Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Fhv. institutleder på Kunstakademiet: Vi skal lære de studerende at skelne mellem værk og skaber

God kunst og god arkitektur kan igangsætte følelser alene ved værkets egen eksistens. Omvendt: Har værket ikke en egen eksistens, så er det ikke god kunst. At sparke et kunstværk i vandet er kun fortælling, ikke selvstændig skabelse.

»Vi kan ikke bare rende rundt og smadre andres ejendele, fordi vi mener, at vi har en eller anden pointe. Jeg ødelægger heller ikke min nabos Beatles-album – som jeg i øvrigt elsker – fordi jeg vil sætte fokus på anglificeringen af det danske sprog,« skriver Pia Kjærsgaard. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kunsten er ikke værdifri eller neutral. Den formidler et budskab. Gennem historien har kunsten næsten altid formidlet magtens budskaber. Den har udbredt kirkens fortællinger og bidraget til undertrykkelse af mennesker gennem århundreder. Statuer af sejrrige danske konger, iklædt romerske gevandter, er også en del af denne undertrykkelsesfortælling. Kunsten er og har altid været et anvendeligt redskab for samfundets herskende klasser. Det samme gælder arkitekturen.

Men kunsten og arkitekturen har også en relativ autonomi. Udover fortællingen eller den historiske kontekst, så er værket noget i sig selv – det har en egenværdi i kraft af dets udførelse og fysiske tilstedeværelse. Det sker, når værket påvirker dig, bevæger dig, uanset motivet. Det er det, som god kunst og god arkitektur kan: Igangsætte følelser alene ved værkets egen eksistens. Omvendt: Har værket ikke en egen eksistens, så er det ikke god kunst. At sparke et kunstværk i vandet er kun fortælling, ikke selvstændig skabelse.

Salys buste af Frederik V er et kunstværk. Personligt har jeg jævnligt bevæget mig omkring den, set på den og beundret den. Busten, som er et forarbejde til rytterstatuen på Amalienborg Slotsplads er strålende kunst – i sig selv. Kongen var vist temmelig fordrukken og formentlig hverken værre eller bedre end de fleste konger, heller ikke hvad angår slavehandel. Men rytterstatuen er blandt Danmarks absolut fineste kunstværker, og blandt de bedste i Europa. Udover budskabet om »den danske solkonge« handler det om udtrykket, hos menneske og hest, om proportioner, fuldendte former, balance, skønhed – og det uforklarlige: At et værk kan gribe dig og tale til dig på tværs af indhold, tid og sted.

Som mangeårig lærer på Kunstakademiets Arkitektskole har jeg ofte diskuteret arkitekturens relative autonomi med de studerende. På studierejser har vi besøgt Giuseppe Terragnis Casa del Fascio i Como, et hovedkvarter for Mussolinis fascister i Italien. Det er et vidunderligt smukt, velproportioneret hus, klassisk moderne, og et anerkendt hovedværk i arkitekturhistorien. Skulle vi afstå fra at værdsætte sådanne bygninger på grund af deres dårlige fortælling? Skulle vi glemme Colosseum i Rom? Eller de danske herregårde – var de ikke undertrykkelsesredskaber? Aldrig i livet!

Vi skal lære de studerende at skelne, at se skønheden i katedralerne, trods deres historie som ideologiske apparater og se Salys særlige tolkning af Frederik Vs ansigt, til trods for at kongen som menneske næppe levede op hertil. Vi skal lære de studerende at se forskellen på god og dårlig kunst og arkitektur. Når alt kommer til alt har utroligt mange bygninger og kunstværker i verden en dårlig fortælling i bagagen. I få tilfælde kan vi ikke leve med det, så er fortællingen for forfærdelig. Men for det meste accepterer vi, at det er menneskene bag værket og ikke bygningen, vi lægger afstand til. Hvis vi ikke gjorde det, kunne vi angribe det meste af vores kulturarv – og især samfundets hovedværker, monumenterne.

Hvordan kan en konge på en hest, eller et budskab om himmel og helvede i en kirke, gøre mig åndeløs, betaget og påvirke mig følelsesmæssigt? Jeg er hverken tilhænger af kongehus eller troende. Men det er det, som kunsten og arkitekturen kan. Den taler direkte til os og har en relativ autonomi.

Jørgen Hauberg er tidligere prorektor og institutleder ved Kunstakademiets Arkitektskole