Mediekommentar: Vanviddets mørke er ved at sænke sig over Kunstakademiet. Det viser ny DR-dokumentar

I Glyptotekets fine festsal sidder en mand og siger: »Jeg kan jo godt forstå, at der måske er nogle mennesker på akademiet, der bliver lidt nervøse, når de bliver konfronteret med, at samfundet er racistisk i sin struktur. Og så er der nogle, der siger: 'Hey, jeg er ikke racist', og måske er de ikke racister som sådan, men de er opfostret i et system, der har gjort dem til racister.«

Magnus Fisker er studerende på Det Kongelige Danske Kunstakademi, og han medvirker i dokumentaren »Oprør på Akademiet«. En dokumentar, som forsøger at undersøge miljøet på akademiet efter sidste års rituelle nedsænkning af Salys Frederik 5.s-buste i Københavns havn.

For hvad er det egentlig, der foregår på det akademi, som regnes for en af vores mest fornemme uddannelsesinstitutioner? Hvem er de såkaldt nye kulturradikale, og hvad er det for et politisk opgør, de ønsker? Det er værd at se dokumentaren, som både er vellykket og mislykket. Man kan også få ordentlig en på forargeren, hvis man er rigtig retro-konservativ.

Det kommer jeg til.

Hvid kvindes byrde

Gennem fire afsnit taler dokumentaristen Anna Martensen med henholdsvis tre studerende på akademiet, en tidligere studerende og én, der er uddannet i udlandet, men arbejder i Danmark.

Men før vi følger dem, deklarerer dokumentaristen sig selv som hvid og med en privilegeret Hellerup-baggrund, hvilket giver hende indlysende problemer, må vi forstå. For kan en hvid forstå en brun? Kan en hvid kvinde forstå en brun mand, og kan én med mange privilegier forstå én med historisk færre, eller tynger historiens byrde simpelthen for meget?

Jeg har til dato aldrig set en dokumentar, som kredser så hysterisk omkring hudfarve og kategorisk dømmer alle på, hvor meget pigmentering deres hud indeholder. Men jeg er selvfølgelig også en hvid, halvgammel, privilegeret cis-dame, dvs. én, der identificerer mig med det køn, jeg er født med, og ifølge programmets logik ude af stand til at forstå dem, der ikke ligner mig selv. Jeg troede ellers, at det var kunstens ærinde at udvide meningsrummet. Ikke at indskrænke det.

Den samme opfattelse har en af de medvirkende, der undervejs reflekterer over, hvor ufri kunsten er blevet, og hvor meget social kontrol, de studerende udøver på hinanden. Jo Hedegaard siger blandt andet: »Vi internaliserer jo den stemme, der siger: 'Det der må du ikke lave', fordi der bare er en lille risiko for, at nogen kan misforstå det, man laver«. Han er blevet kaldt racist, fordi han engang – ironisk – skrev Art is for artists. Foreigners Out på et værk, hvilket naturligvis blev misforstået. Nu laver han så en performance, hvor han er drag og bliver konfronteret med, at han ikke selv er drag og derfor ikke kan optræde som én.

Man tager sig som seer til hovedet over den idioti, der udspiller sig blandt de studerende og deres bestræbelser på at slå den kunst ihjel, de burde leve for.

Dokumentaristen stiller dog et interessant arbejdsspørgsmål:

»Er der kommet en overdreven fokus på, at kunsten ikke må kunne opfattes racistisk eller krænkende, i en sådan grad, at det truer den frie kunst? Eller har kunsten altid kun været fri for nogle, og er det på høje tid at gøre op med, hvor hvid og elitær kunstverdenen er?«

Til den første del af spørgsmålet er svaret ubetinget ja. Men måske skal der også istemmes et betinget ja til den anden del, og det er her, at dokumentaren, trods dens servilt anlagte tone og manglende opfølgende spørgsmål til de studerendes skøre udtalelser (altså, hvordan kan man – som Magnus Fisker – sidde og kalde alle for racister uden som minimum at blive bedt om at redegøre for sin påstand?) bliver interessant.

De studerende har jo en pointe i, at det ikke ligefrem er mangfoldighed, der har stået på menuen tidligere, og at vi har kulturelt bestemte forestillinger om, hvordan en indvandrer og professor ser ud. Forestillinger, der trænger til at blive revideret.

Gys

Men løsningen er bare ikke at erstatte gamle fordomme med nye fordomme. Dina El Kaisy Friemuth udtaler imidlertid, at vedkommende slet ikke gider beskæftige sig med hvide kunstnere længere.

Havde en hvid person sagt, at det må være slut med brun kunst, var vedkommende blevet diagnosticeret som en klam racist. Men Dina El Kaisy Friemuth præsenteres som progressiv og som en kæmpe kunstner. I 2017 rettede Dina El Kaisy Friemuth desuden en racismeanklage mod en kunstner, der som led i en performance havde malet sig sort i hovedet, og Dina El Kaisy Friemuth modsatte sig, at han kunne blive ansat som underviser på akademiet. Man forbløffes over, hvor intolerant og holdningsdiktatorisk Dina El Kaisy Friemuth tilgår kunst såvel som kolleger. Og får lov til det, gys.

Den type selvmodsigelser og problematiske udtalelser bør en dygtig dokumentarisk naturligvis udfordre. Men selv det vildeste vrøvl får lov at passere. Man får faktisk den fornemmelse, at kritiske spørgsmål ikke tolereres, og at selv nænsomme modsigelser opfattes som endnu en krænkelse fra den hvide overhøjhed i skikkelse af en privilegeret dokumentarist.

Og så får Martin Creeds værk »Understanding«, som står på Ofelia Plads i København, også lige kniven på vejen ud, eftersom kunstneren Nadia Tehran ikke gider forstå noget som helst og slet ikke den hvide mand. Nej, det handler om at forstå hende! Hun siger også direkte, at hun håber, at den frie kunst er truet, for nu har den sagt og gjort nok dumme ting, og det er måske dokumentarens mest uhyggelige udsagn.

Vanviddets mørke sænker sig

Efter et par timer i selskab med udvalgte studerende fra Kunstakademiet (jeg kunne have skrevet flere sider om den udsendelse), i selskab med argument-intolerans, fakta-allergi og hvid selvlede føles det som at komme et dejligt solbeskinnet sted hen, når Jo Hedegaard siger:

»Det er vigtigt, at der er et rum, hvor vi kan tale med folk, der ikke ligner os selv. Sådan et rum skal kunsten også være. Vi skal have en fordomsfri og ikke fordomsfuld samtale om hinanden.«

Ja, tak. Men jeg er meget i tvivl, om det rum kan eksistere i regi af Det Kongelige Danske Kunstakademi. Her ser det snarere ud, som om vanviddets mørke er ved at sænke sig, og jeg savner allerede den kunst, som ikke vil blive lavet, hvis disse sidste dages hellige får magt, som de har agt, og kvæler alt omkring sig i sindelagskontrol og automatbeskyldninger om racisme rettet mod medstuderende såvel som undervisere.

Jeg håber, at kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen også ser »Oprør på Akademiet«.

Dokumentaren er i fire afsnit og kan streames på dr.dk.