Forleden så jeg en dokumentar på TV 2, der gav mig et alarmerende kig ind i en verden, hvor alle er tabere. Børn, lærere, forældre og selve ideen om en folkeskole, der kan danne og rumme alle. For det sidste er selvfølgelig ikke muligt.

Lad mig fortælle, hvad jeg har set i dokumentaren »Smertensbørn«.

Det lyder måske tilforladeligt, men jeg har såmænd bare set et program om hverdagen i en skoleklasse på Høng Skole. Et kamera har blandt andet optaget to lektioner, og i løbet af dem er der 153 afbrydelser, som intet har med undervisningen at gøre. Det er næsten to afbrydelser i minuttet.

»Når enhver leder ved, at man ikke kan have over 12 personer med direkte reference til en i sit team, hvordan skal en skolelærer så kunne holde styr på 28-30 elever?«

---

Mens læreren forsøger at gennemføre undervisningen, er der kaos, konstant snak, børn med stressede blikke, ting der vælter, børn der går rundt og til sidst en dreng, der råber »fuck dig« til læreren, hvorefter han udmattet falder om på gulvet. Træt efter en lang dag, hvor han har tyranniseret undervisningen og de andre elever, som passer på endelig ikke at vække ham.

Det samme gør læreren, for nu er der i det mindste ro til at fortsætte undervisningen. I al fald for en stund. Men snart vågner »Skrækkelige Olfert«, og så er der ballade igen.

Det er selvfølgelig ikke holdbart, og det er selvfølgelig synd for drengen, at han mistrives, ligesom det er synd for alle, at han ikke kommer i en specialskole, hvor der bedre kan blive taget hånd om hans behov. Alt det her med inklusion lyder rigtig flot, men vi er her vidne til en situation, der er helt ude af kontrol.

Vagt i gevær

Og eksemplet er desværre ikke enestående. Selvom der sikkert findes velfungerende folkeskoleklasser, findes der efterhånden også et hav af beretninger fra frustrerede forældre og lærere, som mange gange har råbt vagt i gevær og blandt andet klaget over urealistiske inklusionskrav.

Selv efterlyser læreren noget så simpelt, som at børnene er skoleparate. Det vil sige, at de er veludhvilede, i stand til at sidde stille og høre efter.

Forældrene til drengen er også blevet interviewet, og de forstår ikke, at deres dreng skulle lave problemer. Ih nej, derhjemme er han nemlig sød og rar og spiser slik og spiller computerspil. Det er bare en tanke, men måske er han så træt, fordi han spiller amok til langt ud på natten og er i håbløst søvnunderskud, når han skal op igen klokken 8 og i skole. Mig bekendt er det ikke normalt at have en hovedpude med i skoletasken.

Mig bekendt bør det heller ikke være et læreransvar at opdrage på et barn – det er først og fremmest forældrenes. Men jeg tillader mig her at afsige den dom baseret på udsendelsen, at det pågældende forældrepar hellere vil være venner med deres barn end autoritetspersoner. Og eftersom drengen hverken er i stand til at genkende eller respektere autoritet, er det blevet helt i orden at sige »fuck dig« til læreren og så ellers gøre, hvad der passer én, mens kammeraterne holdes som gidsler som led i terroriseringen.

Er jeg for hård? Muligvis, men forhåbentlig kun ved forældrene, som har slået op i banen og nu gør svigtende opdragelse til et kollektivt ansvar – og problem. Jeg savner, at »Nanny 911« ikke kun er et hedengangent tv-program, men et reelt tilbud til magtesløse forældre.

Lidt mere lektor Blomme

Og nej, inklusionsproblemer handler naturligvis ikke kun om dårlig opdragelse. Af og til faktisk tværtimod. Dokumentaren »Smertensbørn« følger også andre børn, der bokser med mental mistrivsel i en skole, der er under pres fra skiftende krav om projektarbejde, gruppearbejde, afskaffelse af klasselæreren og erodering af lærerens autoritet, eksperimenter med nye metoder og pædagogisk halvbagte ideer om åbne skoler og den slags. For uh, det er bare så lektor Blomme-agtigt at kræve ro, læring og dannelse.

I dag er det sådan, at hvert syvende barn får en psykiatrisk diagnose, før det er fyldt 18 år, men vi ved ikke nok om, hvad årsagerne er til den mentale mistrivsel. Eller hvad stiller vi op med de børn, der er i fare for at gå ud af skolen som funktionelle analfabeter og afmægtigt videre til en uvis fremtid i et højtspecialiseret samfund.

I Finland har man imidlertid gjort noget genialt, som jeg ikke forstår, man ikke kopierer i den danske folkeskole. Man har for længst indført et tolærer-system, som består af en lærer og en hjælpelærer, som regel en lærerstuderende. Den studerende får praktisk erfaring, og den uddannede lærer får ro, og når et barn råber »fuck dig« og skaber sig, kan den anden lærer tage vedkommende med ud i skolegården og bede ham om at løbe 20 gange rundt om skolen. Eller bare give ham et kram og en tiltrængt pause fra et klasselokale med alt for mange børn.

Når enhver leder ved, at man ikke kan have over 12 personer med direkte reference til én i sit team, hvordan skal en enkelt skolelærer så kunne holde styr på 28-30 elever?

Tak til TV 2 for at have taget et vigtigt emne op, som desværre er druknet lidt i valgkampen, men bør påkalde sig de politikeres interesse, som enten har eller har fået ansvaret for skoleområdet.