Det vakte opsigt, at Mette Frederiksen for nylig sagde, at det ikke behøver være sjovt at gå på arbejde. Kort efter måtte hun præcisere på yndlingsmediet Facebook, at det må det selvfølgelig godt, men først og fremmest er det vigtigt med en høj arbejdsetik.
Men Mette Frederiksen behøvede faktisk ikke præcisere. For hun har jo ret. Faktisk så indlysende ret, at det var komisk at iagttage de hysteriske reaktioner på hendes udtalelse, særligt fra folk fra medierne og omegn. Især bemærkede jeg, hvordan Twittermenigheden kogte over i forargelse og indforståede jokes om, at kaffen heller ikke måtte være for god på arbejdspladsen, at chefen også skulle huske at være psykopat og haha, at der skulle indføres flere vegetardage og tvungen deltagelse i DHL-stafetten.
Men hvorfor er det egentlig kontroversielt at sige, at arbejde ikke overvejende handler om lyst, men om pligt?
De gør deres pligt og har det sjovt i fritiden. Måske skulle de såkaldt meningsbærende lag prøve det samme.
Kun et infantilt samfund kan finde på at blive grådlabil over det. Jeg får ikke bare lyst til at sige: Så bliv dog voksen. Jeg oplever også, at jeg har pligt til at sige det.
For hør engang, det er et absolut krisetegn for et samfund som det danske, at vores statsminister er nødt til at forklare, hvorfor det er vigtigt at arbejde. At alting ikke er sjov og lyst og spas. At man af og til er nødt til at gøre noget, man synes er kedeligt.
Det bør ikke være en statsminister, der taler sådan til folk, men forældre, som taler sådan til børn som led i deres opdragelse til at blive borgere. Men når en statsminister er nødt til at forklare noget, som enhver myndig bør sige sig selv, får jeg den tanke, at alt for mange desværre ikke er blevet myndige i forstanden kapable til at være frie, selvforsørgende borgere i et af verdens bedste samfund.
Jeg får også den tanke, at vi lever i en slags velfærdssamfund after dark, hvor det ikke bare er de stærke, der skal tage hånd om de svage, men de samfundsorienterede, der skal slæbe rundt på de lystorienterede egoister.
Den elektriske stol
Og nej, selvfølgelig er alt ikke enten lyst eller pligt, men en blanding, og det meste arbejde er cirka 80 % pligt og sur røv og max. 20 % sjov og velgørende faglig udvikling. Lev med det og glæd dig over, at du i fritiden kan realisere dig selv og udvikle din udsøgte personlighed med seje kurser i NLP-analyse eller teambuilding med familiens teenagere, som hellere vil i den elektriske stol end læse klassikere eller spise andre steder end på værelset. Jeg undrer mig over, at personlig udvikling skal være et anliggende for arbejdspladsen; det er kompetenceudvikling til gengæld, og det er som bekendt noget andet.
Men det kan Mette Frederiksen selvfølgelig ikke sige, for så nedkalder hun den ævlende klasses indignation. Jeg er heldigvis ikke på valg, så jeg kan sige, hvad der passer mig, da jeg ikke skal vinde nogen popularitetskonkurrencer og i øvrigt også snart er 50 år og derfor er placeret i den dejlige kategori, som går under hædersbetegnelsen »reaktionær«.
Som præsten Sørine Gotfredsen forleden meget rigtigt bemærkede i Kristeligt Dagblad, henviser mange til, at de helst gør det, de har lyst til, og i øvrigt anbefaler andre at gøre det samme. Således lyttede hun til Sara og Monopolet en lørdag, hvor frisør og trendekspert Uffe Buchardt havde fremført det synspunkt, at en lytter kun skulle tage til sin søsters bryllup, hvis vedkommende havde lyst. »Ellers skal du lade være,« sagde han belærende.
Tidligere lyttede jeg også ofte til Monopol-udsendelserne på P3 og senere P4, men jeg fik nok af de enslydende snakkende klasse-luksus-løsninger på lytternes trængsler. Som regel handlede det nemlig om at føle efter, følge sin mavefornemmelse og gøre det, der føltes rart eller mest lystfuldt. Men hvad med at følge sin forstand, og hvad blev der egentlig af at gøre noget for andre?
Det er åbenbart blevet kontroversielt at tale om. Ligesom pligt og fællesskab.
For det almene, som Grundtvig ellers satte som det ypperste mål for dannelsen, er degeneret til det almindelige og dermed dødssyge, mens det unikke er blevet ophøjet til norm ledsaget af idiotiske floskler om at gøre det, man føler for og har lyst til.
Faktum er bare, at vi ikke kan basere fællesskaber og slet ikke et velfærdssamfund på ren lyst og børnesnak om »hvad du føler for i dag«.
Faktum er også, at det i virkeligheden er en meget lille del af Danmark, der er optaget af selvrealisering og kræver af deres chef, at det skal være megasjovt og lolleren at gå på arbejde. De fleste passer bare deres arbejde, fordi det er, ja, et arbejde, og de skaber sig ikke åndssvage over, at det ikke er personligt udviklende at lakere en bil, skifte et tag, lægge et gulv eller passe et barn.
De gør deres pligt og har det sjovt i fritiden. Måske skulle de såkaldt meningsbærende lag prøve det samme. Eller tage en tur til provinsen og tale lidt med mennesker med rigtige job og smukke fællesskaber. De er som regel også klogere at høre på end egoisten, der kun føler for sig selv.
