En deltager i TV3s »Luksusfælden« har skabt debat i ugens løb, fordi han er en nasseprins af dimensioner og slår selv Dovne Robert i at malke velfærdsstaten for ydelser og muligheder. Men Imad, som deltageren hedder, er tilfældigvis brun, og så er det pludselig synd for ham. Lad mig sige det, som det er – det er det ikke.
Det er tværtimod synd for alle os, der arbejder og betaler skat, at der findes mennesker, som benytter staten som hæveautomat. Og ja, jeg har skrevet det før, men nu må vanviddet stoppe.
Pak du bare offerkortet ned, Imad, og tag dig sammen i stedet for
Imad og Izabella er arbejdsløse og har bedt om hjælp fra »Luksusfælden«s eksperter. Parret har i løbet af få år formået at oparbejde en gæld på en halv million, og det holder Imad vågen om natten. Dog ikke mere vågen, end at parret insisterer på at beholde deres bil, som de sagtens kan undvære, og har en diverse-post på 12.000 kroner uden at kunne redegøre for, hvad pengene går til. De bliver åbenbart bare klattet væk, ligesom Imad hygger sig med at køre frem og tilbage mellem Slagelse og Tyskland for at handle lidt ind. Det kan man også gøre i Netto.
Han kan heller ikke forestille sig, hvordan man skal kunne klare sig uden en bil, når det regner eller sner. Det kan de fleste nu godt, især hvis man er på røven, og det er Imad.
Foreløbig er han droppet ud af 11 uddannelser. Det må være en slags rekord; i al fald har jeg aldrig hørt om noget lignende, og det ligner også en slags systematik. Han skylder i dag i omegnen af en kvart million i SU-gæld.
Håbet er, at eksperterne kan nedbringe den store gæld med op mod 200.000 kroner, men det lykkes dem kun at få den nedbragt med 26.000 kroner, Det er for dårligt, mener Imad, og da eksperterne har skaffet ham en jobsamtale som skraldemand, koger det hele over.
»Du sidder og giver mig en jobsamtale som skraldemand? Det synes jeg er meget respektløst!« skingrer han, og eksperterne får nu forklaret, at han er for god til ufaglært arbejde.
Kære Imad
Men kære Imad, kan du ikke selv se, at den er gal? Du er for fin til at arbejde, men ikke til at tage imod skattekroner fra mennesker, hvis arbejde du ikke respekterer. Det forholder sig nemlig sådan, at din kontanthjælp, SU, boligsikring, friplads, børnepenge, og hvad der ellers ligger på det store kolde bord af ydelser og tilskud, ikke kommer fra et fantasipengetræ i en statslig have, men fra de mennesker, du ikke orker at arbejde sammen med.
Det er således ikke eksperterne, der mangler respekt for dig, men det er dig, der mangler respekt for andre mennesker.
Programmet afrundes med, at eksperterne forærer Imad en ladcykel, og geniet har siden fortalt til B.T., at de kun brugte den én dag, fordi parret foretrækker at køre børnene i daginstitution i bil – især når det regner. Og endelig var Imad skuffet over, at han skulle betale skat af ladcyklen: »Så kan man jo ikke sige, at det var en gave.«
Jeg vil gerne sige tillykke til Imad. Du taler vel nok flot og flydende velfærdsdansk og har forstået, at maksimal nydelse er en betingelse for at kunne yde minimalt. Ikke omvendt. Lad mig præcisere, at det er sådan, man taler i velfærdssamfundet after dark, hvor fod under eget bord er erstattet af hånd i andres lommer.
Dernæst må man beundre den overbevisning, hvormed offerkortet trækkes som trumf. Da Søren Pape Poulsen så programmet, fik han kaffen galt i halsen og skrev en forundret opdatering, som Imad besvarede sådan her: »Hvis det havde været en dansker, havde der ikke været så meget debat, og så havde Pape ikke sagt sådan,« hvorefter han opfordrede Pape til at »holde kæft«. Flot.
Men mooooon vi ikke har haft den samme debat et par gange efterhånden? Jeg husker da både Dovne Robert og SU-Sofie og adskillige debatter om dimittender, der ikke vil arbejde i Netto, og i det hele taget har »Luksusfælden« gennem årene leveret den ene kandidat efter den anden til prisen som velfærdskrøbling. Og her har hudfarve mig bekendt heller ikke spillet en rolle, så pak du bare offerkortet ned, Imad, og tag dig sammen i stedet for.
Som borger kan man undre sig over, at kassen ikke bare smækkes i for dem, der ikke gider tage et ærligt arbejde. Imad og Izabella er udmærket i stand til at forsørge sig selv, men de trænger til at få forklaret, hvad det vil sige at leve et selvstændigt liv. Den bedste gave, eksperterne kunne have givet, var et besøg hos en hel normal gennemsnitsfamilie, der arbejder, betaler skat og forsøger at få det hele til at hænge sammen. Så kunne parret fortælle dem, hvordan de bruger de penge, de modtager i sociale ydelser, på tant og fjas og er fornærmede over ikke at få mere.
Velfærdsfælden kunne programmet kaldes.
