under besættelsen overtog nazisterne værkstedet og brugte det til at reparere flymotorer, hvorfor den da også blev saboteret flere gange af danske frihedskæmpere.

 

William S. Knudsen hilser på præsident Roosevelt. Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere

 

I løbet af 1920erne og 1930erne overhalede GM Ford i produktion af biler. I 1937 blev William S. Knudsen udnævnt til præsident for GM. Samtidig vedligeholdt han forbindelsen til sin familie og danske venner.

Fra 1936 opstod en række omfattende strejker i USAs bilindustri, og GMs værksteder blev besat, og det kom til voldelige sammenstød. Knudsen kom ifølge Martin Lunds bog ikke specielt godt ud af disse arbejdskonflikter, og i 1937 underskrev man aftaler, som styrkede fagforeningerne.

Nazisterne får fodfæste

Knudsen var da en af USAs vigtigste industrimænd, og når han var i Europa, mødtes han med vigtige politikere og erhvervsfolk. Under en rundrejse i Vesturopa i 1938 mødte han således den tyske topnazist Herman Göring.

USA var endnu ikke i krig, og modstanden mod at blive inddraget var voldsom. Imidlertid havde præsident Roosevelt brug for en mand, der kunne få krigsproduktionen på skinner, fordi han ønskede at forsyne briterne med våben. Flere rådgivere pegede på Knudsen, og det blev også resultatet. Det var dog ikke alle folk omkring demokraten Roosevelt, der var lige begejstret for valget af Knudsen, fordi han blev anset for at være republikaner og kapitalist. Men i sidste ende blev Knudsen hyret. Det var dog ikke lønnen, der trak. Han påtog sig opgaven for den symbolske betaling af én dollars om året. Martin Lunds bog giver en nøje skildring af Knudsens kamp med bureaukrater og politikere for at få produktionen igang.

Planen var, at Knudsen skulle lokke private firmaer til at deltage i krigsproduktionen og tilbyde dem favorable regeringskontrakter. Han mødte op i Det Hvide Hus samme dag, som briterne evakuerede sine tropper fra Dunkirk og trådte tilbage som præsident for GM.

 

Våbenhjælp til briterne

I 1940 var Storbritannien trængt, og hjælp fra USA var afgørende for krigsindsatsen mod Nazityskland. I løbet af hele 1940-41 gik en tredjedel af den amerikanske flyproduktion til Storbritannien. Men hjælpen var ikke uden problemer, for mange republikanere var isolationister, der ikke ønskede USA inddraget i krigen. Men i februar 1941 stemtes en aftale igennem Repræsentanternes Hus, der gav grønt lys for eksport.

Men produktionen ramtes af strejker, der dels skyldtes et fagforeningskrav om højere løn, men også havde det politiske sigte, at Hitler og Stalin endnu i 1941 havde en ikke-angrebspagt, som gjorde, at de kommunistiske fagforeninger ikke ønskede at støtte hjælpen til Storbritannien. I juni 1941 erklærede Roosevelt undtagelsestilstand og fik sat en delvis stopper for strejkerne, men de vedblev at være et problem, selv efter Nazitysklands angreb på Sovjetunionen og selv ugen før D-dag strejkede godt 70.000 mand alene i Detroit-området.

 

Amerikansk propagandaplakat om krigsproduktionen. Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere

 

 

Tyskerne sænkede med deres ubådskrig store mængder britisk tonnage, og Churchill forsøgte at presse Roosevelt til at levere flere skibe. Det medførte, at William S. Knudsen indgik et samarbejde med den amerikanske industrialist Henry Kaiser, der etablerede skibsværfter i Seattle, Richmond og Vancouver. Resultatet var afgørende, og gennem resten af krigen spyede Kaisers skibsværfter skibe ud i et tempo, som Japan og Tyskland ikke kunne hamle op med.

 

Efter Pearl Harbor

Med japanernes angreb på Pearl Harbor 7. december 1941 kom USA med i krigen, og situationen for krigsproduktionen ændrede sig. Krigsproduktionen blev forøget og man producerede 60.000 fly i 1942 og 125.000 året efter.

Krigsproduktionen havde afgørende betydning for det amerikanske samfund. 20 millioner mennesker forlod deres hjem for at flytte til nye fabrikker. Roosevelt indførte en lov mod diskrimination af arbejdere på grund af race og religion i juni 1941. Loven skulle tiltrække sorte arbejdere og bryde fagforeningernes modstand mod sorte. Helt afgørende var kvindernes indtog på fabrikkerne, og i juli 1944 var 36 procent af arbejderne kvinder.

 

William B. Knudsen modtages som helt i 1945 i Detroit. Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere

 

 

I begyndelsen af 1944 var 70 procent af USAs produktion krigsproduktion. Der blev bygget et fly hvert femte minut og produceret 150 tons stål hvert minut.

Men der var selvfølgelig vældig magtkampe i kulisserne og Martin Lund skriver, at de hårdkogte venstreorienterede  frøs Knudsen ud i sådan grad, at Roosevelt følte sig tvunget til at opløse Knudsens stab og i realiteten fyre ham som leder af krigsproduktionen. Knudsen selv tog den udvikling meget tungt, men han accepterede dog en mere tilbagetrukken position og udnævnelse til generalløjtnant. Men Knudsen vendte sig ikke bort i vrede og arbejdede fortsat med krigsproduktionen.

Efter krigen

Ifølge bogen var Bill Knudsen i krigens sidste fase så udkørt, at hans helbred svigtede, og i juni 1945 opsagde han sin stilling. Han havde dog kræfter til at rejse til Europa i 1945, hvor han også besøgte Danmark, og Berlingske skrev om ham, at måske ingen anden havde haft så stor betydning for sejren. Man var klar over hans betydning i hans fædreland, han havde møde med Kongen, og han blev æret med Dannebrogsorden.

Det er lykkedes Martin Lund at give en fin skildring af William S. Knudsens indsats, og man kommer som læser også tættere på ham som menneske og får familielivet beskrevet. Bogen er ikke helt vellykket som formidling, idet Martin Lund gengiver lange passager fra kilder, der hæmmer læsningen, og han er alt for detaljeret i sin beskrivelse, så helheden har en tendens til at drukne. Martin Lund antyder i bogen, at også de mørkere sider af Knudsens liv vil blive behandlet, men bogen er en heltebeskrivelse om en gigant fra krigens tid. Men det er alligevel en bog, som man læser med stor fornøjelse.