A. P. Møller – Mærsk er kommet med en klar melding, som er værd at bakke op om: Er du vaccineret, kan du møde ind på arbejdspladsen. Hvis ikke, må du blive hjemme.

Forudsigeligt nok er der efterfølgende gået rundhyl i den, for uha, tvang og meningsdiktatur. Fagbevægelsen såvel som Djøf og forskere i arbejdsret har hændervridende forklaret os, at vaccinationer altså skal være frivillige, og at man sandelig ikke kan kræve den slags af sine medarbejdere.

Men hvorfor egentlig ikke? Det er da 100 pct. sund fornuft at bede folk om at tage hensyn til andre i et arbejdsfællesskab, og hvis ikke de evner det – så ses vi på Zoom.

»Forældres fravalg af vacciner til deres børn er ikke kun udtryk for faktaresistens, men også for rendyrket egoisme, og sådan ser jeg også på folk, der er villige til at bringe andres liv i fare, fordi de ikke selv orker at blive coronavaccineret.«

---

Vi er her i Danmark i den privilegerede situation, at vi ikke behøver gå rundt med mundbind eller med to vatpinde permanent oppe i næsen, men sådan ser det ikke ud i resten af verden. Smitten stiger, og coronavirus er ikke bare en influenza med et spændende navn, som man kan hygge sig lidt med derhjemme, mens man ser Netflix og får mad via Wolt, men en trussel mod folkesundheden og verdensøkonomien.

Alligevel er der dem, der tager særdeles let på, om det er noget, man skal vaccineres imod eller ej, og jeg er træt af at høre på vaccineskeptikeres uoplyste pølsesnak og konspirationsteorier. Og især bliver jeg chokeret, når vrøvlet kommer fra mennesker med lange uddannelser, for særligt de burde vide bedre.

På café med vaccineskeptiker

Men nej. I sommer var jeg på café med en bekendt, der fortalte, at hun havde fravalgt at blive vaccineret af den årsag, at ingen jo kender effekten eller ved, hvad vaccinen reelt indeholder. Hun afventede, at andre testede den først. Jeg blev ret forbløffet, fordi hun er veluddannet, veloplyst og velrenommeret som ekspert i fællesskaber, men her foretrak hun altså at være ekspert kun i egne forhold. Da jeg spurgte, om hun bliver vaccineret mod hepatitis og japansk hjernebetændelse, når hun skal til Thailand, svarede hun ja, og i det hele taget havde hun det ubesværet med de vaccinationer, der tilrådes, når man rejser rundt i verden. Men corona, ellers tak.

Egentlig er jeg med på, at vi skal have respekt for individets selvbestemmelse og ret til at træffe beslutninger, herunder dårlige beslutninger som at få en tatovering eller opgive at få en uddannelse. Men vaccinationer handler ikke kun om en selv. Det handler også om andre, og jeg ved godt, at andre mennesker kan fylde meget lidt i ens bevidsthed, hvis man er meget optaget af sin egen »juuunikhed« og selvrealisering.

Men kære vaccinemodstander, prøv engang at stille dig selv spørgsmål som: Hvad vil der ske, hvis jeg smitter en, der hverken kan tåle at blive vaccineret eller at få coronavirus? Hvis jeg bliver alvorligt syg af corona, skal min arbejdsgiver så betale for mit ugelange fravær? Og er det i orden, at jeg er med til at holde smitten i live med de konsekvenser, der er afledt heraf i form af potentielle nedlukninger, belastning af sygehusvæsenet, samfundsøkonomien, mv.?

Hvis jeg var chef med ansvar for en vaccinemodstander, ville jeg enten bede vedkommende om at fremvise to negative pcr-test ugentligt eller arbejde hjemmefra på ubestemt tid. Faktisk kan jeg slet ikke se noget kontroversielt i at stille det som krav.

Tabt i navlens mørke

I det hele taget er det en bekymrende tendens i et ellers oplyst samfund, at stadig flere vælger at forelske og fortabe sig i deres navles mørke. Det undrer mig, at hønsestrikkede forestillinger om sundhed vejer tungere end lægens ord, og vacciner kan fravælges til fordel fra ammestuehistorier eller homøopatiske olier udvundet af lige dele moderkage og nonsens. Hvordan kom vi dertil, hvor ellers veluddannede mennesker tror, at vacciner er fulde af atomaffald, rottegift og dna fra rumvæsner, og at medicinalindustrien hellere vil gøre os syge end raske?

De senere år har vi også set, hvordan anbefalinger fra verdenssundhedsorganisationen WHO ignoreres af et stigende antal forældre, hvis faktaresistens og egoisme kan bringe andres børns liv i fare. Men det vækker tilsyneladende ikke større bekymring, for »mit særlige og naturlige barn« skal ikke udsættes for vacciner, der måske ikke engang er økologiske, og så var der vist nok også engang en, hvis barn fik allergi eller tarmslyng eller måske var det overskæg i en alder af fire år, og det må da være vaccinens skyld.

I stedet mener vaccinemodstandere, at børn skal gennemleve sygdomme som mæslinger og fåresyge, for det er kun sundt og naturligt at få styrket immunforsvaret. Pyt så med kræftramte børn, der ikke kan tåle vaccinationen og næppe vil overleve at få en solid omgang mæslinger. Det er jo bare andres børn.

Forældres fravalg af vacciner til deres børn er ikke kun udtryk for faktaresistens, men også for rendyrket egoisme, og sådan ser jeg også på folk, der er villige til at bringe andres liv i fare, fordi de ikke selv orker at blive coronavaccineret.

Konsekvensen af den beslutning er i mine øjne enkel: Bliv hjemme.